|

Hvem hulen er
Yoda?
Hvis ikke man kender til Star
Wars og har set disse tre prægtige film (den fjerde var
en mindre fejltagelse), har man enten boet i et jordhul hele
sit liv, eller også hader man Science-Fiction. Typer som
disse forbydes at læse mere!
Til alle Jer der endnu er med
mig, kan jeg fortælle at Star Wars er én af mine
absolutte yndlingsfilm, helt oppe i toppen sammen med Indiana
Jones, Life of Brian og Austin Powers. Den er den største
økonomiske filmsucces nogensinde på verdensplan,
og er gået fra at være et kult-fænomen, til
en respekteret niche i film- og entertainment verdenen. Star
Wars er grundlaget for mange af vores forestillinger om fremtiden,
og alligevel er det blot en klassisk fortælling om godt
imod ondt, om heltemodige rebeller og magtsyge imperialister.
Lige meget hvordan du vender og drejer den, er Star Wars en
del af hverdagen for mange, mange tusinde mennesker, og alle
kan på ét eller flere punkter forholde sig til
de stereotypiske, men alligevel unikke, karakterer som filmene
byder på.
Og nu giver LucasArts pludselig
DIG chancen for at spille med!

Strong am I, in the Force:
Star Wars Galaxies bliver et
MMORPG sat i det fantastiske, anerkendte, historiske og altoverskyggende
enorme Star Wars univers, oprindeligt kreeret af George Lucas,
men finpudset af utallige forfattere og fans igennem årene.
Det faktum at denne verden bliver din at rejse rundt i, gør
at forventningerne er skruet flere kilometer op til at SWG leverer
en vare langt ud over det sædvanlige, og enormt meget
bedre end de udgivelser vi ser i dag som Dark Age of Camelot,
Anarchy Online og Shadowbane. Der er trods alt ikke bare tale
om endnu et MMORPG her, det er STAR WARS for Guds skyld, og
LucasArts ser ud til at være indforstået med de
høje forventninger, og ser ud til virkelig at gøre
sit bedste for at gøre SWG til en global succes.

Hvordan adskiller SWG sig
fra andre MMORPG'er?
Til de uindviede: MMORPG = Massively
Multiplayer Online Role-Playing Game. Altså et rollespil
der kun kan spillet online og med tusindevis af andre
spillere verden over. Jeg vil om kort tid lave en liste over
de features der indtil videre er lovet i spillet, men jeg vil
samtidig sige, at intet er fast planlagt endnu, da man ikke
forventer SWG udgivet før om godt 1-1½ år.
Det vigtigste i Galaxies, bliver
måske ikke det intensive karakter-spil der udspiller sig
på diverse planeters overflader, men mere den udvidelse
der senere kommer, der vil få spillet til at virke mere
komplet og gennemført. I første omgang, vil man
kunne lave en karakter, og styre denne rundt på forskellige
verdener, hvor man kan slås, handle, smugle, organisere,
diskutere, og engagere sig med tusindvis af andre spillere,
ganske som vi kender det fra Everquest, Anarchy Online m.fl.
Ca. ½ år efter spillets udgivelse, vil man sende
en udvidelse på gaden, der implementerer rum-kamp i spillet.
Det bliver altså her at vi virkelig ser noget nyt,
for ud over den kæmpestore rollespils-del, vil der bliver
indbygget en enorm rum-simulation, der vil give hele spillet
talrige nye dimensioner. LucasArts har i øvrigt påtaget
sig opgaven at lave rum-delen (som de er enormt gode til!),
og Verant laver den anden del (som de er gode til, fra f.eks.
Everquest). Herunder er det foreløbige "fact-sheet"
så for Star Wars Galaxies:

-
8 forskellige, kendte Star Wars
racer at spille, heriblandt Bothan, Human og Wookie.
- Et helt nyt og fantastisk
detaljeret grafik-system der skal bringe det episke Star
Wars univers til live (se de ekstremt flotte screenshots,
der er nogle af de første sendt ud til pressen. Dvs.
der er forbedringer at finde i den endelige version!
- Det velkendte og spændende
univers vi kender fra bøger og film, samt mange nye
steder, planeter, systemer, racer, teknikker og maskiner
som bliver designet specifikt til SWG.
- Køretøjer
spilleren kan anvende til at rejse på både planeten
og i rummet. I starten vil man kun kunne styre land-fartøjer
selv, men med rum-udvidelsen vil man kunne lave episke slag
i rummet med venner og fjender.
- Stor støtte fra spil-udviklerne,
til spiller-skabte forbund, laug, ordener, guilds m.m.,
i større grad end vi nogensinde før har set.
- Et yderst detaljeret skill-system,
der bestemmer ens karakters udvikling igennem spillet. Der
vil være enorm alsidighed, masser af karakter-klasser
og grene af evner man kan specialisere sig i, så ikke
to spillere bliver helt ens.
- Chancen for at møde
og engarere sig med kendte karakterer fra Star Wars universet
(jeg VIL møde Han Solo som NPC, hvis de tager ham
med!)
- Man vil kunne vælge
imellem tre faktioner at slutte sig til (ud over de mange
spiller-producerede sager), nemlig rebellerne, Imperiet
eller de neutrale.
- Man kan bygge huse, fabrikker,
komplekser og meget mere man vil kunne styre, udbygge, organisere
og manipulere som man vil. Særligt velegnet til en
klan eller et guild, så man altid har et fast hovedkvarter.
Dette vil også gøre, at der bliver flere klan-krige,
og mere taktik i PvP-spillet hvis man ønsker at deltage
i sådan noget.
Igen, dette er absolut ikke kendte
facts, og der vil givetvis blive lagt nye features ind i spillet,
nogle vil blive fjernet, men jeg tror roligt at vi kan forvente
os rigtig meget af Star Wars Galaxies, når LucasArts
engang er færdige med det. Indtil da kan vi glæde
os over den ekstraordinært fede grafik, de gode intentioner
og de store planer der er i sigte for fremtidens MMORPG-marked.

Star Wars Galaxies forventes udgivet
engang i 2002
NB: Dette
preview er en del af RSC's feature: "De
10 Spil".
Tilbage til Hovedsiden
|