|

Indledning:
Der er gået snart et halvt år
siden vores oprindelige World of Warcraft preview,
men der er sket meget siden. for det første er spillet lige ved
at være klar til release, og for det andet har vi haft mulighed
for at deltage i den europæiske betatest i et par uger nu. For baggrunden
til spillet, og det andet grundlæggende information anbefaler vi
at I læser vores oprindelige preview, da der
ikke er grund til for mange gentagelser her. For endnu mere information
kan I læse om Blizzards presseevent og vores forventninger inden
betaen i denne artikel.
Dette beta-preview
byder på faktiske oplevelser fra spillet, detaljer om spillets facetter
og generelle indtryk af World of Warcraft og hvad vi kan forvente
os af det.
Det kan ligeså godt siges med
det samme: World of Warcraft er formentlig det bedste MMORPG jeg
har spillet endnu, og det er sammenlignet med Everquest, Asheron's
Call 1+2, Star Wars Galaxies, Anarchy Online og Dark Age of Camelot.
Spillet er flydende, gameplayet er sjovt og udfordrende og spillet
byder på en hidtil uset simplicitet der gør at man bare kan gå igang
uden at se sig tilbage og hoppe ind og ud af spillet som man har
lyst. Da der stadigvæk er ændringer i spillet på vej, og den endelige
spiloplevelse dermed ikke er afgjort, vil jeg ikke sige at disse
kommentarer "er fastlagt", men der hersker ingen tvivl
om det hos denne anmelder, at WoW vil sætte den nye standard for
hvordan MMORPG-spil bedømmes. Det skal også tilføjes, at man kan
blive op til level 60 i spillet, og der er meget, meget lang vej
endnu for mig, så de oplevelser og muligheder man har i de høje
levels er der ikke taget hensyn til i denne bedømmelse.

Mine karakterer,
quests og simpliciteten:
Jeg har tre karakterer
i øjeblikket, alle på PvE serveren (Players vs. Environment), dvs.
man kan kun slås ved at udfordre hinanden til dueller. Dette er
lavet for at man ikke kan blive slået ihjel lige pludselig som i
en del andre MMORPG'er. Hvis man er til PvP er der også mulighed
for det.
Mine karakterer
er en Orc Shaman, Dwarf Warrior og Elf Hunter. Hver race og
klasse har et forskelligt startsted, og er på ét af de to hold "Horde"
og "Alliance". Min Orc Shaman er den der er højest level,
og byder på en god variation af nærkampsevner, distance-spells,
healing og særlige evner som at kunne tage form som en "Spirit
Wolf". Han er utrolig god til at spille solo med, idet han
besidder mange forskellige evner. Det er i WoW langt lettere at
spille solo end i andre MMORPG'er jeg har prøvet, selvom ganske
mange quests stadig afhænger af at man er flere end én.
Noget af det der
virkelig adskiller World of Warcraft fra de øvrige spil af denne
slags, er quest-systemet. Der er simpelthen ufatteligt mange quests,
altid simple og altid lette at gå til. De belønninger (og xp) man
får igennem quests er langt bedre end hvis man bare render rundt,
og samtidig åbner en quest ofte for mange andre quests enten i samme
område eller længere væk. Der er quests baseret på level, race,
klasse, professioner og faktion. Hvis en NPC har en quest til én,
er der et stort guldfarvet udråbstegn over hovedet på ham, og så
kan man ellers bare gå derover, få missionen, og senere se hvad
man skal i sin praktiske logbog. Blizzard har lovet at der er så
mange quests at man sagtens kan gå helt til level 60 med en hvilken
som helst klasse ved udelukkende at bruge quests, selvom jeg personligt
har oplevet at der var overvældende mange quests som Orc Shaman,
men knap så mange som Dwarf Warrior. Det kan naturligvis skyldes
at spillet stadig er i beta, men lovende er det. Der er dog en enkelt
hage ved alle disse quests, og det er at de netop er så simple at
gå til. Der er stort set ikke overladt noget til tilfældighederne,
og man bliver holdt utrolig meget i hånden igennem hele spillet.
Der er stort set altid anført hvad man skal, hvor man kan finde
det, og ikke mindst hvor svært det er (igennem et farvekode-system hvor
rød er meget svært, grønt er let osv.). Alle missioner handler i
øvrigt om at dræbe X antal Y eller levere X til person Y. Der er
enkelte undtagelser, men jeg vil tro at 95% af spillets tusinde
missioner er at denne yderst simple variant.

Positivt:
Dermed ikke sagt
at det ikke er sjovt, for det er skam fedt at udforske den kolosale
verden, opbygge sine karakterer og slås med diverse monstre og stjæle
deres ejendele når de er døde. Det er især sjovt at være flere sammen,
og udforske nogle "Instanced Dungeons", enorme labyrinter
fyldt med monstre, skatte og endnu flere monstre.
Jeg vil tro med
tiden at det hele bliver meget trivielt og kommer til at spille
som alle andre MMORPG'er i sidste ende, men der er lang vej endnu
for mig, idet jeg går meget op i at rode med tradeskills som "Mining",
"Alchemy" og "Skinning" for at nævne et par
stykker. Der er også evner at se frem til hver gang man stiger til
et "ulige" level, og så er der talent-points der fungerer
som Diablo 2's skill-system, hvor man kan fordele et point til en
evne i hvert level (dog træder talents først i kraft efter level
10). I betaen er der endvidere mulighed for at resette sine talent
points hvis man vil prøve noget nyt, men det ser ud til at man ikke
får denne mulighed i den endelige version, hvilket vil tvinge én
til at spille sig op i samme level med samme slags karakter igen...
Ikke fedt i min mening! Jeg håber de lader muligheden blive i spillet,
da det giver klart bedre genspilbarhed til folk der måske ikke har
så meget tid til at spille som andre.
Men spillet er
altså yderst underholdende, og den flotte grafik, gode musik og
fremragende forbindelse til de europæiske servere (det kører rigtig
godt, yderst sjældent lag osv.) bare giver en rigtig god oplevelse
når man spiller. Verdenen er virkelig enorm, men heldigvis er der
griffer, wyverns, zeppeliner, skibe og undergrundsbaner der kan
transportere én hurtigt over lange distancer. Der er desuden heller
ingen loadtider, andet end når man krydser kontinenterne, eller
skal ind i et af de store "Instanced Dungeons", og det
er vildt lækkert, især for mig der er vant til Load-Zoner fra Everquest
og andre spil.
Når du dør mister
du ikke XP, og det er rart, og det kræver at man finder sit lig
i en "spirit world". Det kan godt blive lidt belastende
hvis man dør mange gange at skulle rende langt som spøgelse for
at leve op igen, men det er ikke så slemt som i mange andre spil.
Man har endvidere mulighed for at betale noget XP og så blive levet
op med det samme på den kirkegård der er nærmest. Der mangler en
måde at leve op der hvor man dør med det samme. Heldigvis er Raise
Dead magier en del af flere af spillets klasser, og dem er der adgang
til rimelig tidligt (lvl 12), så hvis man render rundt med en præst
eller shaman kan det godt gå hurtigere.
Systemet med at
man kan sove i kroer (logge ud), og når man så vågner igen (logger
ind) er udhvilet og dermed får dobbelt XP i et stykke tid er rigtig
god, og giver helt sikkert bedre muligheder for at komme op i levels
til dem der ikke har tid til at spille så ofte.

Negativt:
En ting der også
skuffer mig meget er at der ingen rollespil overhovedet er i spillet.
Jeg har mødt én... Én eneste person der rollespillede ud af mange
hundrede, og det er altså en stemnings-dræber af de helt store!
Jeg tror meget af Diablo-folket er immigreret over til WoW, og der
er masser af råben og skrigen overalt hvor man går. En forudsætning
for at jeg personligt vil spille WoW når det udkommer (og der skal
betales for at være med), er at der er en decideret rollespilsserver,
for det er der er slet ingen muligheder for at skabe rollespil på
nuværende tidspunkt.
Sidst men ikke
mindst er jeg meget skuffet over karakterernes udseende, idet man
kan være 5-10 forskellige ansigtstræk, 5-10 hårfarver og det er
det. I mange andre nye MMORPG-spil kan man justere næsen, munden,
størrelsen på ens krop, bygningsform og meget mere, så her har Blizzard
virkelig kørt i frigear.
I denne afdeling
har jeg også lovet Suppemand, vores anden betatester, at fortælle
en smule om Blizzards manglende support. Hans beta-key virkede ikke
(endda en såkaldt VIP-key skaffet direkte fra Blizzard) så han skrev
til deres support. Efter næsten 14 dage havde han stadig ikke hørt
noget fra dem, og så sendte han det hele til mig, som så ville videresende
det til en Blizzard-medarbejder (og ikke bare en maskine som de
sikkert har brugt). Jeg kunne heldigvis oprette hans konto fra min
computer og vi fik det til at virke, men for et spil der blærer
sig med fremragende support synes vi ikke den episode var særlig
heldig.
Til gengæld er
der virkelig god support inde i selve spillet, man kan rapportere
bugs, give forslag, og tilkalde GMs med lethed, og jeg har benyttet
mig af alle tre slags support til stor succes.

Sidste tanker:
Spillet er meget poleret,
men mangler stadig en del, og selvom Blizzard siger de er klar med
spillet inden nytår, tvivler jeg på at det sker, medmindre Vivendi
virkelig tvinger dem til at færdiggøre det i en halv-færdig udgave.
Der mangler stadigvæk talents til et par af klasserne, Warrior'en
skal til at laves totalt om, der er mange quest-bugs og der mangler
en del områder stadig. Blizzard plejer at teste og balancere sådan
noget som klasser i en del tid, og jeg synes personligt ikke spillet
er i den rigtige tilstand endnu til at blive udgivet, men nu må
vi se hvad der sker. De sidste nye rygter sagde midt i november,
men dem har Blizzard afkræftet og sagt "lidt senere".
Jeg vil dog sige
det sådan her, for jeg er faktisk rigtig positiv omkring spillet
alt i alt: World of Warcraft i betastadiet, er langt mere finpudset
end de fleste nuværende MMORPG'er i handlen. Jeg kunne skrive meget
mere om World of Warcraft, og gå i detaljer med mange ting, men
det gemmer jeg til et evt. senere beta-preview hvor jeg er højere
oppe i level, eller til selve anmeldelsen. Konklusionen er dog foreløbig,
at det ser virkelig lovende ud til fans af Warcraft og nuværende
såvel som nye MMORPG spillere, men rollespillerne krydser fingre
for deciderede rollespilsservere.
Skrevet af Søren
Kristensen for RSC
Diskuter
denne artikel i Forummet
Tilbage til Previews
Tilbage til Hovedsiden
|