RollespilCentralen: Fordi det er en livsstil at være Ork!

Mange ældre gamere husker med glæde tilbage til midten af 80'erne, hvor et klassisk rollespil udkom til PC, Atari, C64 og Amiga. Det hed "Tales of the Unknown: The Bard's Tale I" og bød på et semi-3D perspektiv, fri karakterbygning og masser af godt gameplay med klassiske RPG-elementer som karakter-udvikling, butikker hvori man kunne købe og sælge udstyr, forskellige klasser og racer, og ikke mindst gode missioner i et plot der var udmærket men dog lidt simpelt. Spillet var så populært at det fik to efterfølgere, men siden 1988 hvor Bard's Tale III udkom har serien været død og begravet. Nu er den imidlertid gået i Pirates! fodspor og er vendt tilbage efter næsten 20 år, og selvom der ikke er den mindste smule tilbage fra den gamle serie, er det én af de samme mænd, Brian Fargo, der står bag det nye Bard's Tale (selvom det var Michael Cranford der næsten alene lavede Bard's Tale 1 og 2 har Brian Fargo som chef for Interplay på tidspunktet på én eller anden måde fået al æren).

Spillet er faktisk i en klasse for sig selv - selvom Action-RPG elementerne klart overskygger de traditionelle aspekter den oprindelige spilserie var bygget på, og det er en temmelig unik spiloplevelse på nogle måder - og overdrevent genbrug på andre.

Undertitlen til spillet fortæller en hel del om hvad det nye Bard's Tale er for noget: "A quest for coin & cleavage" (jagten på penge og patter, oversat til godt dansk), og det er faktisk plottet i spillet. Dette spil handler nemlig om humor, og om at gøre grin med de mange klicheer og de historier der ALTID bruges i rollespil (chosen one, red verden, en stor ondskab osv.), og til dette har de udstyret hovedpersonen The Bard med et stort arsenal af spydige bemærkninger, ondsindede dialoger og kvikke kommentarer der kan få selv den mest sarkastiske og ironiske person til at stoppe op og tage notater. Der er således masser af missioner og faktisk også en slags overordnet plot i spillet, men hovedpersonen er altså ligeglad og vil bare ud og score kassen og hvis der er tid til, også score nogle damer. På denne måde lykkes det faktisk spillet ganske godt at gøre grin med hele rollespil-genren, men efter nogle timer begynder de skarpe replikker og lidt for platte dialoger at være af varierende kvalitet, og spillet er faktisk for langt til at denne stil kan holde hele vejen igennem (selvom det ikke er et vildt langt spil, jeg vil tro 20 timers gameplay vil være standarden for de fleste at gennemføre det). Missionerne varierer fra de direkte platte (få bank af den lokale bølle så du slipper for at blive gift med én du har haft et engangsknald med), til de lidt mere seriøse hvor man skal redde folk fra spjældet eller besejre en boss-fjende. Fælles for dem er nok at de prøver lidt for hårdt på at være sjove, og denne direktehed går faktisk ud over humoren der helst skulle falde lidt mere i med omgivelserne. Selvom der er tidspunkter hvor man griner højlydt (især i starten af spillet) er de sjældne, og det meste af tiden har man bare et lille smil på læberne.

En sidste ting der er værd at nævne om humoren i spillet, er Bardens dialoger med fortælleren. Der er nemlig en fortæller der ofte blander sig i historien for at give en tips til hvad man skal, og som fortæller om Bardens (u)gerninger i et episk tonefald, og de to er ikke helt på linie med hinanden. Fortælleren vil nemlig gerne have det hele er heroisk og ædelt, mens Barden bare vil have sin vilje og score kassen.

Nu er humoren jo en ganske stor del af gameplayet i spillet, men der er naturligvis også andet i spillet - ellers ville det jo bare være en film med valgmuligheder. Barden får XP ved at dræbe monstre og klare missioner, og hver gang man stiger et level får man to point at fordelen i syv forskellige attributter. Man kan også vælge evner engang imellem, som at kunne slås med to våben, critical hits osv. Dette aspekt af spillet er mere simpelt end næsten alle andre rollespil, for der er ikke ret meget at komme efter. Spillet er også simplificeret på andre punkter, f.eks. bliver alle de skatte man samler op automatisk omsat til guld, og Barden udstyres automatisk med det bedste udstyr man har. Der er altså ikke noget incitament for at gå ud og score fede ting, det sker nemlig af sig selv, og det er ellers noget et Action-RPG nyder godt af, da det giver spilleren variation og en grund til at jagte skatte, såvel som medbestemmelse over helten.

Spillet foregår i 3D og bruger Snowblinds spilengine som Dark Alliance serien og senest Champions: Return to Arms benyttede, og man styrer Barden med mus og tastatur og kan skifte kameravinkel og zoome en anelse. Man angriber på venstre mus og blokerer på space, og denne del af spillet er faktisk for simpelt, for selvom man kan lave kombo'er med museknapperne ender det med at være en klik-fest i bedste Diablo-stil, men uden de mange evner og fede udstyr som de spil byder på. Men der er skam noget andet man kan pynte kampe op med i Bards Tale: Musik!

Barden lærer nemlig en masse melodier på hans rejser, og med disse kan man fremkalde forskellige venner til at hjælpe ham, alle klicheagtige og kiksede på hver deres måde, fra den manisk grinende heks til den voldelige psykopat og videre til dyr og magiske væsner. Spillet siger der findes 16 forskellige (hvoraf nogle har flere niveauer), men jeg fandt ikke alle sammen, for der er som regel to måder at klare en quest på (god/ond aksen hvor man kan vælge hvordan Barden skal reagere, enten sur eller glad overfor folk), og derfor er jeg nok gået glip af nogle. Disse NPCer er uden rigtige baggrundshistorier og plot, men de giver spillet en del variation og nogle steder skal man bruge bestemte "venner" til at komme videre men for det meste kan man selv vælge hvem man skal have med. Som spillet skrider frem kan man gradvis summon flere af gangen til at hjælpe sig.

Da spillet er portet over fra konsollerne, og konverteringen er ualmindeligt dovent gjort, er der save-punkter (aaarrrgg!) og dårlige hotkeys i en serie af knapper (som med knapperne på en konsol-controller), og det er lidt belastende at man ikke har ændret kontrollen til bedre at være brugbart på et tastatur. Især når man skal have healing er spillet ubarmhjertigt, for her skal man trykke først "1" så "W" og så én knap mere for at vælge niveauet af healing man ønsker. Hvis ikke dette var irriterende nok, så går spillet ind i en fem sekunder lang animation af en kvinder der kommer ned fra himlen og healer én. Dette sker hver eneste skide gang man skal heales! Det kunne nok godt have været bedre lavet (healing potions er jo ikke et nyt koncept, men det virker og ville have været godt i dette spil). Det er også irriterende at alle NPC'er liiige skal stå det helt rigtige sted og finde på plads ved siden af Barden hver eneste gang man starter en dialog (cut-scenerne forsinket en smule hver gang pga. de er scriptede i in-game grafikken).

Grafikken i Bards Tale så meget flot ud på konsollerne, men til PC er det direkte middelmådigt og grænser til at være grimt. Som sagt er konverteringen til PC meget doven, og der er ikke optimeret grafik overhovedet, og derfor ser det hele temmelig grimt ud på en PC skærm. Kantede planter, få detaljer og for lidt variation i grafikken. Hvis man skal porte til PC, så optimer for guds skyld grafikken, tag ved lære af GTA spillene, det kan ikke være så svært!

Lyden derimod er helt fantastisk, med stemmer der ringer i skotske, irske og britiske accenter, og selve Barden er helt perfekt med hans sarkastiske dialoger og spydige bemærkninger der altid er timet helt rigtigt, og den lidt grove og barske stemme han har passer bare helt perfekt. Ud over den store mængde tale (spillet fylder næsten 8 GB), er der også en del sange som dukker op og fortæller om verdenen og de gerninger man har udført, og her er der endda mulighed for singalong, idet der er tekst på med den klassiske karaoke-prik der hopper hen over ordene i takt med at man skal synge dem. Sangene er desuden temmelig sjove og med gode rytmer, så på dette punkt er The Bard's Tale virkelig gennemført.

I den amerikanske udgave af spillet fulgte de originale Bard's Tale spil med på DVD'en, men jeg har ikke kunne finde dem i den europæiske, men de ville helt sikkert have givet det mere værdi. Spillet praler med at kunne spilles på mange forskellige måder, men selvom der er tre forskellige slutninger er det som altid når der prales af sådan noget kun mineskule forskelle at hente ved at gennemføre spillet igen. Banerne, NPCerne og missionerne er de samme, det er kun dialogerne og nogle småting der ændrer sig, og det gør det kun lidt af tiden lige meget hvordan man griber det an. Kampsystemet mangler flere muligheder og bliver lynhurtigt ensformigt, men dialogerne og den sjove humor får en til at fortsætte, så man kan sige at spillet har et ensformigt gameplay, men quests og dialoger er kampene værd - og der er temmelig meget kamp igennem spillet, og man kan endda hvis man er glad for kampene, opsøge flere igennem random encounters og også rydde nogle områder flere gange.

Et sjovt spil med en anderledes fremgangsmåde, det var bare syndt de kaldte det Bard's Tale, for det har intet at gøre med den klassiske spilserie, og selvom humoren er sjov er den ofte utilstrækkelig. Køb dette spil hvis du har lyst til at prøve noget nyt, kan lide plat humor, og du ikke er hunkøn (diskriminationen er overvældende, det er faktisk som om en flok teenage-drenge har fundet på det meste).

Grafik:	5	Når man porter over fra konsollerne, så kan man i det mindste optimere grafikken til PCens langt overlegne grafikkort og RAM, men i Bard's Tale er dette bestemt ikke sket. Det grænser til at være grimt, selvom indendørs-arealerne er ganske hæderlige.
Lyd:	9	MASSER af tale, sjove sange, god musik og stemningsfyldte lydeffekter. Det eneste der forhindrer mig i at give spillet 10 i denne kategori er at det er scriptet, så der opstår ofte pauser i dialogerne mellem flere personer og det tager lidt af flowet væk og gør de kvikke bemærkninger knap så kvikke.
Gameplay:	7	Kampene er på grænsen til at være kedelige, men man spillet alligevel for at komme frem til de gode dialoger og sjove sekvenser. Spillet er bygget på action og humor, og det er kun humoren der lykkes (selvom den bliver lidt tung og forsøger for meget til tider), men alt i alt er det et ganske udmærket spil.
Plot / Addiction:	5	Der er mest kamp i spillet, og det er ikke just det der trækker en fremad. Manglen på et decideret plot skader også spillet, selvom de forsøger at vikle en historie ind i den lange række omstændigheder Barden kommer ud for. Man spiller videre for at se de sjove dialoger og se Barden udfolde sig med sine skarpe bemærkninger.
Multiplayer:	NA	Ingen multiplayer.
Diverse:	6	Konverteringen til PC er ikke god, og der er taget virkelig meget fra de andre Snowblind spil, men spillet har også sine innovative sider. Musik der summoner er fedt, singalongs og ikke mindst det at man ikke skal ud og redde verden og bare tage pis på alt det klassiske i rollespil er ganske afvekslende og nyskabende i sig selv.

Overall:	7	Det bliver til et lille syvtal, og det er fordi spillet er underholdende men ikke byder på meget der ikke er set før, og så er det temmelig ensformigt og mangler noget i visse kategorier. Et stemningsfyldt spil der tager pis på RPG-genren og byder på en del timers sjovt gameplay som dog varierer en hel del i kvalitet.