RollespilCentralen: Fordi det er en livsstil at være Ork!

Hvis der er én ting man kan regne med, så er det forventningens glæde. Call of Duty udkom i 2003 og lige siden har alle fans af FPS genren ventet spændt på at se om Infinity Ward kunne gentage succeen. Nu hvor jeg har spillet Call of Duty i et par uger kan jeg så hermed konkludere følgende: Infinity Ward har ikke overgået sig selv, da Call of Duty 2 virkelig føles som en gentagelse af Call of Duty... men alligevel ikke.

Der er tale om et helt nyt spil, og når man har spillet det halvvejs igennem, går det for alvor op for én og man sidder tilbage med et stort smil på munden. De har ikke overgået sig selv, men de har levet op til deres første spil og Call of Duty 2 er ligeså godt som etteren. Så til folk der elsker FPS, spring denne anmeldelse over og smut ned og køb spillet, for det er fremragende! Til alle dem der gerne vil vide hvordan spillet er, og hvordan det skiller sig ud fra Call of Duty 1, så læs denne anmeldelse færdig og bliv klogere.

Lad os starte med at se på hvad jeg mener er spillets fedeste feature; følelsen af rå, voldelig og ukontrolleret krig. Stemningen er simpelthen fænomenal, og man kan nærmest mærke at man er lige midt i konflikten. Det er helt utrolig intenst, og de scriptede baner er bygget op for at give maksimal indlevelse og spænding - og det virker. Det er mange ting der kombineret giver denne fremragende stemning, men den realistiske grafik, klokkeklare lyd og de gennemtænkte og veldesignede baner er hovedingredienserne. Især et par af de engelske baner, og faktisk alle de amerikanske er sindsygt intense og spændende. Der sker bare noget hele tiden, og man føler virkelig at man er midt i krigen, at døden lurer alle vegne og at man bare skal pløkke de forbandede nazister ned - for de vil ikke tøve med at pløkke dig. Det er lige før man får sved på hænderne når man spillet er par af banerne, for atmosfæren er bare "that damn good".

Men den fede stemning er ikke noget der kommer af sig selv, for det er gameplayet der sætter dagsordenen. Der er tre kampagner, og man behøver ikke gennemføre dem i træk. Når man har klaret den første russiske mission låser man den britiske kampagne op, og ligeledes kan man låse den amerikanske op midtvejs igennem den engelske kampagne. På denne måde kan man blande det hele lidt sammen hvis man vil, og det er måske meget godt - men jeg må være ærlig og indrømme at jeg gennemførte kampagnerne fuldt ud inden jeg kastede mig over den næste. Historien og de mål man har vil man nemlig gerne se tilendebragt. Kampagnerne er meget forskellige. På de russiske baner er det meget presset med små patruljer man skal stå overfor ad gangen, mens der på de britiske baner er flere missioner med køretøjer og intense kampe i småbyer. Den amerikanske kampagne er den mest intense af dem alle, hvor modstandere (og med-soldater) i hundredevis mejer dig ned på Normandiets kyster og man skal kæmpe sig igennem skarer af MG-42 tårne, bunkere og minefelter i et meget højt tempo.

Det hele foregår i sædvanlig FPS-stil, altså med health, ammo og mulighed for at have to forskellige geværer, en håndpistol og en stak granater. Du styrer med mus og tastatur, og kan hoppe, kravle, dukke dig, zoome ind med forskellige våben og alt det andet sædvanlige. Dér hvor CoD2 skiller sig ud fra sin forgænger er, at man ikke kan quick-save spillet (eller save i det hele taget), men spillet autosaver efter hver eneste store kamp. Det er frustrerende til tider (især for mig da jeg quicksaver meget, meget ofte når jeg spiller FPS), men det er så ofte (hvert 3-5 minut) at man ikke bliver for irriteret over at skulle genspille det samme igen alt for mange gange.

Noget andet der er ændret er, at man ikke har tal på sin health, men derimod er der tre "niveauer" af helbred. Man kan være uskadt, såret og dødeligt såret. Er man såret på den ene eller anden måde, så skal man bare sørge for ikke at blive ramt yderligere i et par sekunder, og så er man klar igen. Det virker ret godt i singleplayer, men er samtidig temmelig urealistisk. Det skubber dog spillet hurtigere fremad, og man er ikke så bange for at løbe hovedkulds ind i fjendens ild, fordi man ved, at man bare skal finde dækning og så er man klar igen.

Den sidste ting der adskiller CoD2 fra flokken er måske den vigtigste, og årsagen til at spillet virkelig føles som krig: Du er ikke alene. Der er kun meget få øjeblikke i spillet hvor du ikke er sammen med dine soldaterkammerater, og i starten var det ret irriterende fordi man efterhånden er blevet vandt til at skulle klare alting solo. Men AI'en er virkelig god, og ens hold fungerer netop som et hold, og efter nogle baner kan man begynde at se conceptet bag det hele... Der skal netop være mange kombatanter for at det virkelig er en krig, og det er hovedårsagen til spillets intensitet og fede gameplay. Det er dermed anderledes - men stadigvæk familiært - og gameplayet er rigtig godt på den måde. Jeg savnede et par baner hvor man virkelig var solo (f.eks. nogle sniper baner), men alt i alt er der ikke noget at klage over mht. gameplayet i CoD2.

Grafikken i Call of Duty 2 er virkelig flot. Det er yderst realistisk skildret og grafikken hjælper til at man bliver suget ind i stemningen. Især er det lykkedes at lave røgeffekter meget lækre, og man bruger da helt klart de smoke grenades der er til rådighed - om ikke andet så for at se den flotte røg :-)

Det skal dog siges at man skal have et temmelig high-end grafikkort for at nyde alle effekterne. Jeg prøvede først på et Radeon 9600XT med 256 MB RAM, og da jeg skiftede til Geforce 7800GT var der en verden til forskel, selvom de generelle settings var identiske. Så har du et godt grafikkort så får du mere ud af Call of Duty - og ja - for en gangs skyld er der en væsentlig forbedring af gameplayet som følge af high-end grafikken. Spillet bliver nemlig sværere når røg, kugler, ild og eksplosioner bliver mere realistiske. Det er sværere at se igennem det hele og ramme fjenderne, men det gør samtidig spillet sjovere.

Der er også rigtig god variation i grafikken, idet de tre kampagner er i tre forskellige formater. Det russiske kampagne har smadrede bygninger i hobevis spredt omkring i et vinterlandskab. De britiske baner foregår i Afrikas ørken, mens de Amerikanske baner er i idylliske - nogenlunde intakte - landsbyer og bakkelandskaber i Frankrig. Alt i alt må man sige at der er ramt rigtigt med denne variation.

Lyden i spillet er ligeledes rigtig god, og jeg vil ikke kommentere den yderligere end at sige den er passsende, der er musik imellem banerne (og nogle gange i selve banerne). Der er også nogle filmklip der bruger rigtige historie klip fra kriger, og de tilføjer også bare til stemningen og giver missions-beskrivelserne et endnu mere realistisk præg.

Multiplayer er endnu bedre end singleplayer, og jeg har hygget mig utrolig meget med CoD2 sammen med en del forskellige venner. Det er helt sikkert et spil der bliver liggende på harddisken, og nu har jeg endelig en undskyldning for at afinstallere CoD1 - for 2'eren er bedre. Der er flere muligheder, bedre grafik og mere detaljerede baner (der dog i de fleste tilfælde bare er kopier af banerne fra CoD1 med ny grafik).

Der er fart på, man respawner hurtigt, har et stort udvalg af våben og kan ændre bane, spiltype osv. direkte inde fra spillet, ganske som i de fleste andre FPS'er. Men det er realismen og den følelse af krig jeg har nævnt igennem anmeldelsen der gør at jeg hellere vil spille CoD2 end f.eks. Medal of Honor eller Counterstrike. De spil har simpelthen ikke den stemning som Call of Duty har.

Sidst men ikke mindst bør det her nævnes at det er op til den enkelte server-administrator at bestemme hvilke features, begrænsninger osv. serveren skal have, og jeg har fundet nogle servere der byder på endnu mere realisme, men der er også servere der går den modsatte vej. Kort fortalt, så er der noget for enhver smag.

Konklusionen bliver kort og kontant: Call of Duty 2 er årets bedste FPS, og har du hang til at spillet et fedt shooter med masser af stemning, sjove baner og en utrolig realistisk interaktion, så bør du købe Call of Duty 2 med det samme. Er du ikke normalt til shooters, er Half-Life 2 stadigvæk et bedre spil at starte med, men står valget mellem dette års juleudgivelser i FPS genren, er Call of Duty 2 nummer et - for hverken FEAR eller Quake 4 kan hamle op med det.

Grafik:	9	Glimrende grafik, især røgeffekterne og geværilden er realistisk. Alle bevæger sig meget naturligt, og det er realisme-aspektet der virkelig gør at CoD2 ser så fedt ud.
Lyd:	9	God musik imellem banerne, skarp lyd inde i banerne, og de helt rigtige lyde til de forskellige våben. Der er endda en fede tinitus-agtig lyd hvis en granat springer meget tæt på dig og du overlever, og man kan nærmest mærke effekten af artilleriet og maskingeværerne når man hører dem. Rigtig godt!
Gameplay:	8	Ikke for kort, men det måtte gerne være længere. Men det som er med, det er virkelig godt. Banerne er super-intense og der har aldrig været et WW2 spil hvor man virkelig har følt at man var midt i konflikten som kommer så tæt på som CoD2. De fire sværhedsgrader sikrer meget spiltid, og man vil spille det igennem flere gange. Men i sidste ende har vi set det meste før, og selvom Call of Duty 2 er rigtig godt, kan man ikke lade være med at føle man spiller Call of Duty 1 ganske ofte. Mange af banerne ligner således dem fra etteren og mange af målene er også de samme (D-Day f.eks.).
Plot / Addiction:	8	Spillet er en anelse for kort, og banerne kan godt føles lidt ensformige. Et par solo-baner ville virkelig kvikke det hele lidt op på en anderledes måde imellem alle de intense kampe.
Multiplayer:	9	Multiplayer er fremragende. Mange fans er utilfredse med nogle cheats der tilsyneladende flourerer, men det er ikke noget jeg har observeret. Gameplayet er hurtigt, sjovt og udfordrende og der er nok muligheder til at filtrere og sortere imellem serverne at man kan finde lige det man vil. De enkelte server-muligheder er også vigtige at have med, og det er muligt for folk at have lige de indstillinger de vil på deres servere.
Diverse:	8	CoD1 var temmelig reolutionerende, især på multiplayerområdet hvor det fik taktik tilbage med et par smarte små features. Der er ikke samme innovation i 2'eren og der er ikke så meget nyt, men de har til gengæld perfekteret følelsen af krig - og det tæller en hel del!

Overall:	9	Et nital, omend et lille et af slagsen. Call of Duty 1 var et bedre spil, men Call of Duty 2 er også fremragende. Det er i min mening årets bedste FPS, og overgår således både FEAR og Quake 4. Det er også - modsat førnævnte - det mest realistiske FPS jeg har spillet siden Half-Life 2 - og her tænker jeg på AI, fysik og ren indlevelse i spillet. Køb det hvis du kan lide at skyde nazister, og også hvis du bare er glad for FPS genren, det er pengene værd.