RSC Anmelder: "Conan", d. 15 Maj 2004
Spillet er venligst udlånt af Betafon

Side 1 af 1

Action-RPG:

Lad mig starte med at sige, at jeg efter den første halve times spil havde afskrevet Conan fra at være et godt spil. Jeg blev dog glædeligt overrasket over spillets kvalitet, dets kampsystem, historien og meget mere, men samtidig skuffet over at tænke på hvad det kunne være blevet til hvis bare... Ja, det kan I læse mere om i løbet af denne anmeldelse, hvor vi kigger nærmere på computerspillet med det simple navn, hvor helten over alle fantasy-helte optræder for første gang på PC, Playstation 2 og X-Box.

Historien, verdenen og Conan:

Plottet i spillet er nok en anelse tyndt, men det er dog tilpas realistisk til at man ikke sukker ad det. Conan vender tilbage til sin hjemby, og finder sine bysbørn slagtet. En gruppe mennesker med det herlige kaldenavn "Cult of the Vulture" (gribbens kult), har nedkæmpet dem alle, og de overlevende er blevet brændt levende, inklusive kvinder og børn. Dette gør den store barbar Conan temmelig sur, og hævnlysten viser sig i form af, at historien i spillet gør ud på at slå dem ihjel der dræbte ens landsby. Conan sværger, at om han så skal rejse til verdens ende, vil han sørge for at få sin hævn. Og det er ikke meget galt, for man kommer vidt omkring i Conan, hvor verdenen, baggrundsinformationerne man får undervejs om de forskellige steder, og karaktererne er lavet meget tro imod R.E Howards originale bøger fra 1930'erne. Conan  er også inspireret mere fra bøgerne, end fra den klassiske film med Arnold Scwarzenegger i hovedrollen, og Conan er tavs, men tænksom i store dele af spillet. Hans mål er simpel hævn, men der er et underliggende plot som man bliver opdateret om undervejs af en fortæller, og det giver spillet en glimrende atmosfære. På den ene side har man nemlig historien sådan som den er med alle detaljerne, årsagerne og spændingen, og på den anden side følger (og spiller) man Conan, der egentlig er ligeglad med mange af de ting der foregår omkring ham, og bare søger sin hævn.

Kort fortalt er historien simpel, men solid, og det er måden karaktererne og verdenen præsenteres på der gør den god, for man fornemmer hele tiden at spillet er episk, hvor det i virkeligheden er ret mundant.

Kamp, oh herlige, blodige kamp!

Spillet er et third person Action-RPG, og for dem der ikke kan lide de tekniske udtryk, er det et spil hvor man ser helten fra ryggen, ligesom Tomb Raider og Soul Reaver spillene. Man styrer Conan med mus og tastatur, og interfacet er temmelig simpelt bygget op, med et menusystem der sørger for ikke at tage noget fokus fra action-delen af spillet. Med action forstås kamp, kamp, kamp, forhindringer, puzzles, kamp og kamp.

For barbaren Conan er kamp nemlig en triviel ting, og det er ikke sådan at man i spillet starter med en svag Conan, han har nemlig allerede rejst vidt og langt inden spillet begynder, men et eller andet sted skal rollespilselementerne jo dukke op, og det gør de på en måde i kamp. Hver gang man dræber en fjende, får man nogle point. Jo stærkere fjende, jo flere point. Disse point kan bruges hele tiden i løbet af spillet, til at købe nye kampevner i form af forskellige angrebsteknikker med forskellige våben, eller standard-evner som flere livspoint eller hurtigere reflekser imod fjendernes slag.

Når man så har en ny teknik, kan den naturligvis bruges på at give Conan blodige minder om hvordan han maltrakterer sine fjender i kamp. Der er fem knapper man kan kombinere til at lave forskellige angreb, og hvordan man udfører dem står pænt beskrevet i selve skill-listen. Eksempelvis kan med udføre et "Cross of the North" ved at klikke højre museknap +  2 x venstre museknap. Så simpelt er det faktisk. Det er selvfølgelig ikke sikkert en fjende vil lade dig gøre dette, men hvis timingen er rigtig kan man faktisk lave lange sekvenser af meget lange angreb fordelt på adskillige fjender på én gang. Det er vildt fedt at smadre tre-fire folk med få veludførte angreb, og hvad der er nok så vigtigt, det er vildt sjovt.

At der er hele 16 forskellige våben gør kun spillet sjovere, og med 50 forskellige kampteknikker er der altså rig mulighed for at lave lige præcis den blodtørstige og fandenivoldske Conan som man altid har drømt om.

Fjenderne, og mere kamp:

Fjenderne er heller ikke sådan at kimse ad, da de ikke er dumme, men heller ikke yderst intellligente. De prøver dog tit at omringe Conan, eller bruge feje tricks som magi, men en magiker falder ligeså hurtigt til et "Eye Slash" som en kriger. Som du måske kan læse imellem linierne, er det meget ofte mennesker man slås med, og det betyder at de også kan finde på at have kampteknikker. Man skal derfor altid være varsom, og så er det godt at man ved at holde "space" inde, kan blokere imod angreb. Som Conan bliver bedre til kampteknikker, bliver han også bedre til at blokere, og så kan man til sidst blokere magi og lignende. Denne simplicitet vil nogle måske synes er lidt mager, og andre vil spørge hvorfor man ikke decideret kan lave rullefald og andre undvigelsesmanøvrer. Til dem der virkelig vil have et kampsystem med flere muligheder, vil jeg ikke anbefale Conan, men til gamere som ikke er verdensmestre til sådan noget med hurtige kombinationer af taster (som mig selv), er Conan helt perfekt, og hvis der mangler lidt i forsvars-afdelingen, kompenseres det af de 50 evner man kan forsøge at mestre i det offensive.

Men Conan slås også med uhyrer, udøde, bidske dyr og ting der er svære at kategorisere. Som de 10 bosses der er i løbet af spillet, der faktisk er rigtig godt lavet, meget forskellige i udseende og angreb, og slet ikke så uovervindelige som i mange andre spil. Det er godt nok første gang jeg skriver dette i en anmeldelse, men bosser hører hjemme i Conan(!). De er af tilpas sværhed at man ikke synes de er lette, men tilpas lette så man ikke flår sit hår ud af ørerne i frustration over at skulle slås med dem.

En sidste ting der er rigtig godt ved kamp er, at man kan smadre stort set alting omkring én, lige fra søjler til væg-ornamenter, og det giver kampene en slags voldsomhed som bare gør det sjovere at være et to meter højt muskelbundt kaldet Conan.

Men er der andet end kamp i Conan?

Perspektivet og de halvhjertede puzzles:

Når spillet engang imellem byder på en puzzle-sekvens, for eksempel hvis Conan skal passere en smal bro hvor der skal hoppes over nogle store hulller samtidig med at enorme økser svejer fra side til side, løses perspektivet så det kun kan ses på én måde. Man kan altså ikke selv styre kameravinklen, og det gør det ret svært at klare skærene. Især hvis man dør på en forhindring af denne art bliver man frustreret, på grund af spillets save-game system, som jeg kommer ind på lidt senere. Jeg vil tro, at det låste perspektiv er lavet for ikke at gøre hoppe/undvige delene af spillet for lette, men det tager af morskaben så det er ikke så godt. Der er heldigvis ret få af disse sekvenser undervejs. Øvrige puzzles er helt vanen tro simple, som at hive i håndtag for at åbne døre, og generelt trykke på "Alt" knappen - som er action-knappen - hver gang en hånd viser sig over skærmen ved interessante steder som ved håndtag, statuer osv. Interaktionen er altså meget simpel, men der er faktisk gjort forbløffende meget ud af at vise hvad der sker efter man trykker på action-knappen. Et eksempel følger: Conan er i et fort, og jerngitteret er kørt ned. Man kan ikke komme hverken frem eller tilbage, og det eneste man kan er at bruge action-knappen på en stor træstamme der ligger på jorden. Efter man gør dette, er der en hurtig, intens cut-scene, hvor man ser Conan snuppe træstammen, hamre jerngitteret ned, og smide stammen ovenpå to fjender, hvorefter man med det samme fortsætter dér hvor cut-scenen stopper. Det er meget effektiv storytelling.

Spillets øvrige features:

Man kan ikke save når man vil i Conan. Det er en skandale, at spilfirmaer den dag i dag, ikke giver frihed til at save nårsomhelst i et PC spil, men denne feature er sneget sig med fra konsolversionerne. Men det er faktisk ikke så slemt som det lyder. Undervejs i spillet finder man nogle "Sacred Stones", og man kan bruge sådan én på at save sit spil. Man skal ikke bruge dem hele tiden, men det er en god idé at bruge dem forholdsvis ofte undervejs, og hvis man benytter dem rigtigt, kan man undgå mange frustrationer, især i de dele af spillet med låst perspektiv. Dør man i sådan en situation er det nemlig bare syndt, og så skal der loades. Har man ikke haft en Sacred Stone i lang tid forinden, er det bare ærgerligt og så skal man langt tilbage i spillet igen.

Det er dog lidt anderledes hvis man dør i kamp, som det oftest er tilfældet. Er man så uheldig at få baghjul af fjenderne, kommer man nemlig til Groms rige (ens gud), og der får man chancen for at bevise sit værd, ved at besejre nogle udøde skabninger. Klarer man dem, kommer man direkte tilbage til hvor man døde, med fuldt liv og fjenderne i samme tilstand som man forlod dem (sårede). Denne mulighed gør, at save-systemet i 90% af spillet ikke bliver frustrerende, idet man forholdsvis let kan vinde kampene i Groms rige og dermed vende tilbage. Dør man to gange eller flere i samme kamp, bliver udfordringen også gradvist større i Groms rige, og derved bliver det sværere at vende tilbage. Det er dog de færreste kampe der er så hårde at man dør to gange, og faktisk dør man slet ikke så ofte. Så et godt tip er, at save før hver eneste perspektiv-baserede udfordring, og måske engang imellem efter en del lange kampe, sådan tror jeg også save-systemet er designet i sin tid, og det giver om ikke andet verdenen noget mere intensitet, at man føler man lever på kanten af livet hele tiden.

Grafik og musik:

Grafikken er fremragende, med helt utroligt varierede landskaber, spændende fjender, detaljerede våben og storslåede, yderst eventyragtige cut-scenes. Det eneste man kan klandre det for er, at baggrundene godt kunne have været bedre, og så er der enkelte gange at cut-scenerne virker lidt kantede, selvom alle cut-scenes i spillet foregår i spillets øvrige grafik-engine. Men de øde ørkener i Stygia, den levende jungle i Darfar og havnebyen Kordava er blot nogle af de steder man besøger i spillet, og der er både stemning og personlighed i dem alle, takket være den gode grafik.

Musikken derimod, er der ikke noget som helst at sætte en finger på, for det er det originale soundtrack fra Conan-filmen der er brugt, og hvis nogle skulle være i tvivl, er det rigtig, rigtig godt. Jeg tror faktisk Ringenes Herre har hentet inspiration fra dette. Stemmerne til karaktererne er velsamplede, lydeffekterne er gode, og det er i virkeligheden bare syndt der ikke var mere af det hele.

Mulighederne:

Jeg får nærmest kuldegysninger ved tanken om at kombinere Conans fremragende kampsystem med en dyb og dialogbetonet verden som Gothic eller Morrowind. Jeg tror i sandhed, at det ville blive den ypperste singleplayer rollespilsoplevelse i mange år, hvis bare Conan havde andet end action at byde på. Små glimt at dette potentiale viser sig i havnebyen Kordava, hvor Conan render rundt imellem markedspladsens boder og forsøger at få information om The Cult of the Vulture. Men hvis bare Conan 2 eller hvad det kommer til at hedde, får en levende verden med decideret traditionelt rollespil.. [savle, savle]

Desværre får vi nok aldrig Conan 2 at se, baseret på den halvhjertede markedsføringsindsats spillet har fået. Den officielle hjemmeside er ikke engang færdigudviklet, og TDK Mediactive (udgiveren) har gjort ingenting for at få budskabet om Conan ud. Det er altså op til os anmeldere at vurdere spillet og få folk til at købe det, desværre er der næsten heller ikke nogle reviews af spillet ude, så RSC kører nærmest solo i at fortælle at "Conan er faktisk et rigtig godt spil".

Et andet sted det viser sig, at Conan ikke endnu er den vilde succes, var da jeg testede multiplayer delen af spillet, hvor man kan duellere imod andre, såvel som lave hold-kampe. Ikke én eneste spiller online gjorde, at jeg ikke har kunne teste "Arena" som multiplayer delen hedder. Yderst skuffende.

Konklusion:

Spillet har tre sværhedsgrader, og de er tilpasset utrolig godt. De fleste kan dog roligt vælge "normal", mens garvede spillere kan snuppe en tur mere på "Grom's Champion" niveauet. Spillet er ikke vildt langt, men man kan faktisk sagtens spille det igennem igen, om ikke andet så for at afprøve nogle andre kampteknikker. En anden årsag kan være, at man i sin første omgang med spillet, har fundet de fire dele af "The Atlantean Sword", et mægtigt sværd der, når man har samlet delene, kan bruges. Man finder dog først den sidste del lige ved slutningen af spillet, men sværdet er definitivt værd at samle op, og det er nok nødvendigt hvis man som "almindelig" gamer vil klare Grom's Champion sværhedsgraden, for man får lov til at tage sværdet med når det er samlet én gang.

Ellers er der ikke så meget at sige om Conan, andet end man skal prøve det mere end ½ time for at føle sig til rette i det, og man skal ikke vurdere spillet baseret på den demo der er ude, for den er meget dårlig, og lavet før bug-testingen blev sat ind. Det er dog nok en god idé at downloade patch 1.03 som der er linket til efter karaktererne i denne anmeldelse, da jeg ikke oplevede nogle bugs overhovedet igennem hele spillet, og jeg havde altså installeret denne patch inden jeg startede.

Kort sagt: Kan du lide action, og har du mod på at spille Conan the Barbarian, så køb spillet og støt stakkels Cauldron software, der har været uheldige i at få en dårlig udgiver. Spillet er endvidere billigere end mange andre nye titler, og fås til PC, Playstation 2 og X-Box.

Download patch (version 1.03, 8 MB)

Udgiver: TDK Mediactive
Udvikler: Cauldron
Platform: PC (findes også til PS2 og X-Box)
Kategori: Action-RPG
Pris: 329 kr i Betafon (399 kr til PS2 og X-Box)
Multiplayer: Ja
Systemkrav (minimum): Pentium III 1000 MHz, 256 MB RAM, 32 MB grafikkort
Systemkrav (anbefalet af RSC): Pentium IV, 256 MB RAM, 64 MB grafikkort
System anmeldt på: PIV 2600 MHz, 512 MB RAM, 256 MB ATI Radeon 9600XT grafikkort
Anmeldt af: Søren Kristensen
Spillet er venligst udlånt af: Betafon

Diskuter anmeldelsen i Forummet

Tilbage til Reviews

Tilbage til RSC