|
Side 1 af 2
En hurtig intro:
Inden jeg går i gang med det egentlige
review vil jeg lige give udenforstående en lille intro til hvad
Call of Cthulhu egentlig er for noget...
For små 100 år siden levede der en
mand med en meget livlig, syg og stor fantasi ved navn H.P. Lovecraft.
Begge hans forældre døde på det samme hospital for sindsyge; hans
far da han var 5 år gammel, hans mor da han var 31. Måske derfor
har sindsyge altid været en ret central del af hans historier.
Lovecraft skrev en masse horror-historier
som langsomt lagde grund for hans ”Cthulhu Mythos”, en horror-verden
som både han og senere en masse andre forfattere placerede deres
fortællinger i.
Dengang var der ikke rigtigt noget
der hed rollespil, i hvert fald ikke som vi kender det i dag, men
da rollespil begyndte at blive populært tænkte nogle smarte gutter
at ham der Lovecraft havde sgu da fat i noget med Cthulhu og alt
det der, så de fik rettighederne til at udgive et rollespil li’som
Dungeons & Dragons, Vampire: The Masquerade og alle de mange
andre Pen and Paper-rollespil der efterhånden er på markedet.
Spillet kom til at hedde ”Call of
Cthulhu”, og var et horror-rollespil hvor spillerne sjældent overlevede
mere end et par enkelte spil før de enten døde af sindsyge eller
fordi de blev spist/dræbt/ofret af diverse grimme typer... Alt i
alt et rigtigt fedt spil! ;)
Det jeg vil sige med denne indledning
er egentlig bare, at Call of Cthulhu - Dark Corners of the Earth
(Herefter DCotE, for det er da godt nok et langt navn) ikke bare
er et ”normalt” horror-spil, men et spil der bygger på næsten 100
års historier skrevet af diverse dygtige forfattere, og derfor virkelig
har noget at leve op til.
 
Og gør det så det?
Kort sagt vil jeg sige ja. DCotE
formår at levere et virkelig uhyggeligt spil som har formået at
implementere mange af de ting som man ville forvente der skulle
være i et Call of Cthulhu-spil. Der er en god historie, en helt
fantastisk stemning og så er DcotE det første spil (i hvert fald
som jeg kender) der aktivt gør brug af alle mulige former for visuelle
effekter og en hel ekstrem mængde vibration i joypaddet for at symbolisere
at ens karakter lige så stille og roligt bliver sindsyg, og det
virker!
Det er dog ikke kun guld og grønne
skove. DCotE bliver styret som et First-Person-Shooter, og selv
om man de første 30% af spillet slet ikke har et våben (hvilket
er FEDT!) så ender det i de sidste 70% lidt for ofte med at være
mere et standard skydespil end et horror-adventure spil, og det
er synd, for Call of Cthulhu burde ikke gå ud på hvor mange kultister
og monstre man kan slagte. Der er blandt andet et klassisk Cthulhu-monster
ved navn en ”Deep One” med i spillet. Læsere af Lovecrafts bøger
og spillere af PnP-rollespillet vil vide, at en Deep One er virkelig
virkelig bad news, men i DCotE er de degraderet til standard kanonføde,
og når man har gennemført spillet har man nok set de første 50+
Deep Ones blive mejet ned af Tommy Guns eller blæst i stykker af
Shotguns, og det er synd, for det gør at man ikke har den samme
skræmte følelse over for dem som man burde have. De har ca. samme
effekt på dig som en Trold ville have i et standard fantasy spil.
De er farlige, de kan dræbe dig hvis de er heldige, men egentlig
er de bare et monster der skal nakkes.
Så DCotE er meget for Call of Cthulhu
hvad Vampire the Masquerade: Bloodlines
var for Vampire: The Masquerade. Det formår på visse punkter at
fange stemningen helt perfekt, men andre gange går der simpelthen
bare for meget computerspil i det, og det ender med at sætte en
plet på ens oplevelse. Heldigvis klarer DcotE sig bedre end Vampire the Masquerade: Bloodlines
mht. at holde sig til sine rødder, så jeg vil stadig anbefale de
fleste Call of Cthulhu-fans at give spillet en chance, for når det
virker som det skal så er det sgu fedt.
 
Historie & Gameplay:
Historien i DCotE er en meget klassisk
Call of Cthulhu-historie. Man spiller en gammel afdanket privatdetektiv
der er ude hvor han slet ikke kan bunde, der lige er kommet tilbage
til den normale verden efter at have været indlagt på et sindsygehospital
i længere tid. Størstedelen af spillet foregår i 1922, med en kort
intro der foregår i 1915 hvor man spiller igennem selve grunden
til at Jack (ens karakter) har været indlagt i længere tid. Jack
kan ikke huske hvad der er sket de sidste 6 år, og det bliver brugt
godt undervejs i spillet hvor han får nogle (virkelig spooky) flashbacks
med små hints. Jack får ind imellem også syner af ting der vil ske
lige om lidt, og man ser også verden ud af andre folks (ofte nogle
af ens modstanderes) øjne i masser af cut-scenes der binder historien
sammen på en ret fed og anderledes måde.
En ting der heldigvis holder 100%
gennem hele spillet er den mørke dystre stemning, der i en del scener
er virkelig skræmmende. Der er også gjort meget ud af at lade spilleren
føle sig virkelig til stede i spillet, så der er ingen unødig grafik
på skærmen til at stjæle ens opmærksomhed fra det vigtige. Det betyder
ingen health-bar, ingen ammo-counter, intet sigtekorn, no nothing!
Og det er efter min mening virkelig en god idé, da det gør, at man
føler sig mere som Jack og ikke bare en eller anden gut der styrer
ham. En anden ting der også hjælper rigtig meget på indlevelsen,
er de mange visuelle effekter der bliver brugt i løbet af spillet
til at symbolisere Jacks sinds langsomme degenerering. I DCotE er
det rent faktisk muligt at dø af ren og skær sindsyge fordi det
menneskelige sind bare ikke er lavet til at være vidne til nogle
af de ting man kommer ud for I spillet (hvilket endnu engang er
meget i Cthulhus ånd), og det bliver symboliseret ved f.eks. motionblur,
skift til sort/hvid, justering af hvor meget ens joypad lystrer,
og sidst men ikke mindst Jacks maniske hvisken når det virkelig
begynder at gå ned af bakke for ham, hvilket virkelig er spooky
at høre på. Lignende effekter bliver også brugt når man tager skade.
Bliver man f.eks. ramt i hovedet kan ens syn blive anderledes, og
hvis man bliver ramt i benet begynder man at halte så skærmen bopper
op og ned og man går mærksomt langsommere.
Historien er meget lineær, men det
gør ikke noget, for den er virkelig velskrevet og har nogle fede
twists undervejs så man hele tiden føler at der sker noget. Dialog
med NPC’er er temmelig simpel og man har ikke rigtig nogen indflydelse
på dialogen, men igen er det ikke noget der irriterer én fordi spillet
er virkelig godt skruet sammen, og man derfor bare glædeligt følger
med historien som den udvikler sig.
Som historien skrider frem samler
Jack – som den gode detektiv han nu er – en masse spor sammen, og
oven i det fører han også dagbog over hvad der sker for ham. Både
i forhold til historien, men også om hvordan han personligt bliver
mere og mere bange for at han er ved at bryde sammen igen. De mange
spor som er alt fra gamle avisartikler, breve, og skibslogger til
gammle okkulte skrifter er sammen med Jacks dagbog en rigtig god
måde at holde styr på historien, samtidig med at de alle er virkelig
velskrevne og li’som så meget andet i spillet er med til at anslå
den helt rigtige stemning.
Undervejs i spillet er der en del
puzzles. De er ret godt skruet sammen, men de fleste erfarne adventure-spillere
vil nok have rimelig nemt ved dem. Jeg er dog IKKE så erfaren en
adventure-spiller, så jeg skal ærligt indrømme at jeg sad en smule
fast et par gange, men jeg kom da forbi dem i sidste ende... (god
walkthrough kan findes her hvis du er lige
så dum som mig ;))
 
AI’en i spillet er ikke noget at
råbe hurra for. Når man er i stealth-mode og skal snige sig rundt
er det lidt for nemt at slippe af med folk der følger efter en,
især da ens modstandere hverken kan hoppe eller dukke sig, hvilket
betyder at hvis man kan finde et sted man kun kan komme til ved
at gøre en af de ting, er man 100% i sikkerhed og NPC’erne vil ret
hurtigt gå tilbage til deres vante mønstre. I kamp er AI’en indimellem
ok; den kan finde på at gemme sig bag ved kasser (det eneste tidspunk
NPC’er kan dukke sig), for derefter at rejse sig op for at skyde
og gemme sig igen - hvilket kan være rimelig svært at klare sig
imod. Til gengæld virker det gamle ”gå-rundt-om-et-hjørne-og-vendt-på-at-fjenden-kommer-en-efter-en-og-skyd-dem-så-trick”
stadigvæk, og man kan vinde de fleste kampe ved at finde et hjørne
at campe ved og så bare vente på at fjenden kommer... Med mindre
den altså giver op li’som når man gemmer sig og går sin vej.
Undervejs i spillet er der et par
bosser der skal battes også, og jeg kan ikke helt blive enig med
mig selv om hvad jeg syntes om dem... På den ene side er de fede
for historien (lige på nær én som bare er helt ude i hampen, da
jeg personligt ikke syntes at man skal slås imod navngivne ”big-guys”
fra Cthulhu-mytologien, men jeg vil ikke sige mere af skræk for
at afsløre for meget) men på den anden side er kampene i sig selv
mere et irritationsmoment end fede. De er ekstremt svære, og man
kan blive ret frustreret over dem når man reloader for tyvende gang
for at give den endnu et forsøg. Idéen er god nok, da stemningen
virkelig er på sit højeste under de store kampe, de er bare lidt
for svære hvilket gør at stemningen til sidst ryger lidt i baggrunden
og det bare bliver endnu en forhindring man skal over.
Den sidste ting her vil der nok være
delte meninger om, men der er lige en enkelt ting mere i gameplay-afdelingen
som jeg personligt ikke er så glad for... Man kan ikke save når
man vil... Jeg HADER at blive tvunget til at spille det samme sted
igennem igen og igen fordi der er et svært sted 1 min efter et save-spot,
og det kommer man ud for her. Gamle konsol-spillere er nok mere
vant til det end mig, men jeg vil altid syntes bedst om at man kan
save når man vil.
Videre
til side 2
| 
