|
Side 3 af 4
Lyd:
Lyden er også virkelig lækker. Musikken er noget af det
flotteste og mest stemningsfyldte jeg længe har hørt, og det er virkelig fedt
at mange af de større byer i spillet, har deres egen lille kendingsmelodi der
bliver spillet når man går ind i byen. I det hele taget er musik-delen i DAoC
virkelig god, for den skifter hele tiden alt efter hvilken situation man er
i, og der er ikke ét eneste stykke musik i spillet der ikke er lækkert at høre
på.
Selve lyd-effekterne, som f.eks. våbenklang og
eksplosioner efter en fireball, er måske ikke de bedste jeg længe har hørt, men
bestemt heller ikke de dårligste. Man sidder ikke og kigger måbende på sine
højtalere når en spell bliver kastet fordi det bare lød for fedt, men til
gengæld har man travlt med at kigge på skærmen fordi stort set samtlige spells
i DAoC virkelig ser lækre ud. Der er ikke så meget andet at sige om lyden. Musikken er
for vild, men effekterne kunne godt ha' været liiiidt bedre...
Gameplay:
Yeeeeeeeehaaaaw! Så skjer der sgu nåwet partner!... Nu
ska' cowboy-Suppe faej'me fortæl' jer lidt om a' gameplay!!!
Undskyld...
Gameplayet er, som I nok allerede har gættet jer til,
rimelig meget helt i top! DAoC er et af de spil hvor man kan gå i gang med at
spille når man kommer hjem om eftermiddagen, og så lige pludselig kigge på sit
ur og tænke "Ups! Klokken er 2 om natten, måske skulle jeg til at overveje
at gå i seng". Problemet er så bare at man lidt efter man har tænkt det,
tænker "Naaaaaah! F*ck det, ,jeg kan godt lige spille lidt mere",
spiller 1½ time mer', og så kommer for sent op dagen efter og får røvfuld af
sin rektor fordi man er kommet søvnig i skole 3 timer for sent for anden dag i
træk. Selv hvis man bare bruger al sin tid på at samle XP ved at
hack 'n slashe et par timer med en god ven er det for fedt, for kampsystemet
holder virkelig 100%, og når man begynder at være mere end et par stykker
sammen i de større kampe, så begynder der også at gå lidt (eller meget)
strategi i det. Man skal sørge for at beskytte sine mages og clerics, man skal
sørge for at holde sig selv i live og vigtigst af alt, skal man sørge for at
den lede Basilisk der går rundt i baggrunden ikke ser sig sur på en og charger
ens party midt i det hele... Jeg taler af erfaring, tro mig, du har ikke
lyst til at blive ambushet af en Basilisk, imens dig og dine 8 venner står og
har mere end nok problemer med at klare en dum enlig slange ;)
  
En af de virkelig nye og fede ting ved DAoC er idéen med
at man er delt op i forskellige realms, og at spillerne i hvert realm så kan,
når de er kommet op i et tilstrækkelig højt level, drage ud på plyndringstogter
imod de andre realms og kæmpe imod de andre spillere der bor der, indtage deres
keeps og stjæle deres artifacts (desværre kan man ikke voldtage deres kvinder
og brænde deres byer ned selv hvis man spiller viking, men bortset fra den ene
mangel er det sgu' en smuk idé).
Realm versus Realm-combat (RvR) er nok noget af det jeg
har set mest frem til i DAoC, og derfor skammer jeg mig virkelig over at sige
at jeg aldrig kom op i det level hvor man rent faktisk var i stand til at kunne
prøve det. Man skal minimum være level 15 og min stærkeste character er level
9, så der er et pænt stykke endnu. Problemet er nok at jeg har brugt lidt for
meget tid på at rollespille og snakke med folk, og ikke så meget tid på at
powergame, og så stiger man altså levels en hel del langsommere... Men jeg vil
til gengæld love jer at når jeg engang har prøvet det, så skal jeg nok
skrive et lille RvR-review eller sådan noget, hvis altså ikke Søren fyrer
mig på stedet, efter at ha' skrevet en anmeldelse af DAoC uden at kunne skrive
om RvR.
(jeg forsøger ellers dagligt!!, Red.)
Den eneste ting der trækker ned i den her karakter, er at
det er fysisk umuligt at komme i konflikt med andre spillere i dette
spil! Misforstå mig nu ikke, jeg syntes sgu meget godt om idéen med at når man
er i realm med hinanden, så kan man ikke bare angribe hinanden lige pludselig.
Problemet er bare, at efter min mening i hvert fald, så kommer noget af det
absolut fedeste rollespil ud af konflikter, og når man kun kan snakke
med folk som er ens perlevenner og "realm-mates", så kommer
der ikke nogle konflikter! Det eneste tidspunkt man kommer i konflikt med andre
spillere, er når man deltager i RvR-combat, men der føles ens modstandere bare
ikke som "rigtige" mennesker li'som dem man er i realm med, for i
RvR-combat kan man ikke snakke med sine modstandere, man ser bare en stor trold
der tårner sig over en, og så hopper man på den og nakker den... Eller bliver
nakket selv. (Ud fra hvad jeg kan forstå i hvert fald). Jeg ved godt jeg næsten spørger om det umulige her, for
det ville gå stik imod alt som DAoC stod for, men det ville altså være
fedt hvis man havde chancen for at være andet end bedste venner med sine
realm-mates... Oh well... Det er stadigvæk et alt for fedt spil, så jeg
overlever nok!
Måske skulle jeg også lige fortælle lidt nærmere om
kampsystemet? I modsætning til mange andre rollespil, hvor en kamp for en
kriger hurtigt kan blive noget i stil med "der er en fjende, jeg sætter
min character til at angribe ham og så får vi at se hvilken persons kamp-stats
der var bedst lige om lidt når de er færdige med at slå på hinanden". I
DAoC er det hele en hel del mere tricky og udfordrende, for her er det nemlig
sådan at når man har tilstrækkelig skill-points i et givent våben, så får nogle
funky special-attacks som man så kan bruge i kamp med den form for våben (økse,
sværd, skjold o.s.v.). Finten ved dem er at man kun kan bruge de fleste af dem
ved specielle lejligheder, som f.eks. lige efter man har blokeret sin
modstanders angreb, eller kun hvis man står ved siden af dem, eller kun efter
man succesfuldt har gennemført et andet special move. Det bringer lige pludselig
lidt mere spænding ind i en kamp, for nu kan man rent faktisk foretage sig
noget, og ikke bare stå og vente på at ens character er færdig med at tampe løs
på et stakkels skellet.
  
Plot/Addiction:
Selv om DAoC måske ummidelbart ikke virker som om der er
den store vilde historie i, så er der faktisk en ret detaljeret historie som
man lige så langsomt bliver indviet i når man spiller spillet. Barder kan finde
på at fortælle en historie om ens realms verdenshistorie, gamle gnavne koner
bitcher over de bøller fra de andre realms der nu truer freden og man støder
med jævne mellemrum ind i folk der har noget at sige som egentlig ikke har
noget som helst andet formål, end bare at fortælle en god historie. Ind imellem er der så også små hints i den historie til en form for quest, men det
gør det jo kun mere spændende.
Lad det dermed ikke være sagt at DAoC har en historie der kommer op på
for eksempel Fallouts eller Baldur's Gates, men som et MMORPG er det heller ikke det
der er det vigtigste, så alt i alt syntes jeg at plottet, historien, hvad man nu
end vil kalde det for, egentlig er rigere end jeg havde både håbet og regnet
med.
Med hensyn til addiction er det nok lidt specielt... Jeg
vil sige at jeg har det ikke sådan at jeg går rundt og tænker "Må spille
Dark Age of Camelot, Må spille Dark Age of Camelot, Må spille Dark Age of
Camelot" hvis jeg ikke har spillet det et par dage, men når jeg så endelig
går i gang med at spille det, så kan jeg meget let sidde resten af dagen og
spille på livet løs og glemme alt om aftensmad med mindre der er andre der
husker mig på det (hvilket folk der kender mig vil vide er en rimelig vild
tilstand for mig at befinde mig i ;).
|
