|

Et vidunderligt spil:
Har du nogensinde spillet
System Shock eller Thief, og kunne du lide disse spil, vil du lynhurtigt
blive forelsket i Deus Ex. Geniet bag dette sci-fi konspirationsspil,
Warren Spector, er en af spilverdenens mest berømte og hæderkronede
producenter, med nyskabende titler som Ultima Underworld og Thief
under bæltet. Sammen med et hold af verdens bedste designere,
satte han sig ned og skabte Deus Ex, et af årets absolut bedste
spil, der markerer sig ved ikke at ligne noget vi har set før.
Overblikket:
Du spiller JC Denton,
en nano-augmenteret agent for UNATCO, en specialgruppe der bekæmper
terrorisme. Året er uvist, men det er mindst 50 år frem
i tiden, og verden styres af multinationale firmaer med nok kapital
til at erhverve små nationer, og med egne hære og politiske
hiarkier. JC Denton (dig) er et projekt, støttet af den amerikanske
regering, og du har været dyr at fremstille. Selv om du er
menneske, er du også meget mere i form af dine implants, små
chips vævet ind i din krop der udstyrer dig med særlige
evner, eller augmentationer. Du er statens Deus Ex. Oversat fra
latin betyder det: Maskine-Guden.
UNATCO er en samarbejdsgruppe
formidlet af FN, og de bekæmper terrorisme verden over. De
værste af slagsen kalder sig selv NSF, en gruppe der prøver
at "befri" verden fra kapitalistisk ondskab og kommerciel
fordærv.
Samtidig med at alt
dette står på, er der en dødelig virus i omløb
verden over, kaldet "The Gray Death", og der er meget
begrænset medicin til alle patienterne. Herved skabes et skel
imellem folk, så underklasserne ikke modtager deres medicin,
hvorimod de rige kan købe sig til det. Vil de svage i samfundet
overleve, må de makke ret og gøre som den amerikanske
regering ønsker, for de er nemlig de eneste der kan fremstille
medicinen, "Ambrosia".
  
Den følgende
paragraf, ned til næste overskrift, indeholder elementer af
plottet, og hvis du ikke ønsker at få dele af historien
spoleret, så spring dette over og læs videre fra næste
overskrift.
Deus Ex er et spil om
sammensværgelse, bedrageri og magtspil. Dine arbejdsgivere
er lige så meget terrorister som dem de bekæmper, og
du ved aldrig helt hvem der holder med dig eller er imod dig indtil
spillet er overstået. Folk handler bag ryggen på hinanden,
og det viser sig endda at The Gray Death er en virus fremstillet
af den amerikanske stats største firmaer for at kunne financiere
hemmelige biologiske og anti-etiske projekter. NSF er i virkeligheden
de gode i dette magtspil, men det skifter lidt hele tiden, idet
alle vil have en bid af den korrupte lagkage, og mange skjuler deres
ærgærrighed med falske intentioner om at ville hjælpe
menneskeheden og dig. Hvem der taler sandt og hvordan historien
udvikler sig, kan du kun finde ud af ved at spille Deus Ex, men
jeg kan garantere for at historien både er fyldt med overraskelser
og forbliver interessant hele vejen igennem.
Hvad er det for
et rollespil?
Har du spillet System
Shock kan jeg kun sige at det minder ufattelig meget om det rent
spilmæssigt. Ellers følger der en lille guide til hvad
Deus Ex er. Tag lidt Half-Life og tilsæt interaktivitet, dialoger
og karakter-udvikling, og så har du Deus Ex. Det er et first-person
spil, men du spiller ikke en hjernedød mand med mange geværer.
Din karakter er derimod yderst intelligent, og du skal selv sørge
for at forbedre ham undervejs. Der er en lang række skills
som man kan tage, deriblandt Computers, Environmatal Training, Heavy
Weapons, Lockpicking, Swimming, Medicine m.fl. Hver skill har fire
niveauer, og du skal bruge skill-points for at forbedre dem. Skill
points tjenes ved at klare opgaver og benytte dine evner fornuftigt
igennem spillet.
En dejlig ting ved Deus
Ex er, at man kan spille det igennem ligesom man har temperament
til. Vil du skyde alt og alle, fint. Vil du liste dig afsted i skyggerne
og bryde igennem computere og sikkerhedssystemer ved hjælp
af snilde og værktøj, fint. Warren Spector, produceren,
sagde det bedst ved at sige at han har lavet en historie, og så
er det op til spilleren at komme til slutningen, på lige præcis
den måde hver enkelt person bedst kan gøre det. Netop
derfor kan jeg ikke helt fortælle dig hvordan man spiller
Deus Ex, for det gør man på den samme måde man
spiller Thief, Half-Life eller Quake for den sags skyld. Dog er
der i dette tilfælde også masser af dialog, og historien
har enorm betydning for hvordan man spiller.
  
Men hvorfor er
det vidunderligt?
På pakken til
Deus Ex (som i øvrigt er rigtig flot, med god manual og det
hele), står der: "How you chose to deal with scores of
NPC's affects the outcome of the game, minute to minute, mission
to mission, start to finish". Det er så sandt at det
er uhyggeligt! Eksempel. På en mission fik jeg ordre på
at skyde en terrorist, men han havde overgivet sig. Min med-agent
på den mission sagde at han skulle skydes alligevel, og sagde
at hvis ikke jeg havde kugler til det, ville hun selv gøre
det. Jeg havde ikke kugler til det. Hun trak sin pistol og skulle
til at skyde terroristen, og med et trak jeg min egen pistol og
skød hende. Jeg fik mine filer om episoden slettet,
og UNATCO troede det var terroristen der havde skudt hende. Senere
i spillet, da jeg var kommet på tværs af mine egne arbejdsgivere
igen, kom episoden frem igen, og jeg fik pludselig en anden agent
efter mig på grund af det. Denne historie er ikke skrevet
for at fortælle Jer at der er konsekvenser af ens handlinger,
men at man har valget. Jeg kunne sagtens have ladt være
med at skyde hende. Jeg kunne godt være blevet på god
fod med UNATCO. Jeg kunne såmænd have skudt hele hovedkvarteret
i sænk havde jeg haft nok patroner! Med andre ord: Den
store valgfrihed, og de evindeligt mange konsekvenser af diverse
handlinger gør Deus Ex specielt. Der er tre forskellige slutninger
i spillet, alt efter hvordan man griber sagen an, og imellem de
tre scenarier er der et hav af rollespil, intriger og total frihed.
Skønt spillet er meget liniært, føler man sig
fri til selv at vælge hele
tiden.
Kombiner denne frihed
med god grafik, gode NPC'ere, emminent lyd, masser af karakterudvikling,
og en perfekt stemning der, i min mening, afspejler det perfekte
fremtidsmiljø. Det er ikke for meget sci-fi, men krydret
lige tilpas til at man sagtens kan overskue det, og forundres af
det.
  
Der er dog torne
på roserne:
Men Deus Ex er desværre
ikke perfekt. Det har sine bugs, og bruger du ASUS-motherboard uden
onboard-connector skal du ikke købe det. Jeg oplevede en
bug hvor man døde hver gang man gik igennem en dør,
og det gjorde alle NPC'erne også. En anden væmmelig
bug var at mange Geforce-ejere kørte spillet ufatteligt langsomt,
men et lille fiks
hjalp på det.
Så er der også
gameplay-problemer med de senere missioner. Det er ikke fejl i spillet,
men spilforværrende ting. Alle ens fjender render pludselig
rundt med plasma-kanoner og bazookaer, og har du specialiseret dig
i at bruge pistol er dine odds temmelig dårlige. Desuden bliver
der lagt mere og mere vægt på action og tju-bang som
spillet skrider frem, og det bliver sværere for den listige
at komme forbi uden at affyre 4-5 magasiner fra sin Desert Eagle
på vejen!
Så er der den
forfærdelige AI (kunstig intelligens i NPC'ere). I et så
intelligent spil, hvor ens karakter virkelig er højt-udviklet,
er det utroligt at NPC'ere er så dumme i action. De er mildest
talt handicappede i den måde de griber situationen an, hvis
du f.eks. vælger at skyde på dem åbenlyst for
derefter at trække dig tilbage. Efter lidt tid vil de bare
gå videre (selv om de er skudt to gange i benet!), mens andre
af deres venner stadig render rundt og leder efter en. Sikkerhedskameraer
og computerterminaler er også for lette at hacke ind i og
komme forbi, man skal bare have et enkelt skill-point i Computers,
så kan du stort set hacke dig vej igennem spillet. Og på
trods af de fire sværhedsgrader, ændrer det ikke på
hacking eller antallet af fjender, det gør bare at du dør
lettere.
Alt i alt er det som
om producenterne har gjort langt mere ud af den første halvdel
af spillet, og så skyndt sig lidt igennem den sidste, hvor
mange af banerne man er på er rodet sammensat og med mange
småfejl.
Konklusion:
Deus Ex er et vidunerligt
forfriskende spil i en stagnerende genre. Dets sublime plot og meget
gennemførte miljø gør det til det næstbedste
dystre fremtidsspil nogensinde lavet (System Shock II er stadig
nummer 1). Alle de forskellige måder man kan komme til sit
endelig mål er fremragende, og friheden til at skabe en karakter
helt efter hvordan man spiller er også meget velkomment. Desværre
præges mange af missionerne længere fremme i spillet
af sjusk og dårlig planlægning, og det er ikke det perfekte
first-person spil som System Shock II, Warren Spectors tidligere
projekt, var.
Kan du lide SSII, Half-Life
eller Thief, så skal du straks købe Deus Ex, og har
du aldrig prøvet andet end nyttede fantasy-rollespil som
Baldur's Gate og Diablo, så bør du også investere
i Deus Ex, og se hvor bred denne genre i virkeligheden er, og hvordan
man kan lave et rigtig godt spil i et yderst velkendt miljø.
Deus Ex er innovativt, spændende og sjovt, og det er i min
mening kernerne i et godt rollespil. At det også byder på
god grafik, masser af lyd, dialog, fede soundtracks og valgfrihed,
ja, det er bare bonusser der følger fornøjeligt med
i købet.
  
Grafik: |
8 |
Her ville
karakteren have været 9 havde det ikke været
for mellemsekvenserne. Deus Ex er lavet med Unreal-systemet,
og ser man ting tæt på bliver det rigtig
grimt. Alle mellemsekvenser i spillet foregår
"in-game", så der er grafikken virkelig
ubehagelig at se på. Ellers er den flot, og man
kan få lige den opløsning man vil, helt
op til 1600x1280 |
Lyd: |
8 |
Soundtracket
i hovedmenuen synes jeg er fantastisk, selvom det er
en ganske simpel melodi. Der er masser af "voice-logs"
og transmissioner igennem spillet, alle rigtig godt
udført og samplet. Desuden lyder kinesere som
kinesere, og franskmænd som franskmænd.
Alt sammen meget stereotypisk, men let at forholde sig
til. |
Gameplay: |
8 |
Let og ligetil.
Det er sjovt, og det er jo hvad det drejer sig om. Nogle
gange kan man dog blive frustreret pga. bugs og level-design
(jeg savnede et kort), men spillet er så forfriskende
nyskabende at man finder det ligegyldigt. |
Plot
/ Addiction: |
9 |
Fed historie
med masser af drejninger og overraskelser. Man kan spille
Deus Ex non-stop i lang tid og glemme tid og sted. Det
er i sandhed et spil man kan leve sig ind i. |
Multiplayer: |
N/A |
Desværre
er der ingen multiplayer. |
Diverse: |
9 |
Der er en
lang og god tutorial i spillet, hvor man lærer
at spille det og bruge alle de forskellige kommandoer.
Manualen er lille men dækker alting, og selve
indpakningen til spillet har hævet denne karakter
fra 8 til 9. Interfacet er godt og nemt at benytte,
og missionerne er lavet så man i langt de fleste
tilfælde sagtens kan finde vej. |
|
Overall: |
8 |
Jeg ville
gerne have givet mere i overall, men det ville være
forkert. Det er dog stadigvæk et rigtig godt spil,
og som vores karakter-skala siger: "8 = Nu begynder der at ske noget!
Et spil der får denne karakter kan du sagtens
være bekendt at blive afsløret i at spillet.
Et solidt spil du kan få en del timer til at gå
med." |
|