RSC Anmelder: "Divine Divinity", d. 28 Oktober 2002
Spillet er venligst udlånt af Betafon

Introduktion:

Divine Divinity er det nyeste rollespil til PC der forsøger at kombinere mange af de elskede elementer fra flere forskellige delgenrer. Der er episke quests og lange dialoger til Baldur’s Gate fanskaren, og tonsvis af kamp og skills at opbygge sin karakter med for Diablo-tilhængerne.

Om spillet er overvejende for den ene eller anden type spiller vil jeg lade anmeldelsen her svare på, men lad det være sagt at der er det bedste fra begge verdener med i DD, og alligevel har spillet sine egne mangler.

Baggrund:

Divine er direkte oversat til dansk ”guddommelig”, og det er netop hvad mange mennesker i verden tror du er. Som én af ganske få ”Chosen Ones” aner du praktisk talt ikke hvad du laver i verdenen, hvordan du kom dertil, eller hvorfor kutteklædte mennesker prøver på at slå dig ihjel eller manipulere med dig. Kort sagt benytter spillet den gode gamle ”lær om verdenen med nye øjne, og se historien folde sig ud” strategi til at sætte dig direkte ind i den episke og eventyrlige fortælling der bliver berettet igennem spillet.

Byen BLANK lægger ramme for de første af dine eventyr, og man fornemmer hurtigt hvor enorm spilverdenen er, når man kan bruge stimevis af timer bare på at udforske den første region, hvor en krig imellem mennesker og orcer raserer, trolde er på krigsstien, banditter ligger på lur bag diverse buske og de lokale præster er ved at blive sindsyge. Og her har jeg ikke engang nævnt det forbandede tempel, de dystre katakomber, lordens borg og meget meget mere. Alt dette er i den første region man er i, og der er mere end 15 regioner at udforske i alt! Det er ikke så enormt som Morrowind, men der er bestemt et par hundrede timers spil at hente i Divine Divinity, og efter dagens standarder er det virkelig meget!!

Karakterer, Diablo 2 og interface:

Tre kategorier der ved første øjekast ikke har ret meget med hinanden at gøre, men som jeg vil forsøge at flette sammen til fornuftige sætninger. I DD har man én karakter, som man skal styre og denne starter i level 1 og får ”experience points” ved at gennemføre missioner, slagte monstre og udforske verden, ganske som i så mange andre rollespil. Man skal endvidere vælge om det skal være en Wizard, Warrior eller Survivor. Denne karakter har dog ikke én bestemt klasse, da man for eksempel sagtens kan vælge at opbygge Warrior-evner, selvom man måske er Wizard. Der er dog én specifik evne som kun ens klasse besidder, og man starter desuden med to forskellige evner, alt efter hvad man vælger for en karakter. For at gøre en lang historie kort: Du kan udvikle lige præcis den karakter der passer dig, med de evner du foretrækker, og valgfriheden er stor, for der findes 96 forskellige evner, med 5 grader indenfor hver evne! Der er altså 480 niveauer i alt, og jeg tør slet ikke regne ud hvor mange forskellige kombinationer der kan laves.

Det med at man har skill-trees, og man kan gøre sine eksisterende skills bedre minder unægtelig meget om Diablo-spillenes måde at opbygge karakterer på, men idet metoden er god er der ingen problemer her.

Interfacet er dog lidt anderledes end mange andre rollespil. Der er som i Diablo og Baldur’s Gate et fastlåst perspektiv hvor man ser sagerne skråt ovenfra, og det virker. Men her kommer et andet PC-spils indflydelse på banen, nemlig Pool of Radiance 2, for man kan ikke scrolle til siderne eller se omkring sig ved bare at køre musen ud i siden af skærmen. I stedet skal man holde shift nede for at kigge sig omkring, og det er et lettere irritationselement, ganske som det var tilfældet i PoR2.

NPCer, monstre, kamp og magi:

De fleste NPCer man møder i DD er alle nogle temmelig kedelige typer. Man kan godt se at der ikke er gjort vildt meget ud af at give disse folk personlighed, og sproget er trivielt og temmelig sjusket. Det skal nævnes at spillet er oversat fra tysk til engelsk, og det er formentlig her at alt ”det sjove” er hevet ud af sproget, hvilket er rigtig ærgerligt, for der er både dybe og lange dialoger, og disse kunne godt have været mere fornøjelige at læse hvis de var skrevet på engelsk til at starte med. Lad det dog samtidig være sagt at der er mere end 300 NPCer man kan kommunikere med igennem spillet, og hver eneste person har sine egne motiver, holdninger og opførsel. Desuden er der tonsvis af ”statiske” NPCer som soldater og bønder, der alle er personligheds-løse eller har faste dialog-mønstre, men sådan nogle skal der også være plads til.

Det sted hvor Divine Divinity ligner Diablo allermest er i sin brug af monstre. Der er masser af forskellige monstre man kommer til at slås med, og hvert monster er blevet genbrugt igen og igen for at skabe forskellige typer af det samme monster. Udseendet er det samme, men når man holder markøren over fjenden kan man se om det er en ”veteran”, ”elite”, ”hero”, eller hvad der nu kan finde på at være af slagsen. Det samme princip bliver brugt i andre spil som Neverwinter Nights, men sjældent har jeg set det brugt så meget som i DD.

Mange evner i DD er ”spells” forklædt som skills. Ønsker man at kaste en formular skal man bare pege på målet (jorden, et monster, én selv e.l.) og trykke på højre museknap.

Kamp er ligeså simpelt, her skal man bare bruge venstre museknap for at angribe. Man løber i øvrigt også med museklik, og alle menuer, og informationsvinduer kan lukkes ved at højreklikke på dem, så i den henseende er interfacet vidunderligt enkelt. Man kan til enhver tid pause spillet ved at trykke på Space, og så kan man se monstre an, give kommandoer og træffe beslutninger i ro og mag, og det er denne feature der gør at jeg synes spillet er en kombination af Diablo og Baldur’s Gate. Havde det ikke været for muligheden for at pause spillet og træffe taktiske beslutninger undervejs i kampene, ville det have været langt kedeligere i længden, og derfor er Divine Divinity et langt stærkere single-player spil end Diablo 2 nogensinde var, hvorimod Diablo 2 er fremragende til multiplayer, og dette er ikke en mulighed i Divinity.

Grafik og lyd:

Jeg har med vilje ikke gjort særlig meget ud af at fortælle om grafik og lyd i denne anmeldelse, da disse faktorer ikke er specielt væsentlige for om man kan lide DD eller ej. Jeg vil dog kommentere det alligevel, og starte med at sige at begge dele er temmelig middelmådige, og måske endda dårlige når man ser på andre nye spil på markedet. Grafikken er ret tung, og temmelig ”bleh” at se på, dvs. der er ikke noget der gør at man kigger en ekstra gang, men der er til gengæld heller ikke noget der er så grimt så man lægger mærke til det. Lyden er ligeledes, på nær med hensyn til stemmerne for karaktererne der netop stikker ud fordi de er så dårligt indtalt og blottet for al personlighed. Alt i alt er de ikke med til at gøre spillet til en dårlig oplevelse, men det er noget af det der gør at Divinity er et godt spil, og ikke et fremragende spil.

Bugsne, manglerne og det andet dårlige:

Jeg har allerede været inde på noget kritik af grafikken, lyden og dialogerne i spillet, men der er også andre ting som ikke behagede i DD. Man finder for eksempel afskyeligt mange magiske genstande, og er man ikke lige kriger-typen er der grænser for hvor meget man kan bære, og det betyder jævnlige besøg hos købmanden for at sælge godset. Efter noget tid gider man dog ikke bruge tid på udstyret, og jeg kunne forestille mig at udviklerne bag spillet håbede at man ville gå rigtig meget op i sin karakters ejendele som i Diablo, men det gør man altså ikke, for det tager tid væk fra at udforske verdenen. Man har også en hotkey til at markere de ting der ligger på jorden, så man hurtigt kan se om der er noget man vil samle op, og selvom featuren er i orden, virker den bare ikke. Det er nemlig kun halvdelen af tingene der bliver markeret, og det kan man jo ikke bruge til det store.

En anden klage jeg må skrive er, at spillet har gevaldige problemer med at multitaske, og det tager lang tid, og mange check af grafikkortet for at komme tilbage i Windows imens spillet kører. Hvis man ligesom mig har alt muligt andet kørende når man spiller computer er dette en alvorlig gene, men om det udelukkende er noget der sker med Radeon grafikkort eller Windows 2000 systemer ved jeg ikke.

Som det sidste punkt i dette afsnit må jeg komme ind på en meget seriøs bug. Efter at have spillet små 10 timer crashede spillet. Jeg startede det op igen, men kunne ikke loade mit quicksave spil. Dersom jeg kun havde brugt quicksave-funktionen (som jeg stort set altid gør), var der ikke noget at stille op, og jeg måtte starte helt forfra (mere om dette i næste afsnit).

Journalen, kortet, pyramiderne og det andet gode:

Jeg skrev til Larian Studios om problemet, og efter blot én dag fik jeg svar, og de bad mig sende dem mit savegame-bibliotek, hvilket jeg så gjorde. Derefter havde to forskellige programmører forsøgt at redde mit savegame, og endnu én dag efter fik jeg besked om at de ikke kunne løse problemet, men de kunne sende mig et andet savegame til ca. det sted jeg var havnet. WOW tænkte jeg, hvilken service fra et spilfirma!! Jeg takkede dog pænt nej, da jeg allerede havde spillet en del med en ny karakter, men en stor cadeau til Larian Studios for deres villighed til at supporte deres eget produkt. Jeg har også besøgt de officielle fora en del, og der er altid masser af folk fra firmaet til at hjælpe spillere med tekniske og spilmæssige problemer, og det finder jeg ganske enkelt vildt imponerende.

Tilbage til spillet. Jeg har allerede nævnt mange gode aspekter af Divine Divinity, for lad dig endelig ikke narre, spillet er både sjovt og fængende, så nu er det slået fast! En ting jeg var meget glad for, var min journal, der indeholdt meget nydelige og ordnede oversigter over de mange, mange quests jeg fik undervejs i spillet. Samtidig er der en rigtig lækker profil af ens karakter, hvor man kan læse lidt om hvilke niveauer man befinder sig på mht. ens styrke, magiske færdigheder og andet. Det er mildest talt skide sjovt skrevet, og teksten udvikler sig som ens karakter bliver stærkere. Man har også oversigter over alt hvad man har slået ihjel igennem spillet, sine største sejre og meget mere. Der er desuden et kort over lokal-området og også et verdenskort man selv kan sætte noter på og zoome ind og ud med. Glimrende sager og meget detaljeret hele vejen igennem.

Den absolut bedste nytænkning i DD er imidlertid noget så simpelt som et transport-system bestående af to små magiske pyramider ens karakter kan have med sig på sine rejser. Man lægger den ene pyramide et sted, og så drager man på eventyr… Når man så lægger den anden pyramide ned, kan man klikke på den og så bliver med magi transporteret hen til hvor man lagde den første. Ikke noget med town portals, exit points og alt det andet, nu kan man rejse ligesom man vil, og det er så simpelt at man sidder hovedrystende og tænker på hvorfor man ikke har set det før, især i Diablo spillene hvor sådanne genstande virkelig ville have gavnet. Man behøves dog ikke bruge pyramiderne hele tiden, for der er også en række ”teleportation stones” hvor man kan rejse lange afstande ad gangen, og man skal også huske på at man skal placere pyramiderne før man kan drage nytte af dem, så det er heller ikke blevet for let at komme omkring.

Konklusion:

Udvikler: Larian Studios
Udgiver: CDV
Platform: PC Windows 98/ME/2000 +
Kategori: Rollespil
Pris: 399 kroner i Betafon
Multiplayer: Nej
Systemkrav (minimum): 450 MHz Pentium II, 128 MB RAM, 8 MB grafikkort, 1700 MB Harddisk.
Systemkrav (anbefalet af RSC): 600 MHz Pentium III, 256 MBRAM, 16 MB 3D grafikkort.
System anmeldt på: PIV 1700 MHz, 512 MB RAM, 64 MB ATI Radeon 8500 grafikkort.
Anmeldt af: Søren Kristensen
Spillet er venligts udlånt af: Betafon

Diskuter denne artikel i Forummet

Tilbage til Reviews

Tilbage til RSC