RollespilCentralen: Fordi det er en livsstil at være Ork!

Jeg kan starte dette review med at sige, at Activision sendte mig et eksemplar af Doom 3, og idet jeg egentlig godt kan lide shooter genren, sendte jeg det ikke tilbage, men har valgt at lave en anmeldelse af det her på RSC. Det er trods alt årets mest betydningsfulde spil hvad angår salg og markedspotentiale (måske er det kun nummer to, men det vil tiden vise). Denne anmeldelse vil være kort og kontant, men jeg har stor erfaring med FPS spil, så I skal ikke tro at det er en newbie der skriver dette review, selvom vi normalt ikke beskæftiger os så meget med denne genre. Sædvanligvis er der en snert af rollespil i de andre spil vi har anmeldt, men denne gang er der ingen tvivl: Doom 3 er et First Person Shooter, og har ikke noget cross-over med andre genrer overhovedet.

Der er ingen tvivl i min mening. Doom 3 leverer det mest intense og effektspækkede grafik nogensinde. Det kan godt være at mange af baggrundende er lidt kedelige og ensformige efter noget tid, med de grå, brune, sorte og andre mørke nuancer, men partikel-effekter, lyset i spillet, monstrenes animationer, eksplosioner og meget mere giver spillet en fantastisk atmosfære og er virkelig vigtig i at opbygge spillets skumle stemning.

Jeg kunne godt have ønsket mig nogle flere udendørsbaner, for den grafik der var i områderne på Mars er virkelig flot, og giver en god afveksling til de mange mørke steder der i øvrigt er i spillet.

Har man ikke et godt grafikkort, kan man ikke få fuld udbytte af Doom 3, og selvom jeg har et over-middel kort (Radeon 9600XT), kunne jeg ikke give spillet alle de detaljer det kunne have, og selvom jeg kørte på 800x600 med high details og max skygger var grafikken overvældende god.

Denne flotte grafik kommer naturligvis med en pris, og det er i spillets performance. I starten hakkede spillet meget for mig, men så fandt jeg en tweak, og ATI lavede en patch, og siden har det kørt flydende og flot over skærmen. Jeg oplevede ikke en eneste bug i spillet, og der er lagt stor vægt på ikke at have ting der går ind i murene og den slags, som man oplever i mange andre shootere.

Der er ikke synderligt meget musik i spillet, men det der er giver stemning og er tilpas meget "i baggrunden" til at det er effektfuldt uden at man egentlig lægger mærke til det.

Der er en del voice-acting i spillet, og det er temmelig godt, men måske lidt for ensformigt. Dialogerne kunne godt have været bedre, og de mange lydklip man finder undervejs har alle mere eller mindre den samme stemme på.

Der hvor spillet er godt i lydafdelingen, er i lydeffekterne for monstre, skumle baggrundslyde og ens våben. Der er det til gengæld også rigtig godt, selvom jeg havde foretrukket en dybere bas-lyd til min Chaingun.

Det er fremtiden, og du er en nyligt udstationeret soldat på forskningsbasen på Mars. Der er blever rapporteret om underlige fænomener og der er store intriger rundt omkring på basen. Snart efter din ankomst, bryder helvede naturligvis løs, og så skal du skyde dig igennem 27 store baner for at finde ud af hvorfor hele Mars-basen er spækket med underlige aliens, og hvordan du stopper det. Ser du, historien i Doom er en gentagelse af samtlige skrækfil/spil med science fiction elementer i nyere tid, og den er egentlig ikke værd at skrive hjem om. De prøver at emulere System Shock 2, men det lykkes slet ikke, for selvom historien måske er god nok, er gameplayet lavet sådan at man egentlig bare skal være ligeglad. Eller som John Carmack (hovedproducent på Doom 3) engang har udtalt så flot: "Historien i et spil er som dialog i en pornofilm. Man forventer den er der, men ingen lægger i virkeligheden mærke til den". Jeg er personligt dybt uenig (altså med spillene!), men man kan godt se at det er denne filosofi der er anvendt i spillets plot.

Men nok om det, du er altså fanget på Mars, og evige horder af monstre sværmer omkring dig, angriber dig fra skyggerne, og popper endda bare ud af den blå luft (spawner). De første baner er meget skumle, og monstrene er yderst velplacerede, så de giver både gys og forskrækkelser når man støder på dem. Som spillet skrider frem bliver gys/shock taktikken dog lidt ensformig, og man kan efterhånden se hvor den næste forskrækkelse kommer. Som hovedregel kan man regne med at der kommer gys/shock/monstre når:

Dette er selvfølgelig ud over de mange monstre der bare er alle vegne. Monstrenes AI er ikke synderligt god, men den går an, og især udøde Marines er temmelig godt scriptet. Som man kommer længere frem i spillet kommer der nye monstre til, men der er faktisk en god variation helt frem til den uundgåelige end-level-boss i slutningen af spillet. Der er også et par andre bosser undervejs, men ingen af dem voldte mig problemer, så de er betydeligt svagere end de typiske bossmonstre i spil (hvilket jeg synes er en god ting, da jeg er modstander af boss-monstre, men andre vil unægteligt have det omvendt).

Til at nedslagte alle disse monstre, der varierer fra zombier med motorsave, til spædbørn med vinger, til overdimensionerede dæmoner, er der naturligvis en masse hårdtslående våben. Fra pistolen over maskingeværet til alienvåben og rocket launcher, her er alt hvad der var i de andre Doom spil og lidt til. Det hele er yderst old-school, og der er nogle fede video-tutorials til hvert våben man finder. Det eneste man kan undre sig lidt over er, hvorfor man i det 22. århundrede stadigvæk render rundt med shotguns og håndgranater, men menneskelig udvikling er åbenbart sløvet ned i våbenafdelingen (selvom vi har tradition for det modsatte). En anden ting er ens lommelygte, som man ofte skal have frem i de mørke passager. Jeg mener, vi har nightvision-goggles allerede nu, hvorfor har de ikke det 100 år ude i fremtiden, på en forskningsbase!? Jævnfør John Carmacks kommentar længere tilbage i denne anmeldelse.

Man får også lidt hjælp undervejs af diverse radiobeskeder og emails man samler op fra andres lig (igennem en PDA), og det er forsøgt at være ligeså uhyggeligt og gennemført som System Shock 2, men det er ikke engang tæt på. Man skal bare bruge radio-beskederne og mailsne til at få koderne til de våben-skabe der er rundt omkring, hvorimod man i System Shock hørte beskederne for at finde ud af hvad der var sket, og hvordan man kunne komme videre, og der virkede det også som en ekstra gyse-faktor, det gør det ikke i Doom 3.

Med alt dette sagt er Doom 3 stadig vildt undeholdende, og man kan roligt købe spillet om ikke andet så for at skyde alt hvad der rører sig. Man behøves ikke tænke så meget når man spiller, og det er desuden et meget langt spil for et shooter (jeg spillede normal sværhedsgraden, og det tog hen imod 20 timer). I sidste ende sidder man dog tilbage og tænker "Hold kæft hvor ville det være fedt hvis de havde brugt den grafik og det talent til at lave et mere RPG-orienteret spil som Deus Ex eller System Shock, men det er nok bare min præference for historie og muligheder der taler.

Jeg har ikke prøvet multiplayer, for jeg gad egentlig ikke. Det er ikke fordi jeg ikke kan lide multiplayer i shootere, det er nok noget af det sjoveste, men man kan kun være fire med i Doom 3, og det er altså for lidt i år 2004. Der er kommet nogle fanskabte mods der øger dette antal, såvel som giver mulighed for co-op (hvilket er den fedeste form for multiplayer i min mening), men dem har jeg ikke fået testet. Der er derfor ingen score for multiplayer i denne anmeldelse, men der er heller ingen tvivl om at Doom 3 er et singleplayer spil, hvor multiplayer bare er lidt ekstra lir der er vedlagt.

Doom 3 har været under udvikling i mange år, og rygtedes at revolutionere FPS-genren. Det lykkedes i form af den sublime grafik, men selve spillet byder egentlig ikke på noget nyt. Spawnende monstre, masser af våben, lineære baner og et simpelt interface er noget vi har set før - mange gange før - og derfor er Doom 3 både en fornøjelse og en skuffelse på én gang. Der findes bedre shootere, som No One Lives Forever og Call of Duty, men der findes ingen der er mere stemningsfulde og flotte end Doom 3. Det faktum at man har bibeholdt gameplayet fra de gamle Doom spil er naturligvis godt nyt for Doom fans, men måske ikke noget der frister nyere gamere ligeså meget.

Er dette årets spil? Nej. Er det årets bedste shooter? Formentlig ikke, det er noget tiden vil vise, men som situationen er nu, ser det ud til at både S.T.A.L.K.E.R og ikke mindst Half-Life 2 bliver bedre spil.
Er det et godt spil der er pengene værd? Ja, uden tvivl, for det er stort, uden bugs, sjovt og spækket med stemning.

NB: Screenshots er fra forskellige websites, da mine egne blev ret dårlige.

Grafik:	10	Dette er unægteligt det flotteste FPS nogensinde - hvis man altså har et grafikkort der kan klare det. Har man som mig et mid-level kort, er det stadigvæk det flotteste, men alle kort ældre end et år vil have problemer med Doom 3. Spillet er i øvrigt lavet med financiering fra NVidia, og kører derfor langt bedre på Geforce kort end Radeon kort, men der er patches der fikser ubalancen (se i opsummeringen nedenfor karaktererne).
Lyd:	7	Der er ikke meget musik, men noget udmærket voice acting, og en masse lydeffekter.
Gameplay:	8	Sjovt, flot, navigerbare baner og masser af action. Der er blod nok til mange dage i Doom 3, og det er old-school til benet hvad gameplay angår.
Plot / Addiction:	8	Historien er tæsket igennem i alle genrer så mange gange at den er blevet helt blå, men spillet har en fængslende effekt pga. det gode gameplay. De godt opbyggede baner og gode fjener er helt klart også med til at man har lyst til at blive ved med at spille.
Multiplayer:	NA	Jeg har ikke anmeldt denne kategori, da det var sådan en lille del af spillets appeal, men med fanskabte mods kan det udbygges. Check bl.a. .
Diverse:	7	Der er ikke noget decideret nyt i Doom 3. De fleste ting er taget fra de tidligere Doom spil, og så er der også stor inspiration fra System Shock 2. Manualen er lidt kedelig, og jeg havde håbet på mere baggrund om spillet, verdenen osv.

Overall:	8	Stemning, gys, blod og masser af det. Doom 3 er et sjovt, men hardwarekrævende, spil der er langt for et FPS og byder på mange detaljer og finpudsede baner.