|
Side 2 af 3
Hvor er mit lig?!
Et stort problem jeg ofte har været udsat for i
mine rejser, er at jeg bliver slået ihjel! Heldigvis bliver
man ved hjælp af magi altid transporteret tilbage til ens
hjemby, men man mister alt sit værdifulde udstyr og sine penge.
Man kan så prøve at finde sin krop igen, men det er
ikke altid let (heldigvis er der et indbygget "location"-system
i spillet der gør det lettere). Faktisk er det nogle gange meget frustrerende
at dø langt væk fra sin hjemby, og så rejse den
enorme distance igen, blot for at blive slået ihjel endnu
engang på halvvejen, men sådan er det at være
eventyrer i Norrath. Man mister altså ingenting ved at dø,
så man kan ligeså godt blive slået ihjel hele
tiden ikke? Forkert! Det er kun de uerfarne (level 1-5) der ikke mister noget ved at dø,
men så snart man passerer en vis grænse (level
6), så får døden konsekvenser.
Man kan eksempelvis miste erfaring, færdigheder eller evner
(man mister nogle point i nogle skills
og/eller xp når man dør efter at have nået level
6). Konklusionen er altså, at man skal
prøve at lade være med at dø, fordi du mister
ikke kun værdifulde evner som du måske har brugt lang
tid på at lære, men du kan også få mange
problemer med at lokalisere og finde dine ting igen hvis du er langt
væk hjemmefra. (Dog kan man få spells der "binder"
én et andet sted, så man faktisk kan få en ny
hjemstavn)
Ud over dette rådner dit lig op med
tiden, alt efter hvor standhaftig din krop er (er du over level
6, vil dit lig forblive i spillet i 7 virkelige dage, men er du
level 4 vil det kun blive hængende et par timer).
Heldigvis kan alle andre ikke bare komme og plyndre dine
ejendele. Det er dig, og kun dig, der har ret til at plyndre dit
eget lig igen. Det samme gælder med monstre. Har du brugt
lang tid på at slå en Basilisk ihjel, så kan en
anden ikke bare dukke op og plyndre liget. Det er forbeholdt sejrsherren.
  
Nu ville det måske være et godt tidspunkt
at fortælle lidt mere om mit udstyr og hvordan jeg får
nyt og handler med de forskellige købmænd i byerne.
Det er sådan, at jeg kan bære rigtig mange ting på
én gang, men kun én ting per legemsdel. På min
finger kan jeg således have en ring, mens jeg i min hånd
kan have et sværd osv. Som du kan se på min skitse ovenfor,
er der plads til masser af ting på kroppen, også selv
om man er en spinkel elver. Generelt udstyr som mad og fakler bærer
jeg skam også på, men det gemmer jeg tit væk i
rygsække, poser og kasser som jeg så har nemmere ved
at rejse med (man kan få diverse poser og andre
ting til lagerplads, så man kan have rigtig mange ting med
på sine rejser).
Nyt udstyr kan erhverves på to
måder. Enten som gevinst fra de fjender som jeg nedlægger
på vejen (en flagermus giver for eksempel et par pæne
vinger, mens en slange kan give et ham). Desuden kan jeg på
nogle fjender se hvad de bærer på. Kommer der en goblin
imod mig med et skjold og et shortsword, ja så finder jeg
også et skjold og et shortsword når jeg nedlægger
den.
Den anden måde hvorpå man får nye ting
er naturligvis igennem butikker og købmænd, eller andre
eventyrere der har lyst til at handle. Her må man ofte lægge
mange penge på bordet, og man skal gerne kigge sig lidt om
og ikke bare handle det første og bedste sted hvis man da
vil tjene lidt ekstra skillinger til den der nye formular man lige
pludselig har adgang til.
Kammeratskab og venner åbner nye døre
for flere eventyr:
Nu er vi nået til kernen af mine rejser, grunden
til at jeg i det hele taget vil risikere liv, lemmer og guldmønter
for denne fjollede sag. Det er ikke tanken om at dræbe der
trækker mig, ej heller det at opleve store nationer og fremmede
lande. Nej, det er alle de venner jeg får, og alle de forunderlige
personligheder jeg møder undervejs der holder min karriere
i gang. Der er mange ligesom mig, men ikke to er helt ens, og de
fleste ligner mig overhovedet ikke. Jeg kan snakke med alle dem
jeg møder og ofte hjælper man hinanden hvis man er
i vanskeligheder. Nogle gange synes man så meget om hinanden,
at man drager ud sammen i en gruppe, og deler alle de skatte og
al den erfaring man får på sine rejser (der
er en meget smart gruppe-funktion i Everquest, der gør at
man deler al experience som gruppen får. Derudover kan man
vælge automatisk at dele penge man finder fra kampe).
Dette aspekt af mine eventyr, er virkelig det der sætter
eventyr i Norrath over alt andet. Man glemmer tid og sted og render
bare derudaf i den store verden med sine venner. Når man rejser
i en gruppe vil alle kunne plyndre de monstre man slår ihjel,
og man vil få et overblik over ens gruppe så man kan
følge med i sine venners ve og vel. Herudover kan man, hvis
man virkelig stoler på dem i ens gruppe, gøre det tilgængeligt
for dem at plyndre end eget lig, så man måske ikke skal
rejse frygtelig langt for at samles med gruppen og sine ejendele.
Et par andre fordele jeg kan nævne ved at være sammen
med en gruppe er, at man er meget bedre beskyttet og at Norrath
egentlig er skabt til at blive nydt i selskab med andre. Jeg har
som magiker mødt mange gode venner igennem mine rejser, og
særligt godt arbejder jeg sammen med Clerics og Warriors,
idet vores evner komplimenterer hinanden ganske godt. (Everquest
er et spil der sagtens kan spilles alene, men i en gruppe folder
det sig virkelig ud. Det er kernen i spillet)
  
Der er naturligvis også dem som prøver at
ødelægge det for andre. Vi kalder dem player-killers
og der er skam også en del af dem. Heldigvis er det sådan,
at hvis man ikke selv er player-killer, så kan de ikke slå
én ihjel. Det er så simpelt. De kan hakke lige så
meget de vil på hinanden, men mig rører de ikke. Det
udelukker mig dog ikke helt fra at kunne tæske løs
på folk jeg ikke kan lide. Er der én som jeg er uvenner
med, kan jeg udfordre vedkommende til en duel. Accepterer vi begge
duellen, kan vi slå på hinanden indtil én af
os overgiver sig, flygter eller endda dør! Sådan noget
barbarisk pjat holder jeg mig selvfølgelig langt væk
fra, dette var blot ren teori.
Rollespil, emotes og en konklusion:
En sidste vigtig ting jeg vil nævne blandt
mange der forbliver ukendte indtil du selv rejser til Norrath, er
hvordan de folk du møder de er, og hvordan man kan bruge
tegnsprog og håndfagter til at kommunikere med de andre eventyrere.
Først og fremmest er der et spørgsmål
om at leve sig ind i sin identitet eller ej. Mange gør det,
og de taler og opfører sig så som de nu mener de bør.
En ogre taler eksempelvis ofte om sig selv i tredje person, mens
en High Elf som mig ofte har det med at føre et meget vanskeligt
og forfinet sprog. Er du i en gruppe med andre personer der virkelig
lever sig ind i deres identitet, vil du få det fantastisk
sjovt i Norrath. Det er dog ikke alle der gør det, faktisk
kun omkring halvdelen af alle eventyrere.
(Det
er fuldstændig valgfrit at rollespille sin karakter. Man skriver
beskeder til andre, og får man mere ud af at sige "U
gimme 2 meals 4 free buddy" så skal man da bare gøre
det. Andre rollespiller virkelig deres karakterer, og f.eks. en
trold ville kunne finde på at sige "Me not like yu! Me
bash yu now!" med planlagte stavefejl og hele molevitten!)
  
For at gøre din tale og dine handlinger mere overbevisende,
kan du i Norrath bruge noget der kaldes emotes til at vise dem omkring
dig ditten og datten. En emote er betegnelsen på en handling
du udfører. Vil jeg eksempelvis bukke for dig, skal jeg bruge
en emote kaldet "/bow", og så ser du mig bukke for
dig. Andre emotes er /burp, /shout, /wave, /point og /laugh. /'en
viser at man udfører en emote. Der er over 100 forskellige
emotes i spillet, og der kommer ofte nye til, så man har rig
udfoldelse.
(At se en trold klø sig i røven for
derefter at bøvse, pege truende på én, og så
bryde sammen af grin er virkelig et syn! Emotes beriger rollespillet
i Everquest og giver karaktererne personlighed, det er virkelig
godt lavet.)
Alt i alt har jeg virkelig nydt min tid på Faydwer,
og når jeg tænker på at det kun er en lille del
af ét kontinent ud af fire som jeg har oplevet, kan jeg ikke
lade være med at glæde mig over hvad fremtiden byder.
Jeg er endnu uerfaren i denne verden og glæder mig til at
komme tilbage for at opleve mere så snart jeg er færdig
med denne rapport. De positive sider af tilværelsen i min
verden er mange, og det har været den sand fornøjelse
at skrive denne rapport for dig.
Hvis du er ven af en High Elf,
skal du ikke tænke to gange på at opsøge mig
på Faydwers skønne land. Navnet er Santhos, jeg opholder
mig mest på Bristlebane, og jeg håber at møde
dig engang i fremtiden. Hvem ved, måske kan vi rejse på
eventyr sammen?
Santhos
|
