RollespilCentralen: Fordi det er en livsstil at være Ork!

F.E.A.R står for "First Encounter Assault Recon" og er en special-enhed sammensat af det amerikanske militær til at håndtere opgaver der involverer det ukendte og paranormale. Du er et medlem af denne enhed, og en ganske talentfuld én af slagsen idet du besidder reaktionsevner ud over det sædvanlige som der bliver forklaret flere gange i spillet, såvel som i manualen. En psykopat er gået amok, og styrer telepatisk en hær af toptrænede klonede soldater som hæren var ved at lave i et af de utallige lyssky eksperimenter. Det er dit job (og din delings) at stoppe denne galning, som af én eller anden årsag også godt kan lide at spise fra de mennesker han og hæren dræber. For de dræber, og de dræber mange - og det er som om de har et helt bestemt mål for øjet - nemlig den teknologi-virksomhed de er skabt af, og især de ansatte som skabte dem. Velkommen til FEAR.

I 80% af FEAR følger du standarden indenfor FPS-genren, dvs. du render rundt i halv-smadrede bygninger og enkelte udendørs arealer alt imens du plaffer fjender ned med et bredt sortiment af hårdtslående våben. Det går stærkt, fjenderne er kloge og og banerne er tilpas lineære og er ikke mindst store nok til at man føler de er loadtiderne værd.

Du slås mest imod marine-soldater, de super-udviklede kloner, og de angriber næsten altid i hold komplet med fede lydeffekter og bandeord (det ville vel ikke være rigtige kloner hvis ikke de bandede som en pre-politisk korrekt Kaptajn Haddock). Der er dog også andre fjender, nemlig gun-turrets, sikkerhedsvagter og nogle højteknologiske maskiner som firmaet hvis kontorer du render rundt i har udviklet og dem vil jeg ikke sige så meget om for ikke at ødelægge overraskelserne, for de er temmelig cool (omend i sidste ende ikke noget vi ikke har set før).

Gameplayet minder mest af alt om Half-Life 1, og det er både fængende og god underholdning. Der er dog også hentet inspiration fra Max Payne spillene, for man kan gå i bullet time som i de spil, og derigennem virkelig sparke røv i ildkampene. Historien i spillet minder også meget om Max Payne i måden den bliver fortalt og de sekvenser der er undervejs, men mere om det senere.

Modsat mange andre FPS-spil kan du i FEAR kun have tre våben med ad gangen, såvel som en stak granater. Derfor bytter man tit sine våben ud undervejs, og får dermed brugt de fleste våben som spillet byder på. Min favorit var faktisk at skyde med to håndpistoler på én gang, men imod slutningen af spillet finder man også et par andre våben der virkelig rykker, bl.a. et gevær med kikkert der kan smelte alt hud og kød fra dem man skyder på, så kun skelettet er tilbage. Se det er et våben der vil noget! Våben er meget avanceret lavet, med forskellig rekyl, tyngde og udseende, og det er stærkt inspireret af System Shock 2 i udførelsen og udvalg (hvilket kun er en god ting!).

Ja, altså spillet er et klassisk FPS langt hen ad vejen, men det hedder jo FEAR, og oversat til dansk betyder det frygt. Det er nemlig ikke nok med replika-soldater og menneskeædene galninge, for hvad er mere skummelt og uhyggeligt end 8-årige piger der er ude på at dræbe alle. Ja, FEAR har simpelthen en lille pige i en blodrød kjole som den person der faktisk på én eller anden måde er årsagen til at alting er gået galt og F.E.A.R holdet bliver kaldt ud. Der er dog bare det ved det, at kun DU kan se hende, og du er samtidig den eneste der overlever hendes blodige og uhyggelige angreb på alle folk i hendes vej. Du ser hende ret ofte, i hurtige glimt og visioner. Lyset går ud og hendes skikkelse dukker op foran dig. Hendes billede dukker op på overvågningskameraet. Hendes tilstedeværelse får gulvene til at knirke og vinden til at suse. Hendes historie - hvorfor hun er til og hvad hun vil med dig - bliver fortalt inde i dit hovede og igennem visioner af den mand du jagter (ham der spiser mennesker og har telepatisk kontrol over hæren). Jeg vil ikke røbe historien, men den er yderst ligetil når man ser på de hints og situationer der er igennem spillet, og det er denne lille pige og de paranormale begivenheder omkring hende der skal få dig til at sidde og skælve i stolen og kigge dig over skulderen imens du spiller. Det er bare ikke særlig effektfuldt. Kun to gange blev jeg skræmt i spillet, én gang af pigen der pludselig dukkede op, og én gang af noget andet, men ellers var jeg hverken bange eller specielt imponeret over de metoder som spillet inddrager for at få stemningen til at være uhyggelig. Det er alt fra blodige lig til hurtige glimt af nogle skumle billeder, lydeffekter, vind og ikke mindst scriptede events i massevis med den lille pige der går rundt foran dig, imod dig, ved siden af dig osv. Måske er det bare mig, men jeg blev altså ikke specielt skræmt, selv ikke når spillet forsøgte at lave hurtige shock som i Doom 3. Historien skræmte mig heller ikke. Måske har spil som System Shock 2 bare gjort mig immun, for jeg havde ellers lyden helt oppe, gardinerne trukket for osv.

Når dette nu er sagt, så giver det spillet lidt ekstra stemning, men det er som om at det kun er de første og sidste par baner hvor der er lagt kræfter i at skabe denne stemning. I de mange baner imellem står historien nærmest bare stille, og selvom man da stadig oplever nogle uhyggelige ting her og der er der måske lige så meget af det på 5 baner som der var på den første, og det er måske en lidt sær fordeling - og også én af grundene til at skræmme-effekten flopper.

En spoiler følger, så hvis du ikke vil vide noget specifikt om historien, så spring videre til næste afsnit:
Historiens afslutning er slet ikke fyldestgørende, for selvom man finder ud af hvem pigen og galningen er, og hvordan tingene hænger sammen, så bliver det slet ikke afsluttet og der er efter teksterne ruller ned en lille video-sekvens med en teaser til 2'eren jeg sagtens kunne have undværet.

Jeg må lige gå til erkendelse: Jeg har forvirret mig lidt rundt imellem FEAR og spillet S.T.A.L.K.E.R, og beklager meget denne manglende research. Kritikken forbliver dog:

"Spillet er endnu en historie omhandlende - selvfølgelig - det amerikanske militær og så lad os lige smide en lille pige ind i stedet for hvad end der kunne være skabt i atomkatastrofen. Det skulle lige ud af systemet, for jeg forstår ikke hvorfor spilfirmaer insisterer på at genbruge den samme ting igen og igen - det kan ikke være så svært at finde på noget nyt!"

FEAR er et monster af et spil hvad angår grafik, og systemkravene som du kan læse nederst i denne anmeldelse er da også temmelig langt over gennemsnittet. Spillet er virkelig flot, men det tog mig noget tid at tweake til at køre fornuftigt i 800x600, hvilket for mig ikke er tilfreddstillende (derfor er der også ny hardware på vej :-)).

Dermed skal det siges at grafikken - flot som den er - ikke er hverken bedre eller værre end Half-Life 2, enkelte steder er den faktisk flottere, men derimod er den langt mindre interaktiv. FEAR kan prale af at have flere og mere avancerede dynamiske lyskilder end alle andre spil hidtil, og skyggerefleksioner og detaljer på modellerne (især replica marines) er helt igennem genialt. Til gengæld er de textures der bruges til vægge, borde, og mange andre ting både kedelige og genbrugt så mange gange i spillet at man føler man har set det hele før hver gang man træder ind i et nyt rum. Det er heller ikke nær så interaktivt som Half-Life 2, idet du kan manipulere bestemte ting, og flytte enkelte andre, men det er langt fra alting der bliver påvirket af at du skubber/træder/skyder på det. Min konklusion må blive, at grafikken er fremragende, men vi har set at det kan gøres med langt mindre systemkrav og derfor skuffer FEAR lidt her til alle dem der har mid-range grafikkort/computere.

På lydsiden leverer FEAR også fantastisk ambiance og velsamplede klip, og jeg kan ikke få nok af replica marinernes banden og svovlen og de stemningsskabende knitrende lyde der dukker op i ens hovedtelefoner hver gang den lille pige viser sit grumme ansigt.

Der er ikke så meget musik i spillet, men det er heller ikke nødvendigt og lydeffekterne er rigelige og gode, så FEAR er lydmæssigt ligeså godt som det er visuelt - altså fremragende.

Der er naturligvis multiplayer med i spillet, og der kan spilles deathmatch, team og capture the flag. Det er også muligt at spille variationer af disse med Slow Motion. Det fungerer sådan, at der et sted på banen er en SloMo beholder, og tager man den lader den stille og roligt op. Hvis du lever længe nok til at den bliver fuld, kan du gå i slowmotion. I team-kampe er det hele holdet der nyder godt af dette, og konceptet er både sjovt og så virker det også. Der er ingen muligheder for co-op, hvilket desværre er blevet standarden, men der er altså mange timers underholdning i multiplayer, og kun de lange loadtider til dem med mid-range grafikkort kan være en belastning.

Ud over systemkravene og den historie der kunne have været så meget sejere og uhyggeligere, er der egentlig ikke noget at brokke sig over med FEAR. Det er et fedt FPS der minder utrolig meget om Half-Life spillene, med gode baner, fede våben, intelligente fjender og man går aldrig galt med lidt slow-motion bullet time oveni hatten. Det er også tilfredsstillende langt, ca. 8-10 timer og skaber en god stemning til plottet. Det man kan beskylde det for er, at der måske ikke er så meget at hente vi ikke har set før, og både Max Payne, Half-Life 2 og til dels Doom 3 er i sidste ende bedre spil. Derfor må anbefalingen være, at købe disse tre ældre spil først, og derefter vurdere om du skal investere i FEAR. Kunne du lide Half-Life 2 bedre end Doom 3, så køb FEAR og nyd den samme slags stemning og gameplay, og hvis det er omvendt så bør du måske kigge efter Quake 4 i stedet. Der er dog intet til hinder for at købe begge, da der er tale om to rigtig gode shooters i en genre der stadig leverer varen, omend en temmelig repetitiv én af slagsen hvad angår plot omhandlende det amerikanske militær.

Grafik:	9	En lækker, lækker grafikengine der dog kræver en del for at køre godt. Det ligner utrolig meget Half-Life 2 både hvad angår terræn/bygninger og de fjender man kæmper imod, men det er ikke nær så varieret som HL2, derfor får det en lidt lavere karakter (også fordi det er et nyere spil men der er ikke synderlig forskel i kvaliteten - selvom systemkravene er eksploderet). Du trasker igennem mange områder der præcis ligner dem man allerede har besøgt.
Lyd:	9	Stemning er der masser af, og det har lydeffekterne meget at gøre med. Den baggrundsmusik der er passer ind, og der er kælet for detaljerne så lyden passer til hvad man ser, hvilket især er vigtigt i de uhyggelige situationer der er især i starten og sidst i spillet.
Gameplay:	8	Spillet er faktisk rigtig sjovt, men enten er det ikke uhyggeligt nok (ikke nok fokus i hele midter-portionen af spillet), eller også skulle man helt udelade det. Blandingen virker engang imellem, men for hele spillet duer det ikke. Dermed skal det dog siges at banerne er sjove, gameplayet hurtigt og man keder sig bestemt aldrig. Et glimrende FPS der dog ikke revolutionerer.
Plot / Addiction:	8	Plottet er tyndt og kunne som jeg har beskrevet være både bedre, mere fyldestgørende og fremfor alt mere originalt. Helt ærligt, hvor mange gange skal den amerikanske hær lave eksperimenter der går galt? Det er selve gameplayet der holder dig fanget og ikke historien, så derfor skal FEAR have otte i denne kategori, for man spiller det indtil man er færdig (det er svært at stoppe i hvert fald).
Multiplayer:	8	Der findes bedre spil som Call of Duty og Battlefield til ens FPS multiplayer-fix, mend dette er en klar konkurrent til folk der godt kan lide mindre realisme og fed action uden at det handler om anden verdenskrig. Bullet time er også fedt i MP.
Diverse:	7	Der er taget lidt her og der, men hovedinspirationen er fra Max Payne og Half-Life. Manuelen er sjov fordi den er skrevet til din karakter inde i spillet, og jeg synes det er et godt initiativ med lidt mere uhygge i genren. Ikke et originalt spil, men et meget finpudset spil der blander det hele sammen vældig godt.

Overall:	8	Et sjovt FPS der desværre ikke leverer den uhygge det kunne. Der er dog stadig masser af grund til at investere i FEAR, hvis dit system da kan håndtere det og du kan lide et hurtigt gameplay med mange af de bedste elementer fra Half-Life og Max Payne.