RollespilCentralen: Fordi det er en livsstil at være Ork!

Final Fantasy serien har i mange år stået for det ypperste i rollespil på konsol-markedet. Med dets altid-episke plot, varierede karakterer og altid velfungerende gameplay, ved man at man får noget for pengene med Final Fantasy. Det er også tilfældet med FF10, der på trods af et til tider langsomt gameplay, stadig beviser at Final Fantasy serien holder hele vejen til banken! I FF10 spiller du en person der under en magisk katastrofe transporteres til en anden del af verden, for dér at ende med at hjælpe en Summoner ved navn Yuna med at redde verden fra "Sin". Det skal lige siges at "Sin" er en altødelæggende kraft, og kun en Summoner og hendes Guardians kan stoppe den. For at kunne dette, må Summoneren (Yuna), besøge alle verdens templer, og dér lære at fremmane mægtigere og mægtigere væsner. Der skal nemlig mægtige væsner til før man kan besejre en aætødelæggende kraft! På turen dertil støder man ind i hele 6 andre karakterer der hjælper til som Guardians, og de har naturligvis japansk-inspirerede navne som Rikku, Lulu og Wakka. Generelt er der lidt for meget Pokémon i FF10, der med sine underlige og lidt for barnagtige væsner desværre hiver det ellers seriøse plot en anelse ned.

I Final Fantasy har du stort set ingen indflydelse på hvordan spillet udvikler sig, da man følger en historie. Det du kan gøre er at nyde de mange cut-scenes, og imellem dem slås, slås og slås, for lige meget hvor man befinder sig i verden er der monstre der angriber én for hver 10 skridt man går. Dette foregår på den klassiske FF-måde ved at billedet smadrer som en rude, og man bliver ført over til kampscenen. Her kan tre af ens karakterer slås ad gangen imod op til lige så mange fjender. Man kan bruge almindelige angreb, magi, specielle evner og endda kombinationer af det hele som man lærer undervejs i spillet. Sidst men ikke mindst kan Yuna bruge hendes evner som Summoner til at fremkalde seje væsner til at hjælpe imod fjenderne! Man kan også skifte andre karakterer ind og ud undervejs som kampene bliver hedere. Det hele er turbaseret, og alt efter hvor god "Speed" en karakter har, vil han/hun kunne angribe igen hurtigere end andre der er langsommere. Meget simpelt, ikke?

Efter endt kamp får man Ability Points, der svarer til XP, og finder desuden ofte "Spheres" og andre genstande som nye våben, amuletter, penge osv. Når en karakter har et vist antal Ability Points, stiger vedkommende et level, og her bliver der interessant... Fremgang i spillet foregår nemlig på et Sphere Grid, et kort man kan bevæge sig rundt på fyldt med alle spillet evner og spells som "felter". Ens karakterer skal så bruge deres levels på at tage "skridt" rundt på kortet, og når man ankommer til et sted med f.eks. "Hit Points +200", kan man bruge en Power Sphere man har vundet i kamp på at "købe evnen". Det lyder måske avanceret, men det er meget, meget simpelt. I starten af spillet er der dog ikke den vilde valgfrihed, men efterhånden som man kommer langt skal man til at planlægge sin karakters udvikling mere og mere.

Men nok om alt dette, for i sagens kerne ligger spørgsmålet, "er det sjovt?", og det er det! Godt nok er idéen bag enhver kamp den samme, men efterhånden som man får flere evner og bliver mægtigere (og der i øvrigt kommer flere og flere interessante fjender) føles kampene alligevel anderledes hver gang, selv om der bogstavelig talt er hundrevis af kampe at kæmpe undervejs i spillet! Mange af kampene er naturligvis imod de klassiske "Bosses", og disse er i denne anmelders mening for en gangs skyld ikke bund-umulige at kæmpe, så et stort plus dér!

Plottet udvikler sig stille og roligt, og der er både romantik, drama og farlige ting fra alle karakterernes fortid der dukker op så man rigtig kan føle at man sidder og ser en film, så selvom det går lidt langsomt til tider, og dialogen ofte er sløv og uinspireret, er spillet alligevel ganske udmærket i denne afdeling. Jeg vil i denne sammenhæng dog lige nævne én detalje der irriterede mig voldsomt meget imens jeg spillede... Heltene er på en rejse igennem hele verden, og det skal gå hurtigt så man kan besejre "Sin". Alligevel er stort set ALLE de karakterer man møder undervejs altid hurtigere fremme ved de steder man rejser til end én selv, også selvom rejsen er igennem dødsensfarlige områder og selvom den pågældende NPC egentlig ikke har nogen som helst grund til at være der! Det tager meget væk fra oplevelsen i min mening, og det er svært at lade være med at spekulere over hvordan det kan være at ens gruppe der består af hærdede helte er de sløveste mennesker på planeten, og åbenbart også de eneste der konstant bliver overfaldet af monstre. Oh well...

De visuelle indtryk man får fra Final Fantasy 10 skifter fra et almindeligt flot RPG, til et imminent mesterværk så snart spillet begynder én af dets vidunderlige cinematiske cut-scenes. Der er tale om grafik som selv George Lucas ville have svært ved at finde fejl i, og det er ganske enkelt helt og aldeles suverænt! Til gengæld for disse mesterværker under dæknavn af at være cut-scenes, er in-game grafikken ganske almindelig, men på ingen måde grim eller kantet som mange playstation-spil desværre ofte er. Det flotteste grafik in-game er nok når Yuna summoner væsner, og selvom det tager et minut hver gang, ser det altså virkelig, virkelig godt ud!

Sådan lyder musikken i FF10, om og om igen, i hvert fald i kamp (som er næsten hele tiden hvor man selv styrer begivenhederne). Der er dog plads til andre tracks i de mange mellemsekvenser, men 2-3 numre går igen med forbavsende korte mellemrum, og når man nu har en DVD-skive at bruge, så burde man formå at lave mere musik, og også bedre musik.

Heldigvis rådes der bod på dette ved at have fuld tale til alle hovedpersonerne i spillet, og det igennem hele spillet, så det er virkelig, virkelig meget tale. Den eneste jeg personligt ikke brød mig så meget om, var hovedpersonen (ham du spiller), der lyder som en forkælet amerikansk teenager der har stemmen i overgang. Min personlige favorit er den grumme Kilmahri, der lyder som James Earl Jones når han taler, virkelig godt samplet og det hele!

Er du fan af Final Fantasy serien, så har du allerede plaget din mor/kæreste/bankrådgiver/mafiaboss om penge til spillet og sidder nu og læser denne anmeldese for at se hvad RSC kan finde på at sige om din personlige kæledægge af et spil... Ejer du ikke allerede spillet, så kan jeg kort sige, at der er tonsvis af kamp på den gamle konsol-manér at finde i FF10, sammen med en lang og til tider lidt for forudsigelig historie. Spillet er til gengæld sjovt og byder på mange timers underholdning, og så er der de imponerende cut-scenes der også vejer til spillets fordel.

Grafik:	9	Blændende flotte cut-scenes, og ellers udmærket grafik hele vejen igennem.
Lyd:	8	Den konplette dialog redder spillet i denne afdeling, for musikken er altså alt, alt for ensformig.
Gameplay:	9	Meget underholdende og bestemt alle pengene værd, for spillet er meget stort omend ikke særlig varierende.
Plot / Addiction:	8	Plottet er udmærket, og historien er bestemt episk. Jeg kan godt lide at der er lidt romancer og drama i spil som dette, så det hiver karakteren hen på en flot 8-tal.
Multiplayer:	NA	Ingen multiplayer.
Diverse:	7	Der er ikke meget originalt at hente som vi ikke har set før, og den usammenhængende brug af NPC'er og halv-sløje dialog giver FF10 et syvtal her, for det har trods alt et glimrende interface og mange nye ting at lave undervejs.

Overall:	8	Køb det hvis du kan lide hvad der er sagt i denne anmeldelse. Personligt fandt jeg spillet glimrende, som karakteren afspejler, men det mangler lige lidt i alle afdelinger for at komme helt til tops.