RollespilCentralen: Fordi det er en livsstil at være Ork!

"I dreamt of Blood upon the Shore, of eyes that spoke of Sin.
The Lake was smooth and deep and black, as was her scented Skin…"

Sådan indledes det første kapitel I PC-adventure-spillet: Gabriel Knight, Sins Of The Fathers (SotF). Hovedpersonen Gabriel Knight blev oprindelig opfundet og udtænkt af softwareingeniøren Jane Jensen, netop til det første Gabriel Knight-spil. Jane har siden været forfatter på alle de tre Gabriel Knight spil der indtil videre er udgivet, og hun har omskrevet spillene til rimeligt populære romaner. Spillet SotF blev lanceret som en "interaktiv roman" hvor det var meningen at spilleren skulle have følelsen af simpelthen at være hovedpersonen i romanen. Spillet blev også hurtigt populært på grund af den fantastisk spændene historie, det nemme gameplay, og netop den internaktivitet som spillet var blevet lanceret på. I denne anmeldelse vil vi se nærmere på spillet, og uddybe grundene til hvorfor spillet blev populært. Hvis du tør, så tag et kig over skulderen på Gabriel Knight, forfatter og detektiv indenfor det okkulte…

Gabriel Knight lever et liv som horror forfatter i New Orleans. Man kan ikke ligefrem kalde ham for gentleman, da han både smådrikker, er dameglad og temmelig ligeglad med hvad resten af verden tænker og mener. Af en eller anden grund fascineres han af det okkulte, og han er derfor meget interesseret da flere mystiske rituelle voodoo-mord finder sted i det New Orleans der ellers altid har virket som indbegrebet af en pæn amerikansk storby. Hans voksende interesse for de makabre mord er ikke kun professionel, mordene minder ham om det forfærdelige mareridt som har forfulgt hans drømme siden teenageårene. En drøm om en kvinde der brændes på et bål med en mystisk forsamling omkring. En drøm om en medaljon som Gabriel synes at have set et eller andet sted før, en drøm om forræderi og voodoo.

Ud over at være forfatter, ejer Gabriel en lille, ikke særlig velbesøgt bogbutik ved navn St. Georges Books. Ikke noget særligt, og kun lige nok til at Gabriel og hans ansatte, Grace, får løn nok til at kunne købe mad og andre fornødenheder. Det er i denne butik, hvis baglokale Gabriel bruger som lejlighed, at vi finder ham i starten af spillet. Det er her Gabriel tager de første skridt mod sin skæbne. Den skæbne han inderst inde ved ligger på lur efter ham i fremtidens tåger. Men lidet aner han at han vil blive kastet ind i en malstrøm af intriger, forræderi, okkultisme og legender om den mystiske Schattenjäger, før han har nået sit mål…

Gameplayet var dengang spillet blev udgivet, forholdsvis banebrydende, men brugte alligevel samme grundlæggende system som Sierra's andre adventurespil. Man havde før set lignende spil, såsom Monkey Island-spillene, men man havde ikke før set en så vellykket kombination af stemningsfyldt grafik og lyd, gameplay og historie. Kombinationen var perfekt og sørgede for en god og gennemført spiloplevelse. Gameplayet er simpelt, men dybt involverende og gennemtænkt.

Man styrer Gabriel rundt med en simpel point&click menu, hvor man simpelthen klikker med venstre knap på musen på det man vil undersøge, samle op eller manipulere. Det er simpelt, men samtidig gør det at det flydende gameplay ikke bliver ødelagt af en menu som er for indviklet og svær at finde rundt i. Hvis man kender nogle af de andre adventurespil fra dengang af Sierra (fx. Space Quest), kan man genkende styreformen fra dem. Man kan også undersøge mange ting der ikke har nogen egentlig relevans for historien, men det hjælper med til at spilleren bliver involveret og får følelsen af at historien er virkelig. Desuden er der et par easter eggs gemt rundt omkring i spillet, som kun bliver udløst hvis man undersøger en bestemt ting et vist antal gange (jeg vil ikke nævne hvilke, det er op til spilleren selv at opdage dem)

Menuen når man snakker med folk er, som resten af gameplayet, ganske simpel, men meget effektiv. I et af hjørnerne ses Gabriels hoved, og i det modsatte hjørne ses hovedet af den man snakker med. I midten af skærmen ses så de muligheder Gabriel har for at spørge. Ofte når man spørger om en ting kommer der en ny ting man kan spørge om. Og det skal siges at det er vigtigt at spørge alle personer om alt hvad man kan spørge dem om, da det ofte er underlige emner der kan hjælpe en videre i spillet.

Og så er der jo gåderne. Jeg vil sige det ganske simpelt: Gabriel Knight er næsten sikkert et spil der med henblik på gåder ikke kommer til at fornærme ens intelligens. Sjældent har man set et adventurespil med så herligt udfordrende gåder. Og ikke nok med at de er udfordrende, de er faktisk også meget afvekslende, så man kommer helt sikkert ikke til at skulle oversætte de samme voodootegn to gange…

Så til sidst er der en lille kommentar til point&click systemet. Godt nok er det fantastisk enkelt og nemt at man bare skal pege og klikke for at vælge hvad man vil gøre, og for eksempel vælge at samle en ting op, men det er meget frustrerende når man bruger en time på at samle den omtalte ting op. Man ved at man skal bruge den for at komme videre, og så bliver man nødt til at klikke rundt omkring som en bersærker barbar i en time, før man endelig har held nok til at ramme det minimale område hvor tingen kan samles op. Hvis man har spillet andre Sierra spil fra den tid, vil man kunne genkende det problem; det var i stort set alle adventurespil Sierra udgav dengang.

Grafikken er rigtig god. "Desværre" er grafikken blevet forbedret på de genudgivelser af spillet der siden hen er kommet, så man kan ikke vurdere helt hvordan grafikken så ud tilbage i '93. I hvert fald var det meget flot grafik, og selvom man ved den har fået en genopfriskning, er det rimeligt klart at spillet også tilbage i '93 havde en meget smuk grafik. Eftersom spillet foregår i en slags isometrisk 2D, som så mange andre adventurespil, har man formået at skabe nogle fantastisk flotte baggrunde. Farverne er dystre, og underbygger temaet for spillet meget godt. Man kommer helt til at tænke på de enorme matte-paintings som blev brugt i storfilm fra fyrrerne og halvtredserne, som altid hjalp med til at give en helt speciel og magisk stemning i filmene.

Og så er der jo lyden, som jeg personligt sjældent har hørt magen til i noget spil. Lydeffekterne er gode, uhyggelige, præcise og sine steder morsomme. Underlægningsmusikken er dyster og meget stemnings- og handlingsopbyggende. Dog lyder den nogle gange lidt elektronisk, men det ødelægger ikke helheden. Det bedste ved lyden, er efter min mening helt klart stemmerne. Blandt voice-aktorerne findes store og kendte skuespiller som alle gør et fantastisk job, (Tim Curry som Gabriel er perfekt) og man må sige at stemmerne passer virkeligt godt til figurernes personligheder.

NB: Vær opmærksom på at det kan være svært at spille Gabriel Knight på en nyere maskine.

Der er kun èn konklusion, og det er: Gabriel Knight: Sins of the Fathers er blandt de bedste Adventure-spil der findes. Hvis du ikke lige er typen der elsker at sidde og løse gåder og følge en lang involverende historie, så sidder du sikkert nu og tænker at det her spil ikke er noget du overhovedet vil røre, ikke engang med en ildtang. Hvis det er tilfældet, så smid ildtangen væk, og løb, ja løb, ned til den nærmeste forhandler der kan skaffe SotF, det skylder du dig selv. Og til alle jer andre: hvis i ikke allerede har det så SKAF DET!

Læs også vores anmeldelse af Gabriel Knight 3: Blood of the Sacred, Blood of the Damned. Klik her.

Grafik:	9	Grafikken er udmærket i forhold til andre spil fra dengang, men ikke den bedste og mest afgørende del af spillet. Den stemningsfulde, tegneserieagtige opbygning, med de mange filmiske vinkler underbygger meget godt gameplayet og historien, og er med til at finpudse spiloplevelsen. Og man må da sige, at selv om alle de nye genudgivelser af SotF har fået en grafisk genopfriskning, så var grafikken også ret imponerende tilbage i 1993 da det blev udgivet, og er stadig helt ok.
Lyd:	10	Lyden er fuldstændig fantastisk efter min mening. Sjældent har jeg set nogen spil fra den periode der nåede op på højde i lyd med Sins Of The Fathers. Musikken er meget stemningsfuld, lydeffekterne præcise og nogle gange meget morsomme, og så er der jo stemmerne. Stemmerne er virkelig et helt kapitel for sig selv, og er nærmest i sig selv grund nok til at spille SotF. For eksempel har Tim Curry (kendt fra bl.a. "Det Onde") lagt stemme til Gabriel, og Mark Hamill (Luke fra Star Wars, som om i ikke vidste det i forvejen…) har lagt stemme til den fantastiske figur Detective Mosely. Der er kun en enkel lille negativ bemærkning til lyden, og det er at musikken godt kan lyde lidt elektronisk. Det gør så heldigvis ingenting, da den er virkelig stemningsfuld.
Gameplay:	9	Gameplayet er dejligt flydende og simpelt. Det er lidt specielt, men når man først har vænnet sig til Gabriels univers, flyder man gennem hele spillet uden problemer.
Plot / Addiction:	9	Plottet i SotF er virkelig genialt. Det er gennemtænkt, overraskende og det bliver aldrig kedeligt eller langtrukkent. Man føler det virkelig som om man selv styrer hovedpersonen i en god bog. Det er også et spil hvoraf man bliver afhængig. Man bør derfor afsætte et rimeligt stykke tid til at spille spillet, da man når man først er i gang, får meget svært ved at forlade det igen.
Multiplayer:	NA	Gabriel Knight har ingen multiplayer, og multiplayer er også noget der ville egne sig til de færreste adventurespil. Gabriel Knight: Sins Of The Fathers er ikke et af de spil hvor det ville forbedre spiloplevelsen, og jeg vil endda sige at spillet ikke ville kunne fungere som multiplayer overhovedet. Og desuden: Hvem ville også bryde sig om at se fyrre Gabriels der alle rendte rundt og løste okkulte mysterier?
Diverse:	6	Manualen er god nok, men ikke noget specielt. Installationen og det at få startet spillet op var lidt problematisk i Windows XP, selvom man gjorde det fra DOS, hvilket også resulterede i at jeg lånte en lidt ældre computer af en af mine venner, hvorpå jeg kunne køre spillet uden problemer.

Overall:	9	Spillet er ganske simpelt et af de bedste adventurespil der nogensinde er udgivet. Sjældent har man før set en sådan perfekt sammenblanding af historie, gameplay, lyd og grafik. Der er dog et klagepunkt: Der var en bug som hele tiden fik mit spil til at gå i sort, bogstaveligt talt, og den var mildest talt irriterende. Men spillet er ellers et must-have for adventure-fans, og folk der kan lide et indvolverende gameplay og en omfattende historie. Og desuden er der godt og vel hele 40 timers gameplay, fyldt med intriger og voodoo, så hvorfor gå glip af det?