|
Side 1 af 2
Grandia 2:
Grandia 2 er et konverteret konsol
spil fra Dreamcast, som først kom til PS2 og nu er kommet til PC’en.
Denne anmeldelse dækker både Playstation 2, samt PC versionerne
af spillet, da alt lige fra grafikkonverteringen, til plottet til
kampsystemet er nøjagtigt det samme.
Grandia 2 ligger sig helt op af den
sædvanlige konsol RPG stil, der er set i så utallige andre spil,
som eks. Breath of Fire, Final Fantasy osv., men har ikke desto
mindre sin helt egen charme og stil som formår at skille den ud
fra mængden.
Og der er en grund til at den hedder
Grandia 2, og ikke bare Grandia. Det første spil i serien var en
perle og skabte en utrolig stemning. Dog kan Grandia 2 ikke opnå
denne status, og er lidt i skyggen til forgængeren. Desuden, så
har de to spil intet at gøre med hinanden rent historiemæssigt.
Nu skal man passe på med at skabe
en stemning for ens forhold til spillet, så hvis man ikke har spillet
forgængeren, og skal se bort fra den bemærkning.
Lad os starte med det væsentlige
i et konsol RPG – og det selvfølgelig historien. Ude en holdbar
historie så vil alt falde til gulvet, ekskluderet ens kæbe. Heldigvis
så yder Grandia 2 en fremragende historie, desværre så folder den
først sine yndefulde vinger ud i de sidste timer af spillet. Den
er godt gennemtænkt og bragte en par overraskelse, som jeg ikke
lige havde gennemskuet.
Ens hero og hans følgesvende udvikler
sig rent personlighedsmæssigt igennem spillet, men det kan til tider
blive lidt for meget, og kommer tæt op på en sukkersød amerikansk
familie film. Men de tidspunkter er få, så det kan man godt overleve
(hey, jeg gjorde). :)
  
Men lad os åbne Grandia 2 bogen og
se lidt på nogle af de første sider.
Man starter som den indelukket og
hårdnakket helt, Ryodo, der er en Geohound, en form for lejesvend
som de færreste bryder sig om.
Men selvom at han er en selverklæret
Geohound, så bliver han lejet som bodyguard for en ung og smuk sangerinde
af Granas, Elena. Hun skal nemlig eskorteres til et ældgammelt tårn,
hvor en del af urgammel ond gud, Valmar, er forseglet og hvor hun
skal forstærke det oldgamle segl.
Men (uden ”men’et”, så ville alle
RPG’s gå til grunde), alt går ikke lige som det skulle, og Elena
bliver besat af selv samme ondskab som hun skulle forsegle. Dog
uden at hun mister sit sind eller sin krop - hun skal bare dele
begge to med den ondskab som besidder hende, som rent faktisk kan
finde på at manifestere sig engang imellem. Og den manifestation
er en af mine yndlings karakterer.
Og nu går turen så ud på at rejse
til det mægtige tempel, hvor Ryodo igen er blevet hyret til at være
bodyguard for Elena. Og her møder vi så masser af personer, hvor
et par stykker af dem går hen og bliver en del af din gruppe. Men
der er meget mere til historien, men det er ikke et resume jeg er
i gang med, kun et review. Hvis i vil vide mere, så må i selv spille
det.
Grandia er et stort spil, set i den
forstand af antallet af timer man kan bruge på det og de mennesker
man kan snakke med. Der er rigtig mange mennesker som man kan lede
en lille samtale med, dog jeg havde ikke rigtig tid til at sætte
mig ned og snakke med hver eneste indbygger i hver eneste by. Men
det kan faktisk godt betale sig at snakke lidt med alle, da nogen
kan finde på den sindssyge ting at give dig forskellige items…helt
gratis. Og som de samtaler ruller over skærmen, så får man også
tilsat noget historie, og det grundlæggende bag den verden man spiller
i; er at det gode og det onde kæmpede mod hinanden i fortidens dage.
Heldigvis, så vandt det gode og kløvede det onde med sit sværd.
Uheldigvis, så drænede kampen ham så meget at han måtte gå i hi
og regenerer sine kræfter tilbage, og lade jordens indbyggere klare
sig selv i mellemtiden.
En ting ved de samtaler, som jeg
dog ikke brød mig om, var at når der skete noget stort og der kom
en fikseret samtale, så var man magtesløs og kunne ikke skynde sig
igennem og komme videre med at spille. Man skulle pænt vente på
at samtalen var færdig før man fik kontrol over noget som helst
igen. Det var ikke noget som jeg tog seriøst i starten, men efterhånden
som man kommer langt i spillet og tingene udviklinger sig, så kommer
der masser af disse samtale, og de er dræbende til tider.
  
Grafik:
Grafikken i Grandia 2 kan deles op
i flere forskellige bider.
Selve grafikken når man render rundt
på landskabet, filmsekvenserne og grafikken i kampscenerne. Efter
installationen af Grandia 2, så startede jeg spillet op og ventede
spændt på intro-filmen. Og ærlig talt, så var jeg lidt skuffet.
Hvis det ikke har været så grumset, så kunne det sikkert være et
smukt stykke mesterværk. Nå jeg kan se at det kunne have været bedre,
så føler jeg at de bare ikke kunne tage sig sammen. De resterende
få filmsekvenser er af samme bedrøvende kvalitet og tilføjer ikke
det store til spillet.
Så kommer vi til det mere betydelige
og tager luppen frem og kigger på den grafik, som man kommer til
at se mest på. Når man løber rundt i den verden man nu befinder
sig i, især hvis man skal rejse fra by til by, så støder man på
masser af forskellige landskaber. Det er ikke en gennembrydende
grafik, så man sidder og savler over, men en ganske almindelig baggrundsgrafik.
Der var ikke på nogen tidspunkter, hvor jeg var forarget eller forbløffet
over grafikken efterhånden som jeg kæmpede mig igennem spillet.
Men det er godt bygget op og er meget varieret. F.eks. så har hver
eneste by man kommer til sin helt egen arkitektur, og landskabet
ændrer sig også med en fornuftig hastighed. Man sidder og studser
lidt over den fantasi de designere må have haft for at finde på
alle de ting.
Når man tag de tunge arbejdshandsker
på og begiver sig i kamp med et monster, så har kameraet flyttet
sig lidt tættere på. Men det er også her hvor der er kælet mest
for figurerne. Selve landskabet falder i baggrunden og man fokuserer
nu på de specielle angreb og diverse spells man kan fyre af. Og
jo længere man kommer ind i spillet, jo mere spektakulært ser det
ud – hvilket gør at man altid lige skal forbedre sin figur, så man
finde ud af hvordan sin nye spell eller specielle angreb ser ud.
Dog er grafikken ikke noget som leve
helt op til dagens standard, men holder sig til en flydende og farverig
stil, uden de store detaljer.
  
Videre
til side 2
| 
