RSC Sites
Forum Community
Diablo Site D2X
RSC's Spilbiografier
RSC Artikler
Artikler
Features
Previews
Reviews
Andet
Links
Nyheder
Nyhedsarkiv
Redaktionen
Release Liste
Screenshots
Site Map
Walktroughs
RSC Søg




RSC Anmelder: "Guild Wars - Factions" d. 26 August 2006
Spillet er venligst udlånt af PAN Vision

Side 1 af 1

Det store online dilemma:

Dem der laver online spil står over for en kæmpe udfordring, for de skal faktisk stille to vidt forskellige grupper tilfredse. Dem der kan lide at spille for sig selv eller i små grupper, gerne mod computermodstandere med et bestemt mål for øje, og så dem der er født af FPS spil, der hellere vil kæmpe mod andre levende modstandere med kammerater ved deres side. Guild Wars var et af de første spil der leverede underholdning til begge typer spillere, og det faktum at det i modsætning til mange andre online rollespil er gratis at spille, gav det helt fortjent rigtig mange fans.

Da spillet i sin tid kom frem var planen, at der skulle komme små udvidelser til spillet som langsomt tilføjede mere og mere indhold. Det gik NCSoft dog bort fra og først for nylig kom så den første reelle udvidelse til spillet: Factions. Eller egentlig er det lidt forkert at kalde det en udvidelse, for man behøver ikke det originale spil for at komme i gang med Factions. Factions indeholder et helt nyt kontinent fyldt med eventyr, arenaer, nye våben, rustninger, monstre, en helt ny historie og to nye klasser man kan spille. Altså masser af indhold. Rigeligt til at man kan kalde det et selvstændigt spil og ikke blot en udvidelse. Men selv hvis man har det originale spil og køber Factions som en udvidelse, hvilket også er muligt, er der masser af underholdning for pengene.

Heltinden i aktion!  Heltinden i aktion!  

Guild Wars 101:

For dem der ikke kender Guild Wars, så lad mig lige forklare lidt her. Der er en PVE (Player vs. Environment, altså imod computerstyrede modstandere som i de fleste andre spil) del, som er delt op i vigtige missioner, som fortæller historien og åbner op for nye områder og en masse mindre eventyr at fornøje sig med. Disse kan man gennemspille sammen med andre spillere, eller med henchmen, som er computerstyrede karakterer man kan hyre til at rejse rundt med en. I denne del af spillet kæmper man mod computerstyrede monstre. Efterhånden som du kommer igennem missionerne, åbner du op for nye færdigheder, våben og rustninge og din karakter bliver bedre og bedre. Du vil sandsynligvis blive level 20, som er det højeste level man kan opnå, længe inden du er færdig med missionerne, men det betyder ikke noget. For ens level er egentlig ikke vigtigt for hvor god ens karakter er, det er ens færdigheder og udstyr der i store træk bestemmer det.

De færdigheder og det udstyr man får låst op for i PVE, kan man så begynde at bruge i PVP (Player vs. Player), som er en helt selvstændig del af spillet. Her kan man deltage i alverdens kampe mod andre spillere. Her vil ens karakter altid være level 20men der vil være stor forskel på hvad de bringer med sig ind i kamparenaen. Efterhånden som mn vinder kampe (og point) i PVP-delen, kan man også her købe nyt udstyr og færdigheder. Så hvis man vil, kan man faktisk helt undlade at spille PVE-delen. Det er dog ikke noget rigtige rollespillere vil overveje, da det er her at historien lever og rollespillet udfolder sig.

Factions bringer to nye karakterklasser ind i spillet i forhold til originalen: assassn og ritualist. Disse to er vidt forskellige. Assassin er en kriger, som bruger kombinationer af sine skills til at få bugt med modstanderen. En ritualist bruger magi til at hjælpe andre i gruppen til at blive bedre. Ikke noget banebrydende nyt i forhold til det originale spil, men de passer rigtig godt ind i det eksisterende og er tilpas anderledes til at det føles nyt og forfriskende. Ud over disse to professioner kan man også vælge de originale klasser.

   

Let the games begin:

Der er masser af nye tiltag i Factions til både PVE og PVP spillerne. For PVP spillere er der, ud over de ting der også er i originalen, et nyt alliance system, hvor områderne i spillet er delt op i territorier og guilds kan så slå sig sammen i alliancer og kæmpe om kontrollen over disse områder. Det er her at spillets titel bliver forklaret, for en alliance skal vælge side i spillet. Der findes to faktioner som alliances kan stille op for, og disse to faktioner kæmper hele tiden om magten i spillet. Der er masser af arenaer rundt omkring og mange af dem er lukket land indtil du har bevist dit værd i kampene. Det er virkelig slaraffenland for konkurrence-prægede mennesker. Alle arenaer og deres forskellige typer af kampe kræver forskellige taktikker og vil man blande sig med de bedste skal der trænes længe. De færdigheder man bringer med sig ind i kampen har stor betydning og for nybegyndere kan det virke noget forvirrende, når forskellige ’builds’ bliver efterlyst i chatten. Men med øvelse lærer man dem at kende, og så begynder PVP-delen for alvor at blive underholdende.

Også for de eventyrlystne:

I PVE-delen, hvis historie er kraftigt inspireret af Asiens, er der kontinentet Cantha man stifter bekendtskab med. Dette land virker mere åbent end originalen og lægger mere op til udforskning end originalen gjorde. Det er også lidt pænere grafikmæssigt. Det er helt klart bedre planlagt end det originale og jeg synes det ses tydeligt at NC Soft har udnyttet erfaringerne fra det originale spil til at gøre Factions endnu pænere, selvom det bruger nøjagtig den samme grafik-engine. Ofte stopper man op for lige at nyde udsigten og den pæne natur, hvilket man ikke gjorde så tit i det originale spil. Skal der være et lille klagepunkt, så må det være at jeg oftere rendte ind i blindgyder, hvor min karakter ikke kunne komme videre. Områderne indbyder mere til udforskning, men er også sværere at finde rundt i.

Det er masser af nye monstre i Cantha, og ingen af dem er gengangere fra det originale spil. Bevares, der er nogle der minder lidt om noget der er set før, men langt de fleste er meget originale og ikke blot genbrug.  Historien i Factions er i mine øjne også bedre end den originale. Det er sikkert en smagssag, men jeg synes at det var nemmere at leve sig ind i denne historie end den originale, måske fordi man lærer lidt flere NPC’ere at kende efterhånden som historien udfolder sig.

Ellers er der alle de ting man kender fra det originale. Samlere der står tålmodigt og venter på at du forsyner dem med nye objekter mod en lille belønning og håndværkere der kan lave nye våben/rustninger hvis du giver dem materialet til det eller forbedre dem du har, hvis du har runerne til det.

   

Konklusion:

Uanset om du ønsker at spille alene, med nogle få venner, eller i et kæmpe guild; uanset om du ønsker eventyr eller konkurrencer, så leverer Guild Wars Factions varen. Guild Wars fans bør ikke være i tvivl: de kan trygt rende ned og hente Factions, for den leverer lige det de kan lide. Alle andre bør i det mindste prøve spillet, for der er stor chance for at der er et eller andet element i spillet de kan lide.

Rollespilselementet er meget hack-and-slash orienteret, men det er pakket ind i så god en historie, at selv hardcore rollespillere vil kunne finde fornøjelse i det. Og lur mig om ikke et par stykker af dem kunne blive fristet af PVP-delen, når de først har gennemført eventyr-delen.
 

Grafik:

8

Factions bruger den samme grafikmotor som originalen, så rent teknisk er der ikke sket forbedringer i Factions. Det er heller ikke nødvendigt, for Guild Wars er stadig et rigtig flot spil.

Lyd:

7

Lydmæssigt er der heller ikke sket noget siden sidst. Det er ikke imponerende lyd, nærmest lidt anonymt. Det er ikke altid negativt og det er det altså ikke i Guild Wars. God lyd uden at imponere.

Gameplay:

8

Masser af underholdning for pengene, ja faktisk 2 spil i ét. En PVE del med masser af eventyr og monstre at slås i mod, og så en multiplayerdel, hvor ens konkurrence-gen kan blive udfordret. Tæt på et 9 tal, men der er altså for lidt nyt i forhold til det originale Guild Wars spil.

Plot / Addiction:

8

Guild Wars Factions er utrolig vanedannende. Man skal lige klare en mission mere, eller prøve en ny kombination af færdigheder i arenaerne. Jo mere man spiller, jo mere bliver man grebet af de uendelige taktiske muligheder i spillet. Og skulle man blive træt af at tæske vennerne i spillet, så kan man blot tage på eventyr sammen.

Multiplayer:

10

Hvad multiplayer angår, så er Guild Wars helt i top. Masser af muligheder for at prøve sine egenskaber af i mod eller med andre. De taktiske muligheder i spillet er næsten uendelige og der er aldrig to kampe der ligner hinanden. Hele tiden overrasker modstanderne med nye ting.

Diverse:

8

Guild Wars Factions leverer 2 nye professioner og et nyt system til PVP delen. I stedet for at udgive det som en udvidelse til det originale spil, så kommer det som et fuldt spil og det kan man ikke klage over. Det vil med garanti føre flere nye mennesker ind i det spændende univers der er Guild Wars end en udvidelse ville have gjort. Og flere modstandere at måle sig mod i arenaen er bestemt ikke at foragte.

 

Overall:

8

Fans af Guild Wars vil finde masser af underholdning i Factions, og idet det kan spillet uafhængigt af Guild Wars kan nye spillere også nyde godt af det. Er du til hack and slash, en god historie og især til PvP er Factions alle tiders.
 

Døm det selv
Hvad ville du give Guild Wars: Factions?

1
2
3
4
5
6
7
8
9
10

Klik for at forstørre 

  • Udgiver: PAN Vision
  • Udvikler: Arena.net
  • Platform: PC
  • Kategori: MMORPG
  • Pris: 400 DKr i Betafon
  • Multiplayer: Ja (kan kun spilles online)
  • Systemkrav (minimum): PIII 1000 MHz, 512 MB RAM, 64 MB grafikkort
  • Systemkrav (anbefalet af SC): Pentium IV 1500 MHz, 512 MB RAM, 128 MB grafikkort.
  • System anmeldt på: Athlon 64 3700+, 2560 MB RAM, 256 MB ATI X850XT grafikkort.
  • Anmeldt af: Frank F Pedersen
  • Spillet er venligst udlånt af: PAN Vision

Diskuter anmeldelsen i Forummet

Tilbage til Reviews

Tilbage til RSC


Alt materiale fra spil, screenshots, animationer, musik m.m tilhører de respektive firmaer der laver spillet. RSC ønsker på ingen måde at overtræde loven, og vi tager afstand fra sådanne beskyldninger. Denne sides vedligeholdes og ejes af Søren Kristensen. RSC, logoet hertil, samt en masse af den grafik som er lavet rundt omkring tilhører Søren Kristensen, og ønsker man at benytte noget at dette materiale skal man henvende sig til ham først. ©2002.