RSC Sites
Forum Community
Diablo Site D2X
RSC's Spilbiografier
RSC Artikler
Artikler
Features
Previews
Reviews
Andet
Links
Nyheder
Nyhedsarkiv
Redaktionen
Release Liste
Screenshots
Site Map
Walktroughs
RSC Søg




RSC Anmelder: "Heroes of Might & Magic V" d. 17 Juli 2006
Spillet er venligst udlånt af Ubisoft

Side 1 af 1

Frygten forstummer:

New World Computing og 3DO har altid stået for Might & Magic spillene, men da de gik konkurs efter et par turbulente år måtte de sælge licensen, og dér stod Ubisoft klar til at købe. De hyrede det russiske Nival Interactive til at skabe Heroes of Might & Magic 5, og frygten var med det samme fremme hos fans, om deres elskede strategiserie nu ville blive skamferet på det groveste. Jeg kan berolige alle og sige, at det er den ikke. Heroes of Might & Magic ligner faktisk sig selv ganske meget, omend med visse ændringer.

Kernen af spillet:

I Heroes of Might & Magic V (HoMM5) styrer du ét af seks landes kamp imod de andre. Ud fra et taktisk kort, hvor byer, landemærker, monstre og helte kan ses, skal du administrere dit land ved at udvide dine byer, hverve soldater til dine hære og styre dine helte omkring for at erobre guldminer, borge og meget mere. Soldater kan ikke gå rundt uden en helt til at styre dem, og derfor er heltene altså utrolig vigtige hvis man vil ud i verden og se sig om. Heltene kan erobre ressourcer rundt om på kortet, og når han/hun gør dette kommer dit flag over ressourcen. Den giver dig så udbytte hver tur, indtil en fjende erobrer den, og så må du ud og tage den på ny osv. HoMM5 er nemlig turbaseret, og hver helt har således et antal felter der kan rykkes hver runde. Man støder undervejs ind i mange monstre der bevogter ressoucer, monumenter, artifacts og hvad der ellers måtte være, og hvis ikke monstrene vil tilslutte sig éns hær eller flygter, må man tage kampen op med dem. Kamp vil blive beskrevet i næste afsnit, men efter en succesrig kamp får din helt XP, og har man fået nok stiger man level og helten kan vælge en evne som han forbedrer. Alt efter heltens klasse (ridder, magiker osv.) og faktion har man adgang til forskellige evner, og heltene stiger således i styrke som spillet skrider frem. Der er også mere om heltene senere i anmeldelsen.

Spillet vindes som regel ved at udslette ens fjender, men hvis man spiller et af de seks lange kampagner, er der typisk andre krav såsom at besejre en bestemt helt eller finde en unik magisk ting. Kort sagt går HoMM5 dog ud på tre ting: bygge by/hær/helt, erobre ressourcer og slå på alt hvad der bevæger sig. Formularen er enkel, men gameplayet er helt i top og underholdningen vinder ud i sidste ende. På mange måder minder HoMM5 således mere om 3'eren end 4'eren, noget som de fleste ældre fans nok vil sætte utrolig meget pris på.

De seks faktioner i spillet er desuden flot afbalancerede imod hinanden, og med ca. 100 forskellige monstre/soldater at vælge til sine hære er spillet rigt på variation og mulighederne er nærmest uendelige. Dette er måske nogle af de vigtigste årsager til at spillet er sjovt, da balance i særdeleshed er vigtigt i denne type evighedsspil (der dog ikke varer evigt, men mere om det senere).

 Heltinden i aktion!  

Kamp:

Når en helt støder på modstand er det ensbetydende med kamp. Det turbaserede spil skifter nu interfacet ud med et nyt, men alting er stadigvæk turbaseret. Hvor det før var hele holdet der rykkede i ens tur, er det nu de enkelte grupper soldater i heltens hær der skiftes til at bevæge sig. Hver enhed kan bestå af én type monstre/soldat men der kan være mange af dem, og antallet fortælles til dig ved tallet omkring enheden. En enhed kan typisk rykke, angribe og mange af dem har også særlige evner og magier de kan anvende når det er deres tur.

Interfacet minder om et skakbræt, og her kan man så bevæge sig omkring, ganske som man altid har gjort i Heroes spillene. Med held, evner og taktik skal man nu besejre fjenden og dette er hjertet af Heroes spillene, og det som de fleste bruger mest tid på når de spiller. Der er som før nævnt god variation i monstrene og magierne, men er man alligevel ikke til den slags kampe, og foretrækker det mere overordnede strategiske lag i spillet, er der mulighed for at computeren klarer slaget for dig. Jeg har dog erfaret de gange jeg har brugt denne feature (typisk hvis en kamp var ekstremt let at vinde og jeg skulle noget andet - og lod computeren slås for mig for at have det overstået når jeg kom tilbage) var AI'en ikke specielt god, og det er altså et handikap for én selv ikke at styre kampen. AI'en i kampene er i det hele taget ikke overvældende, men computeren benytter gode strategier i form af massive bombardementer, frontale angreb imod stærke magikere (som ikke har meget forsvar imod et sværd) osv., så det er egentlig ganske fornuftigt. Sværhedsgraden afgør også meget, og her er der (med patchen i hvert fald) fire at vælge imellem.

I kamp er der modsat tidligere udgaver af Heroes også mange 3D animationer. F.eks. hvis din drage angriber, vil man se den flyve over til fjenden i forskellige vinkler, og når en bueskytter skyder ser man ham nedefra lade sin bue, for derefter at følge pilen over i fjenden. Det giver naturligvis lidt liv, men mange af animationerne er virkelig langsomme, og der går ikke længe før man sætter hastigheden op på dem igennem "options" menuen. Dette gør det hurtigere, men ulempen er at det ligner alle ens enheder har drukket 80 liter kaffe og løber rundt som galninge når de bevæger sig.

 Heltinden i aktion!  Heltinden i aktion!

Helte:

Vi kan ikke berøre kamp uden at nævne heltene, der i Heroes 4 kunne deltage fysisk i kampene, men i HoMM5 er man vendt tilbage til idéen om at helten kaster magi osv. fra sidelinien som den general han er, og der er også kun én helt i en given hær. Man kan dog stadig have flere helte der kan bytte magier, soldater, magiske ting osv. når de mødes, men heltenes rolle er altså som en general, og ikke en fodtusse længere. Helte har dog typisk et standard angreb de kan udføre på fjendens tropper, men de kan aldrig selv blive målet for et angreb og er på denne måde nogle temmelig feje typer. De er nu dejlige alligevel :)

Grafik, lyd og performance:

Som før nævnt er der mange animationerne i kampene, men problemet med dem er, at de ser helt forkerte ud. Et af de værste eksempler er når ens riddere angriber; lansen sænkes og hesten sætter afsted i galop imod fjenden... Den når frem til fjenden og... og... stopper op kortvarigt, hvorefter ridderen prikker sin lanse imod fjenden og så er det hele overstået. Det ser virkelig dumt ud, og sådan er mange af animationerne. De er også for lange, men det er et udmærket forsøg på at live de lidt monotone kampe op, så bedre held næste gang til Nival og Ubisoft.

Ud over dette er grafikken flot og detaljeret, og der er masser af små fede effekter på overlandskortet (der hvor ens byer er og man rykker helte rundt), hvorimod selve slagmarkerne godt kunne trænge til en lidt mere kærlig efterbehandling. Der er brugt rige farver på overlandskortet og det ser helt igennem godt ud i 3D, og det er fedt man kan zoome, tilte og justere kameraet som man vil. Grafikken i byerne, der i tidligere spil var lidt kedelige at beskue, har også fået et løft, og her kan man også rotere og zoome og så er variationen i de seks faktioners byer helt fantastisk. Der er virkelig et flot farvespil i HoMM5, og selvom grafikken er langtfra revolutionerende, er det rigtig godt, og vigtigst af alt så passer det til et Heroes of Might & Magic spil.

Jeg har dog en anden kritik af grafikken, der også krydser over i spillets lyd, og det omhandler de mange små in-game cutscenes der er igennem spillets seks kampagner. Der er absolut ingen lip sync på nogen af karaktererne (læberne bevæger sig måske en smule, men det passer overhovedet ikke til talen, og tit er mundene bare lukkede imens de skulle forestille at tale). Jeg ved godt at det ikke er verdens undergang, men i et spil fra 2006 burde lip sync være en selvfølge. Hvad der gør det rigtig slemt er dog den skræmmende dårlige voice acting. Det er længe siden jeg har hørt så følelsesløse og monotone oplæsninger selv i et computerspil, og det er lidt ærgerligt.

Musikken er derimod virkelig god, og jeg tvivler på at det er samme firma der har leveret musikken som har indspillet stemmerne, for det er som dag og nat.

Det sidste der skal nævnes i denne del af anmeldelsen, er at spillet godt kan gå hen og blive langsomt, selv på nyere systemer. Det sker typisk på de største kort at frameraten dykker og det lader til at være et problem dr er knyttet til hukommelsesstyringen på en måde. Jeg har testet med tre forskellige processorer og grafikkort og det har givet problemer med dem alle. Det gør ikke spillet uspilbart, men det sænker kvaliteten en del på de største kort. På almindelige og mindre kort kan man overhovedet ikke mærke noget til problemet, og heller ikke i kamp, i byer osv. på de største, kun i overlandskortet.

   

Nyskabende multiplayer for Heroes serien:

Multiplayer via enten Hot Seat, LAN eller internettet er en sløv affære, fordi man skal vente på ens med- og modspilleres ture, og de mange kampe kan tage rigtig lang tid. Heldigvis er der mulighed for statistikbestemte kampe, så man simpelthen springer kampene over og går direkte til udfaldet. Det er også muligt at sætte en maksimumtid på turene for at speede det endnu mere op. Uheldigvis er det netop kampene der kunne være interessante imod andre spillere, og med denne slags multiplayer er taktik og menneskelige skavanker kastet ud af vinduet, og hele spillet blivet et ressoucekapløb der er overladt stort set til held.

En anden ting der er mulighed for i multiplayer, er Ghost Mode. Med dette tilsluttet kan du styre nogle spøgelser under modstanderens ture, og lave sabotage imod dine fjender. Du kan pille ved ressourcer og enheder, men deres vigtigste funktion er nok at give dig noget at lave mens du venter (og venter) på at dine medspillere bliver færdige. Særligt i standard reglerne (uden hurtige kampe) er Ghost en lækker ting, men det er bare ikke nok til at opveje de alt for lange tider det tager at spille et multiplayerspil. Civilization serien har formået at få et simultant multiplayer op at køre med megen succes, så jeg kan ikke se hvorfor Heroes serien ikke kan det samme. Måske har det været et spørgsmål om tid og prioritering, og HoMM5 er primært et singleplayer spil, med multiplayer kastet ind fordi det er forventet - eller sådan føles det i hvert fald.

CD'er med problemer:

[rant] En meget lille kommentar hører til i dette review inden konklusionen, og det er et skud hagl rettet mod Ubisoft for deres elendige kopi-beskyttelse på Heroes 5. Personligt har min version virket (en review-udgave), men jeg har familie og venner der har købt spillet i butikkerne og som efter installationen har fået besked om at "de skulle indsætte den originale HoMM5 disc for at spille". Jeg har selv set fænomenet på min svigerfars computer, og må sige at dette er yderst urimeligt. Stik imod alle mine overbevisninger måtte vi finde en No-CD crack før at spillet virkede, og det tog både tid og frustrationer at nå dertil. Sådan noget bør sgu aldrig forekomme, man må aldrig straffe dem der rent faktisk køber spillene, og jeg synes Ubisoft bør følge folk som Bethesda og Firaxis' eksempel og skrotte beskyttelse af CD/DVD, netop fordi Ubisoft i særdeleshed har haft mange problemer med deres software til det i de seneste år, mens Firaxis og Bethesda - der ingen beskyttelse har på deres spil - har solgt millioner af eksemplarer uden af deres fans skulle kriminalisere sig selv for at få spillene til at du. [/rant]

   

Konklusion:

Heroes of Might & Magic 5 giver dig seks kampagner med seks forskellige faktioner og masser af glimrende gameplay. Det er dog på nuværende tidspunkt ikke det evighedsspil dets forgængere var, for der er ingen map editor med til spillet, og ingen mulighed for at generere et random kort at spille på. Godt nok er der omkring en snes kort du kan spille, men modsat tidligere Heroes spil hvor mulighederne var uendelige er der altså ikke den samme fremtidssikring i HoMM5. Ubisoft siger at en map editor er på vej, men den er altså ikke kommet endnu. Der er dog kommet en patch med en del rettelser, samt mulighed for at spille på "easy" sværhedsgraden (denne har vi et link til nederst i anmeldelsen, lige efter karaktererne)

HoMM5 bringer Heroes serien tilbage til det gameplay der gjorde Heroes 1-3 ekstremt populære. Nival har gjort et rigtig godt job med at modernisere spillet, og dette er helt sikkert en vigtig del af enhver strategispilsfans samling. Er du fan af Heroes bør du købe det med det samme. Er du ikke bekendt med spillene og savner noget du kan bruge rigtig lang tid på at spille, og endnu længere tid på at mestre, så er Heroes 5 også et godt valg, men i baggrunden lurer Civilization 4 alligevel som kongen af genren endnu. Måske kan Heroes 6 skubbe denne serie frem ligesom Civ 4 gjorde det for dén? Det vil tiden vise, men indtil da må vi klare os med Heroes 5 og det er slet ikke så ringe endda.

Grafik:

8

Grafikken er langt mere varieret og levende end i tidligere inkarnationer, og med fuld 3D, zoom og perspektiveringer overalt i spillet (selv i byerne!) er grafikken blevet løftet meget i HoMM5. Desværre er det ikke overvældende sammenlignet med andre spil på markedet, men det er bestemt ikke grimt heller. Ganske imponerende for en spilserie der aldrig har været kendt for den fede grafik.

Lyd:

6

Virkelig god musik, men især voiceacting - får berusede fodboldfans til at lyde som et symfoniorkester til sammenligning.

Gameplay:

9

Spillet er vendt tilbage til dets rødder, og ligner mere Heroes 3 end Heroes 4. Der er masser af monstre, magier, helte og spændende steder at besøge, og de seks kampagner er alene pengene værd.

Plot / Addiction:

9

Plottet er ikke overvældende, men udmærket, men gameplayet er yderst afhængighedsdannende ganske som vi kender Heroes serien.

Multiplayer:

7

De mange nye tiltag i multiplayer er ikke nok. Det er bedre end de andre spil i serien, men ser man på strategigenrens udvikling er Heroes stået helt af i multiplayer. Ærgerligt, men det kommer nok med næste iteration af serien.

Diverse:

9

Det lyder måske tåbeligt, men at Nival har valgt at vende tilbage til at ligne Heroes 3 er en god nyskabning, og spillet er nærmest en finpudset udgave af denne klassiker fremfor en viderebygning af Heroes 4. Det er en rigtig god ting. Det stilrene interface, mange kampagner og de varierede faktioner er også med til at løfte denne karakter.

 

Overall:

8

Spillet mangler innovationer i multiplayer, en map editor og så lidt mere finpudsning for at få et nital, men ser vi alene på gameplayet er der sket en del forbedringer siden Heroes 4. Udviklingen er dog gået langsomt sammenlignet med strategigenren som helhed, og der skal nok friskes en del mere op i Heroes 6 hvis spilserien skal bevare sit gode navn. Et godt spil, masser af underholdning, og med potentiale for mere hvis map editoren nogensinde udkommer.
 

Døm det selv
Hvad ville du give Heroes 5?

1
2
3
4
5
6
7
8
9
10

Klik for at forstørre 

  • Udgiver: Ubisoft
  • Udvikler: Nival Interactive
  • Platform: PC
  • Kategori: Strategi
  • Pris: 380 DKr i Betafon
  • Multiplayer: Ja
  • Systemkrav: Pentium IV 1500 MHz, 512 MB RAM, 2 GB fri harddiskplads, 64 MB grafikkort.
  • Systemkrav (anbefalet af SC): Pentium IV 2400 MHz, 1024 MB RAM, 128 MB grafikkort.
  • System anmeldt på: Athlon 64 3500+, 2048 MB RAM, 256 MB NVidia Geforce 7800GT grafikkort.
  • Anmeldt af: Søren Kristensen
  • Spillet er venligst udlånt af: Ubisoft

Diskuter anmeldelsen i Forummet

Tilbage til Reviews

Tilbage til RSC


Alt materiale fra spil, screenshots, animationer, musik m.m tilhører de respektive firmaer der laver spillet. RSC ønsker på ingen måde at overtræde loven, og vi tager afstand fra sådanne beskyldninger. Denne sides vedligeholdes og ejes af Søren Kristensen. RSC, logoet hertil, samt en masse af den grafik som er lavet rundt omkring tilhører Søren Kristensen, og ønsker man at benytte noget at dette materiale skal man henvende sig til ham først. ©2002.