RollespilCentralen: Fordi det er en livsstil at være Ork!

Lad mig starte med at sige, at jeg hverken har læst bøgerne eller set filmen, og jeg betragter mig selv som noget af en analfabet hvad Harry Potter angår. Det er noget med en dreng fra vores verden, der pludselig kommer til en anden "del" af verden, hvor magi flourerer og magiske hændelser er hverdagskost. Det hele minder mig om C.S. Lewis gamle "Narnia" bøger, bare med et moderne udgangspunkt, så det er da rart at se en forfatter blive multimilliardær på at genbruge fantasy-genren. En dag kom så et computerspil med Harry Potter, og Betafon var så flinke at give os et eksemplar, så lad os se hvad det er for noget, og husk på at jeg ikke kender det store til verdenen, karaktererne eller stilen når i læser anmeldelsen. Vil I have en fans synspunkter, vil jeg anbefale Dumbledores udmærkede review, der varierer drastisk fra mit.
You have been warned...

Hvad er det for noget?

Spillet starter med at man kan vælge om dialogen skal være på dansk eller engelsk, og som den inkarnerede nationalist og dansk-heds forkæmper jeg er, valgte jeg naturligvis engelsk. Efter en ualmindeligt kort intro, hvor man basalt nok fik at vide at Harry Potter havde taget toget til Hogwarts, en magisk skole i Skotland, gik spillet igang.

Da Harry ankommer til skolen, og igennem spillet, bliver man præsenteret for en masse karakterer fra bøgerne, men det er ikke særlig venligt overfor os uindviede. Karaktererne præsenterer sig således overfor Potter med et "Hej, du kender jo godt mig i forvejen, så jeg kan bare fortsætte hvor vi slap". Problemet er bare at jeg IKKE kender de underlige folk man møder i forvejen, og selvom det ikke er et krav at have læst bøgerne for at lære mere om personerne (der står en smule i manualen), hjælper spillet i hvert fald ikke på forståelsen, det forudsætter nærmest at man kan det hele på forhånd..

Nå, men tilbage til selve spillet, hvor karakterer, baggrund og årsag ikke har nogen betydning. Man spiller som sagt Harry Potter i dette actionspil, der nok bedst kan betegnes som et gammeldags platform-spil. Man skal løbe omkring og samle "goodies", alt imens man skyder fjender ned, løser puzzles og hopper fra sted til sted. Man kan hele tiden benytte sig af forskellige formularer til at klare forhindringerne. Man holder simpelthen bare højre museknap nede, og så vælger Harry selv den rigtige formular til at bruge på omgivelserne. Man skal dog stadigvæk pege og udløse formularen selv. Eksempler på formularer er "Allohamora", der åbner låste kister og døre, såvel som hemmelige indgange op, "Flipendo", der vælter og tipper ting, og "Wingardium Leviosa", der får ting til at svære, så man kan lægge dem ovenpå "trigger plates" for at åbne døre m.m. Det er alt sammen meget, meget simpelt, men spillet egner sig naturligvis også fra 3 år og opefter, ifølge danske medie-eksperter. Imellem banerne lærer man de nye spells hen ad vejen, og det foregår i klasselokaler rundt omkring på Hogwarts. Her viser professorerne hvordan man laver magien, og det foregår ved at tegne et symbol med musen. Man skal herefter selv tegne magien, men skal altså aldrig bruge det i spillet, hvor et click med højre museknap er nok (det er med andre ord ikke som i Black & White når man skal kaste spells, kun når man lærer dem første gang).

Et par gange i løbet af spillet, skal man flyve rundt på et kosteskaft og jagte andre, eller spille Quidditch. Det med at jage folk på en kost er egentlig meget sjovt, og mindede mig faktisk om de gamle X-Wing spil fra LucasArts. Desværre er det alt for let at fange dem man jager, og Quidditch var heller ikke spor svært. Hvad er Quidditch siger du? Det er såmænd et spil, hvor Hogwarts elever kæmper imod hinanden på en rygby-bane. Der er to hold, og alle flyver rundt på koste, og prøver at undgå de flyvende, magiske "blopper" der kommer imod én. Målet med spillet er at flyve så tæt på et magisk insekt og fange den. Insektet hedder en "Snitch", og efterlade et gyldent spor bag sig. Man skal så styre Harry Potter rundt på banen og forsøge at få fat i Snitch'en. Lyder det skørt, så er det fordi det ER skørt, men det var nu meget sjovt trods alt. Når man har klaret banen med Quidditch, kan man vælge at spille for sjov fra spillets hovedmenu, altså uafhængigt af hovedspillet.

Grafikken i spillet er noget broget og ganske kantet, selv i den højest mulige opløsning og farvedybde. Karaktererne bevæger ikke engang deres hoveder, for slet ikke at nævne læber, når de taler, og alting er meget firkantet at se på. Baggrundene "fader" nærmest ud, og der er ikke mange detaljer at finde på noget tidspunkt igennem spillet.

Lyden er ganske god, velindspillet, og naturligvis også på to sprog, der er et kæmpe plus til de yngste spillere, hvorimod musikken mange gange er helt væk, og når den endelig er til stede skruer man ned for volumen. Harry Potter selv har ikke meget mere end 10 hele sætninger igennem spillet, og man må nok sige at vægten ikke er lagt på historie eller plot... Eller er Harry Potter bøgerne virkelig så triste og idéforladte?

Karaktererne i spillet tør jeg slet ikke komme ind på, for de minder mig mest om de stereotypiske wizards man finder i Terry Pratchet's Discworld-satirer, hvor den eneste forskel er at Pratchet ved han gør grin med det hele, mens Harry Potter spillet forsøger at få disse latterlige typer til at virke seriøse. Jeg behøver dårligt nok sige at det mislykkes på det groveste. Én af de karakterer der irriterer mig allermest er nok Draco Malfoy. Han er en af skurkene i spillet, og selv om han er 10 år gammel, lyshåret, aristokratisk og er udstyret med den lyseste lille pigestemme kan jeg altså ikke blive imponeret, og slet ikke bange, for ham. Det er muligt at ungerne i børnehaven køber ham som ondskaben selv, men jeg er nu lidt sværere at overtale.

Jeg har ikke været inde på den elendige manual, de dårlige danske oversættelser eller spillets ensformighed, men udfra den ovenstående paragraf kan I næsten danne Jeres egne indtryk. Der er langt imellem så dårlige spil som "Harry Potter og De Vises Sten", men man må sige at spillet gør det godt i kapløbet om årets værste spil. Det er meget sjovt i en time eller to, men så sætter ligegyldigheden og ensidigheden ind, og man begynder at lægge mærke til hvor elendigt og ynkeligt det hele er. Harry Potter fans er nok ved at falde over hinanden af bár begejstring over spillet, men den her anmelder er i hvert fald ikke blevet mere positivt stemt overfor Harry Potter, og det har nærmest afskrækket mig fra at læse bøgerne. Køb kun dette spil hvis du er fan af HP, og alle andre bør undgå det og købe en gammel Commodore 64 i stedet for.

Grafik:	5	Til lidt langsommere maskiner er grafikken nok acceptabel, men så snart man bevæger sig over i high-end, er den mere end forældet. Jeg har brugt det lignende spil Evil Twin som sammenligning, og selvom det ikke just var kønt, var det noget smukkere end Harry Potter. Jeg kunne ikke mærke verdenen komme til liv omkring mig som i mange andre spil.
Lyd:	7	Der er lyd på både engelsk og dansk, og der er så sandelig en god ting. Musikken skal man slukke for, men talen er forbavsende god når man sammenligner med resten af spillet.
Gameplay:	3	Meget simpelt, meget kedeligt. Hop, hop, løb, skyd, hop, hop, skyd, skyd, hop... Man vælger ikke engang selv magier, det gør systemet automatisk, og spillet er på ingen måde udfordrende.
Plot / Addiction:	1	En af de mest kedelige og uinspirerende handlinger jeg endnu har set i et computerspil. Kender man det hele i forvejen er det nok sjovt, men folk der ikke kende Harry Potter vil have meget svært ved at se hvad det hele handler om, og når man endelig forstår det, bliver man meget skuffet.
Multiplayer:	NA	Ingen multiplayer denne gang. Quidditch kunne nok have været udmærket som MP-spil.
Diverse:	4	Elendig manual, ingen originalitet, men spillet kommer med to sprog i bagagen, og er nok udmærket for børn. Det er nok også mere udfordrende for det yngre publikum.

Overall:	4	På grænsen til et 3-tal. Dette bliver den sidste sætning jeg gider bruge på dette produkt, der absolut ikke er tilfredsstillende, ikke engang som et simpelt platformspil.