RollespilCentralen: Fordi det er en livsstil at være Ork!

Lionheart er det nyeste rollespil fra Black Isle Studios, og med det begiver firmaet sig ind i en ny del-genre af rollespil. Lionheart byder på rigtig mange underholdende, opfindsomme og gode detaljer, men der er også lidt andre elementer der desværre gør at spillet ikke er for alle. I denne anmeldelse sætter RollespilCentralen fokus på hvad der er godt i Lionheart, og også hvad der er mindre godt. Spillet vil blive elsket af nogle, og blive mødt af ligegyldighed af andre, men læser du videre vil du snart finde ud af om spillet er noget for dig.

Jeg vil dog starte med at fortælle lidt om spillets spændende historie, der foregår på vores egen lille Jord, dog med et lidt anderledes historisk perspektiv.

I starten af moderne tid, hvor Kong Richard Lionheart af England førte korstog imod saracenerne og tyrkerne, var der en rådgiver der fortalte Richard om en mægtig artifact der kunne vende slaget til hans fordel. Desværre viste det sig at denne artifact kun var til skade for både englændere og tyrkere, og en verdensomspændende kataklysme rystede kloden. Magiske kræfter som vi kun kender fra eventyrerne blev sluppet løs i verden, og snart stod Richard af England side om side med Saladin af Persien for at bekæmpe de fæle kræfter der var sluppet løs. Efter mange års krig, blev portalen til magiens verden lukket og verdens lande blev enige om at skabe pagter for at passe på at det aldrig slap ud igen. Der var i mellemtiden opstået så meget magi rundt omkring at mange folk var "smittet" og der var nu monstre og magiske ting at finde fra København til Kina. Kilden til magien var altså væk, men magien levede videre i folk.

Vi springer nu til Renæssancen, hvor Den Spanske Inkvisition forsøger at stoppe al heksekunst (indsæt spontan Monty Python vittighed her). Inkvisitionen prøver nemlig at styre den væmmelige magi, men de er ret dobbeltmoralske da de anvender magi selv for at nå dette formål. Der er også to ridderordener der håndhæver loven i Europa og Asien, nemlig "Knights Templar" og "Order of Saladin". Der er også et laug af uafhængige magi-brugere der lever i skjul og forgæves søger politisk indflydelse, de kaldes "The Wielders".

Verden ser i øvrigt også ret besynderlig ud, da Columbus og Cortez begge har forsøgt at komme til Amerika, og mens Columbus blev slået ihjel af indfødte, blev Cortez slået tilbage af Aztekerne. Irland er sunket i havet, og mongolerne har ødelagt størstedelen af Italien, og har forceret den katolske kirke til at have hovedsæde i Barcelona. Denne verden er du som hovedperson i spillet naturligvis en del af, og du vågner op i et fængsel i Spanien, med ånden af Richard Lionheart indeni dig og beskyldninger om heksekunst over dit hovede. Snart bliver man dog reddet af Leonardo Da Vinci, og så starter en episk fortælling om kampen imellem det gode og det onde, og menneskers delagtighed i især det onde.

Som beskrevet ovenfor, er alle rammerne til stede for et rigtig fedt spil, med dybde, detaljer og en spændende verden. Man får skam også mulighed for at møde mange af renæssancens store personligheder, bl.a. William Shakespeare, Cortez og Leonardo Da Vinci.

Desværre bruger spillet ikke den fede verden ordentligt, for i stedet for at lave politiske intriger og fascinerende muligheder for rollespil og unikke missioner, skal stort set alting løses ved at trække sværdet og hakke andre personer/monstre ned, og gerne i store mængder. Yep, Lionheart er et Action-RPG, og kigger man på selve gameplayet er det endda et udmærket et af slagsen, men man føler stadig at det kunne have været meget mere hvis de havde lavet et utraditionelt rollespil som Planescape Torment eller Arx Fatalis i stedet for, på grund af de fede rammer og muligheder optakten til spillet byder på.

Men Lionheart er altså et Actionspil med masser af kamp, og det klarer sig udmærket sammenlignet med andre titler som Dungeon Siege og Neverwinter Nights, da det netop har en anderledes fantasy-verden og så bugner ens karakter af muligheder. Man har anvendt SPECIAL-systemet kendt fra bl.a. Fallout, og med dette kan man lave tusindvis af forskellige kombinationer til sin karakter. Der er fire racer, og så har man 16 evner der skal fordeles point til hver gang man stiger level. Desuden får man hvert 3 level en "perk", altså en særlig egenskab eller et særligt træk, som giver én helt specielle fordele (og nogle gange også ulemper).

Der er mulighed for at lave en decideret kriger, en munke-type, en tyv, eller en magiker, og man kan naturligvis distribuere evnerne ligesom man vil, så du kan godt have en magiker der er suveræn til at dirke låse og snige sig i skyggerne.

Som spillet skrider frem, kommer man på et tidspunkt til at slutte sig til én af de fire magtgrupper der er i spillet, og hver magtgruppe har forskellige missioner og giver forskellige evner, men den overordnede historie er altid den samme. Der er dog nok variation i karakteropbygningen og missionerne til at man gider spille Lionheart igennem to gange, men det er nok de færreste der prøver sig med alle fire løsninger, for det er ret begrænset hvor meget forskel der er i gameplayet.

Der er som nævnt masser af kamp i Lionheart, og det er lige til at hoppe ind i. Man angriber med højre mus, og bruger sin valgte magi på venstre. Man kan anvende potions og andre evner både i- og udenfor kamp. Det er også muligt at snige sig rundt og angribe fjender bagfra. Kamp er med andre ord meget simpelt, og minder måske lidt for meget om Diablo, men det er yderst fængende, let at gå til og ikke mindst underholdende.

Spillet virker også til tider sløvt, men man vil stadigvæk gerne videre og se hvad der sker i historien, selvom den kommer lidt for meget i baggrunden til tider. Plottet udvikler sig dog på en spændende måde, men gameplayet ville have nydt godt af flere situationer uden kamp, måske med nogle gåder eller andre puzzles.

Man kan undervejs i spillet få NPC'er med, men de er svære at styre, ofte meget svage, og forlader som regel én efter man har gennemført den quest de er indvolveret i (og som man skal sige ja til at hjælpe dem med for at de gider gå med én). Et stort problem er den mangel på kontrol man har, og her kunne det have været bedre med et gruppebaseret koncept som i Baldur's Gate, så man kan koordinere ens folk i kamp, især når der er så stor fokus på at dele øretæver ud som der er i Lionheart.

Sidst i denne kategori må jeg lige nævne, at spillet har ret mange bugs, især i multiplayer og hvad angår path-finding systemet (det at ens egen karakter og NPCer går forkerte steder hen, og er svære at styre). Jeg oplevede ikke så mange bugs totalt set, men spillet crashede et par gange, og det hændte at lyden forsvandt. Black Isle burde nok have finpudset spillet lidt mere inden release, men det er bestemt spilbart, og bestemt også sjovt.

Grafikken i spillet er for så vidt udmærket, men den er ret neutral og måske for svag på detaljer. Animationerne især er meget klodsede, og det virker som om man ser South Park nogle gange når folk står og svinger armene op og ned, for det er som om der mangler noget flow i animationerne. Andre steder er der slet ikke animeret, f.eks. er vandet ganske jævnt kedeligt og skvulper slet ikke. Byerne og baggrundene er til gengæld imponerende og meget virkelighedstro, og mange magiske effekter har også en vis charme.

Et kritikpunkt mere til grafikken er de hæslige cut-scenes der er et par gange undervejs i spillet. Havde det været 1997 havde det måske kunne gå an, men de er kantede, i lav opløsning og farverne er elendige. Det er en smule pinligt, men det er heldigvis så lidt der er af disse cut-scenes at man ikke lader det gå på, men i bedømmelsen af grafikken kommer vi desværre ikke udenom det.

Lydsiden er noget helt anden, for som i så mange andre Black Isle spil sidder man straks og nynner med til musikken der fanger scenerne og verdenen rigtig godt. Der er også masser af stemmer på NPC'erne man møder, komplet med dårlige spanske, franske og britiske accenter, og der er alt i alt ikke noget som helst i vejen med lyden andet end at der ikke er noget vi ikke har hørt før.

Det er muligt at spille Lionheart over Gamespy på nettet eller på et lokalnetværk. En fed ting er, at man ikke behøves bruge CDen i drevet, og man kan altså deles om Lionheart i multiplayer.

Desværre er multiplayer 100% magen til singleplayer, bortset fra at kampene er lidt sværere, skattene lidt flere og så er der naturligvis flere spillere. Lionheart er primært et singleplayer spil, og multiplayer delen viser ikke nogen værdiforøgelse. Vil man spille denne type spil i multiplayer anbefaler jeg Dungeon Siege og til en mindre grad Diablo 2 (fordi Lionheart har noget mere snak og rollespil end D2).

Lionheart er et spil hvor man fornemmer at folkene bag ikke rigtig har kunnet blive enige om hvilken genre rollespil det skulle være. For historien, verdenen og detaljerne tyder på at det er et episk rollespil med masser af intriger og dybe missioner, men gameplayet viser sig som et Action-RPG. Man kan sige at der er noget for alle i Lionheart, men helt klart mest for dem der godt kan lide meget kamp, masser af karakterudvikling, og simple missioner vævet ind i et lineært plot. Som et "seriøst" rollespil skuffer Lionheart, men som actionspil er det et godt stykke over middel.

Grafik:	8	Baggrundene er rigtig flotte, og resten af spillet er på et acceptabelt og mellemgodt niveau. Kun de enkelte cut-scenes er decideret dårlige.
Lyd:	9	Musikken er sådan noget man hurtigt nynner med på, og det på den gode måde. Stemmerne er gode, men der er tit for lidt af dem..
Gameplay:	7	Spillets stærkeste side, dets simplicitet, er også en svaghed, for det er faktisk ikke så sjovt efter 10 timer som efter 2, men det går aldrig hen og bliver direkte kedeligt. Der er også tider undervejs hvor det "kvikker op", så et stort syvtal her.
Plot / Addiction:	9	Det er helt sikkert svært at slippe, og man drages ind i historien og vil gerne se hvad der sker det næste sted man skal hen. Kamp er simpelt og ligetil, og det gør spillet meget fængende.
Multiplayer:	5	Multiplayer er ligesom singleplayer, men med flere bugs. Lionheart er ikke godt i multiplayer, da hele historien drejer sig om én person, nemlig den der hoster spillet.
Diverse:	8	Lionheart bruger rigtig mange velkendte elementer i en ny blanding, og tilføjer selv lidt ekstra krydderi i form af historien og verdenen. Der er dog ikke noget egentligt nyt, men en finpudsning af mange ældre ting.

Overall:	8	Lionheart er et sjovt spil, der er stort og spækket med mange timers underholdende action.