RSC Sites
Forum Community
Diablo Site D2X
RSC's Spilbiografier
RSC Artikler
Artikler
Features
Previews
Reviews
Andet
Links
Nyheder
Nyhedsarkiv
Redaktionen
Release Liste
Screenshots
Site Map
Walktroughs
RSC Søg




RSC Anmelder: "Nightstone", d. 14 Maj 2002
Spillet er venligst udlånt af
Betafon

Side 1 af 1

Et alternativ til Diablo 2 og Dungeon Siege:

Nightstone er ankommet til PC-markedet uden megen reklame eller omtale. Alligevel ligner spillet ved første øjekast Diablo 2 eller Dungeon Siege, og det er på mange måder ligeså godt som disse andre spil. Nightstone er endvidere lidt billigere (250-300 kroner nypris), og er måske større end førnævnte spil i form af timers spil og genspilbarhed. Desværre har Nightstone en række fundamentale fejl der gør det umuligt at elske, men alligevel kan der være virkelig mange mennesker som vil spille Nightstone i ugevis på trods af dette. Hvis du hader alt hvad der ligner Diablo, skal du ikke læse videre i denne anmeldelse, men kan du godt lide at slagte hobevis af monstre, så er Nightstone måske sommerens spil for dit vedkommende, så læs endelig videre i anmeldelsen, og læs om det gode og dårlige ved Virgin Interactives comeback-titel til PC-markedet, Nightstone.

Manglende historie:

Som i alle denne slags spil, er der stort set ingen historie eller plot at følge, da missioner som regel går ud på enten at dræbe noget eller hente én eller anden genstand. Nightstone har dog en fordel fremfor Diablo 2 og Dungeon Siege i denne sammenhæng, da man igennem hele spillet finder gamle bøger med baggrundsinformationer om landet og området hvor man render rundt og slagter zombier. Plottet i spillet er, at der engang for længe siden var en Nightstone, der var ond spm helvede, og denne sten var ved at ødelægge verden indtil tre gæve helte, en barbar, en amazon og en sorceress stoppede truslen... For en tid... Nu er denne Nightstone nemlig ved at bryde frem igen, og heltene tilkaldes endnu engang for at håndtere problemet (man må håbe de har en god pension med alle de verdens-redninger!). Du styrer nu de tre helte i kampen imod ondskaben, og det går livligt for sig i de nærmest uendeligt mange baner der skal klares indtil alle de onde ligger i massegrave med dine sværdindhug i siderne. Nightstone vinder ingen point for originalitet i historien.

Grafik og lyd:

Desværre er Nightstone i begge disse afdelinger noget bag ved konkurrenterne, men til gengæld var spillet også kun et år om at blive produceret (det ses, og høres!). Der er ingenting der err decideret rædselsfuldt, men der er ingen animationer der er værd at nævne, baggrundene er meget ens og kedelige, musikken er stort set ikke-eksisterende og lyd-effekterne får Diablos monstre til at lyde som Bach's kompositioner spillet af et ægte symfoni-orkester! Med andre ord, det er meget middelmådigt, og især lyden kan faktisk kategoriseret som dårlig. Derfor springer vi straks videre til selve spillet for at se om der er nogle reddende elementer at hente...

Gameplay:

Man kan måske få et indtryk af hvordan Nightstone spilles ved at kigge på dette billede. Verden er et spillebræt, og man kan så skiftevis rykke rundt med sine tre figurer til nye områder hvor man kan udøve noget go' gammeldaws vold! Har man flere helte der grænser op til et område, så kan man tage dem alle med ind i kampen, og her adskiller Nightstone sig altså gevaldig meget fra konkurrenterne! Man må selv om i hvilken rækkefølge de mere end 30 store baner spilles, og hver helt har ofte flere forskellige muligheder at kigge nærmere på efter hver bane.

Kontrollen af karaktererne er såre simpel. Du trykker med musen, og helten går, angriber, smadrer tønder (yep, dette element kan simpelthen ikke undgås i disse spil), samler ting op eller kigger, alt efter hvad du klikker på. Man kan endvidere løbe, snige og blokere, og det var sådan cirka det. En helt er udstyret med fire attributter, Strength, Resistance, Skill og Power, og disse afgør hvilke våben/formularer man kan bruge og hvor meget modstandskræft, hit-points osv. man har. Man får XP ved at nakke monstre, og når man har et vist niveau, stiger man et level og får 4 nye point at distribuere imellem sine attributter. Med andre ord, det sædvanlige. Har man flere helte på samme bane, kan man styre dem enkeltvis, eller man kan bede nogle om at følge med den du styrer, og derved overtager computeren altså kontrollen. Igen er det meget let, og meget effektivt. De tre helte er også tilstrækkeligt varierede til at man gider bruge mere end én til at banke alle fjenderne, og der skal bruges forskellige strategier alt efter om man bruger bue eller økse. Selvom det ikke kræver det store tænkearbejde, er det godt med variation i denne type spil.

Når alt dette er sagt, er der dog nogle problemer med gameplayet der gør at man simpelthen ikke kan elske Nightstone. For det første er der den frygtede "stamina", så man kun kan løbe så-og-så langt ad gangen, og det skal siges at karaktererne går langsomt. Meget langsomt. For det andet kan man kun save imellem banerne, og det er über-frustrerende hvis missionen er på tid, eller man skal tæske sig igennem horder af monstre bare for at måde en end-level bad-guy der tager livet af dig. Så skal du altså spille hele banen om igen, og igen, og igen, og igen... Meget belastende, og meget underligt i denne type spil. Fordelen er naturligvis at der bliver presset betydeligt flere timers spil ud af Nightstone på denne måde, og action-fans vil nok også finder underholdningsværdien og udfordringen større når man ikke bare kan save hele tiden. Man passer i hvert fald bedre på sin helt på denne måde!

Der er også et par småting i forbindelse med Gameplay-afdelingen, men det fanger vi her. For det første er der sammenlignet med Diablo 2 og Dungeon Siege ikke så meget forskellige udstyr i Nightstone, og man kan kun imellem visse quests købe og sælge sig til nye ting i den hyggelige kro White Goddess. Ting går også i stykker når man bruger dem for meget.

En anden forholdsvis vigtig ting er, at en Sorceress ikke har magier klar, men skal bruge sceptre for at kaste magi, og disse findes så i alle magiernes former. Det er ikke noget der har den vilde indflydelse på spillet, for vil man bruge en anden magi skifter man bare sceptret ud. Alle karaktererne kan også bruge scrolls til at kaste magier med (dog kun én gang pr. scroll).

Sidst men ikke mindst blev jeg meget irriteret nogle gange når jeg spillede Amazon eller Sorceress, for man skal klikke på en fjende for at angribe (med magi og bue i disse tilfælde). Rammer man ikke fjenden med musen (og fjenden bevæger sig!), så begynder ens helt at vandre sløvt hen imod stedet man klikkede. Sagt med andre ord: hvis ikke en patch fixer det sådan at man evt. kan holde en knap på tastaturet inde for at forhindre ens helte i at gå, så vil dette blive et irritations-element ud over det sædvanlige. Action-fanatikerne kan skrive det på listen over "udfordrende elementer".

Multiplayer:

Multiplayer kan spilles som Deathmatch eller Cooperative. I Deathmatch løber man naturligvis rundt og hakker hinanden i småstykker, og i Cooperative skal man sammen hakke monstre i småstykker. Den der hakker mest, hurtigst, bliver erklæret vinder. Nightstone har ikke en chance med sit simple system i denne kategori sammenlignet med Diablo 2 og Dungeon Siege, der både er sjovere, langt mere udfordrende og med flere muligheder i multiplayer.

World Creation:

Noget rigtig lækkert ved Nightstone, er muligheden for at lave dine egne baner og eventyr i det medfølgende World Creator software. Man tegner simpelthen bare banen, lægger nogle monstre m.m. ind, måske et script eller to og nogle specielle begivenheder, og hurtigere end man kan nå at sige SPRAY-SPLAT,  har man en ny bane at lege på! Man kan endda forudbestemme hvordan heltene skal udstyres og hvis man er helt vild kan man også skrive en lille historie til scenariet, og endda lægge egne baggrundsbilleder ind som indlednings-teksten kan stå på. Det er rart og let at arbejde med, og sjovt at lave sine egne baner, omend det måske ikke er vildt fedt at spille dem. Under alle omstændigheder er det flot at et så billigt produceret og "lille" spil har så lette og gode værktøjer med som en bonus til køberen.

Konklusion:

Nightstone er et udmærket spil, men man kan godt se at det er lavet på et billigt budget. Er du til hack n' slash er dette helt klart sagen, og med hele tre sværhedsgrader, mere end 30 store baner og varierede karakterer vil du uden tvivl få mange, mange timers underholdning ud af Nightstone. Jeg vil dog i samme anledning råde folk til at købe Diablo 2 fremfor Nightstone, for der er simpelthen mere at komme efter både i single- og multiplayer. Jeg vil anbefale Nightstone til alle dem der har spillet Diablo til fingrene blødte, og siden har manglet noget at tage sig til. Nu kan I slagte løs med Nightstone, selvom det bestemt ikke er alle de kan udholde det noget sløvere gameplay end i mange af dets lignende spil.

Grafik:

6

Ikke pænt og heller ikke specielt varieret. Nigthstone minder mest af alt om det første Diablo spil i grafikafdelingen.

Lyd:

4

Der er et par gode rytmer, og talen og udførelsen i intro- og outtro filmene er også i orden, men ellers savner man gode lydeffekter og et fængende soundtrack.

Gameplay:

7

Det er sjovt til tider, frustrende til tider. Det afhænger af den enkelte spillers temperament om man kan lide Nightstone. Læs anmeldelsen igen hvis du er i tvivl om det er noget for dig.

Plot / Addiction:

7

Der er ikke meget historie at hente, alligevel vender man tilbage for at nakke monstre med jævne mellemrum, for det er jo altid så sjovt. Det er også rart at man veksler (frivilligt) imellem tre karakterklasser hele tiden, og nogle gange skal styre mere end én ad gangen.

Multiplayer:

6

Kun Cooperative multiplayer er noget værd, og det er usselt sammenlignet med konkurrenterne. Muligheden for fede slås-scenarier er dog til stede med den glimrende World Creator.

Diverse:

9

God manual, nemt interface, en ny måde at vælge karakterer og styre disse, 3 sværhedsgrader og en stærk og let World Creator. Af en billig produktion at være, er der sandelig meget nyskabende i Nightstone!

 

Overall:

7

Mere er der ikke at sige. Nightstone er godt for hvad det er: Et simpelt hack n' slash spil for de kampglade.
 

Døm det selv

Hvad ville du give Nightstone?

1
2
3
4
5
6
7
8
9
10


Hvad mener andre?

Klik for at forstørre 

  • Udgiver: Virgin Interactive
  • Udvikler: New Horizon Studios
  • Platform: PC
  • Kategori: Action-RPG
  • Pris: 299 kr i Betafon
  • Multiplayer: Ja
  • Systemkrav (minimum): Pentium II 233 MHz, 64 MB RAM, 500 MB harddisk, 16 MB grafikkort
  • Systemkrav (anbefalet af RSC): Pentium II 400 Mhz, 128 MB RAM, 32 MB grafikkort
  • System anmeldt på: PIV 1700 MHz, 512 MB RAM, 64 MB Geforce 2 grafikkort
  • Anmeldt af: Søren Kristensen
  • Spillet er venligst udlånt af: Betafon 

Tilbage til Reviews

Tilbage til RSC


Alt materiale fra spil, screenshots, animationer, musik m.m tilhører de respektive firmaer der laver spillet. RSC ønsker på ingen måde at overtræde loven, og vi tager afstand fra sådanne beskyldninger. Denne sides vedligeholdes og ejes af Søren Kristensen. RSC, logoet hertil, samt en masse af den grafik som er lavet rundt omkring tilhører Søren Kristensen, og ønsker man at benytte noget at dette materiale skal man henvende sig til ham først. ©2002.