RSC Anmelder: "The Elder Scrolls IV - Oblivion", d. 16 April 2006
Spillet er venligst udlånt af Take 2 Games

Side 1 af 2

Så kom det endelig!

Vi har ventet på Elder Srolls IV: Oblivion (herefter bare “Oblivion”) i lang lang tid, men nu er det endelig langt om længe kommet ud. Bethesda har lovet at spillet ville være et “Next-generation RPG”, som er et fint ord for at spillet vil være flottere, bedre og alt i alt lækrere end alt hvad vi hidtil har set. Overordnet set vil jeg sige at det er lykkedes for dem. Spillet er i hvert fald rent grafisk uden sammenligning det flotteste rollespil jeg nogensinde har set, og da grafikken er en af de ting Bethesda virkelig har fokuseret meget på, må man i hvert fald sige at det mål er nået. Om resten af spillet kan måle sig med grafikken er så det store spørgsmål...

Start med starten:

For lige at slå fast hvad Oblivion er for en størrelse for de få der skulle være i tvivl, så er vi nået til det fjerde spil i rækken af Elder Scrolls-spil, der alle har frihed som det altoverskyggende tema. Frihed til at vælge hvilken slags karakter man vil lave, frihed til at vælge hvor man vil gå hen (hele spil-verdenen er fra starten af tilgængelig med ganske få undtagelser), og sidst men ikke mindst frihed til at vælge hvad man i det hele taget vil foretage sig. Der er en main-quest i spillet, en main-quest der er virkelig fed endda, men selv hvis man fra første sekund af spillet ikke rører  denne quest og aldrig kommer til det igen, så er der stadig flere timers spil i Oblivion end der er i de fleste andre single-player rollespil på markedet. Verdenen er nemlig fyldt med dungeons at udforske, byer at besøge, faktioner at lave quests for og oceaner af andre ting at lave. Man har underholdning til mange dages uafbrudt spil. Bogstaveligt talt. Jeg kan i skrivende stund se på mit save-game at jeg har spillet en god bid over 30 timer (ikke medregnet de mange timer der er gået med at jeg har enten loadet frivilligt eller fordi jeg er død), og jeg tror stadigvæk kun jeg har ridset overfladen af main-questen og lavet nogle få quests for et af de 4 store guilds der er i spillet. Det er: Fighters Guild, Mages Guild, Thives Guild og The Dark Brotherhood (det onde Thieves Guild så at sige :), så Oblivion er et af de slags spil som med lethed kan spilles dagligt det næste laaaaaaaange stykke tid uden at man er nødt til at lave ting man allerede har prøvet før, og er nok også et af de spil hvor man aldrig når at prøve alting der er i spillet.

Men det var vist et lille sidespring... Hvilket egentlig er meget sigende for spillet, for jeg kan ikke huske hvornår jeg sidst har spillet et spil hvor jeg har lavet så mange sidespring fra main-questen bare fordi jeg liiiiiiige skulle prøve det her, eller det der. Men i hvert fald er temaet for Oblivion ligesom dens forgængere frihed, og det er som du nok kan forstå efter at ha’ læst ovenstående lykkedes til fulde. Når det så er sagt er der dog intet der stopper dig fra at spille spillet som et “normalt” rollespil hvor du bevæger dig gennem en lang episk historie for at redde verden, for det er nemlig lige præcis det din main-quest handler om. Forskellen er bare at her er du ikke TVUNGET til det. Hvis du hellere vil lave en troldmand, glemme alt om din main-quest og gå udelukkende efter at blive den mægtigste mager i verden og ende som leder af Mages Guild, så står det dig frit for, og det er lige præcis DEN frihed der gør Elder Scrolls-serien til noget helt specielt.

En anden form for frihed der også har kendetegnet Elder Scrolls-serien er den måde man laver sin karakter på. Man kan vælge at tage en af de mange forud-definerede klasser som er alt fra barbar til akrobat til den mere normale kriger eller troldmand. Hvis man virkelig vil have indflydelse på sin karakter,  kan man vælge at lave sin helt egen klasse fra bunden, hvor man selv bestemmer hvilke skills der er ens “primary skills”, hvilket betyder at når man starter får en bonus til alle de skills og stiger hurtigere i dem når man bruger dem. Ens Primary Skills er også nøglen til at stige levesl. For hver gang man stiger i alt 10 points i disse, stiger man level og får lov til at lægge nogle point oven i ens kerne attributter som f.eks. styrke, intelligens, karisma osv. Hver skill er også bundet fast til en attribut, hvilket betyder at hvis jeg er steget i f.eks. “Blades” som er bundet til styrke, så får jeg mulighed for at lægge en større bonus til min styrke end til f.eks. min karisma, hvis jeg slet ikke har brugt nogle “karisma-skills” på det level. Det som er vigtigt at bide mærke i her, er at selv om jeg måske har lavet en rigtig kriger-type fra starten af, så kan han, med en masse øvelse, godt ende med at blive bedre til at dirke låse end noget andet, forudsat at jeg bare bruger en allerhelvedes masse tid på at gå rundt og dirke låse. Så selv om man måske starter ud med at lave en kriger-type, så kan man godt ende med både at kunne kaste magi, snige sig omkring og dirke låse og alt muligt andet, og vel at mærke være god til det, hvis man bare tager sig tid til at øve sig på det. Det kan i sidste ende godt være at man får en karakter der bare er god til ALT (selv om det vil være svært at nå til det punkt), men på en eller anden måde så betyder det ikke så meget. Oblivion er nemlig et rent singleplayer spil, så der er for det første ikke andre spillere der føler sig snydt over det, og for det andet så er det 100% op til én selv. Jeg har f.eks. ikke lyst til at min orc battlepriest (en klasse jeg selv har lavet) skal være god til flere skoler af magi end nogle få, så jeg lader simpelthen være med at kaste magi fra de skoler. Hvis jeg pludselig havde lyst til at han skulle kunne flyve og kaste med ildkugler oven i det han allerede kan, er der intet der stopper mig, så længe jeg bare er parat til at bruge tid og penge på at øve mig.

Det bringer mig tilbage til dér hvor jeg startede, nemlig at en af spillets allerstørste mål er at bringe spilleren en følelse af frihed, og det er lykkedes til fulde i stort set alle områder af gameplayet.

De få knap så gode ting:

Ingen spil er perfekte, så der er selvfølgelig også nogle få ting i Oblivion som kunne være bedre.

En af dem er en ting som man måske ikke ville have heeelt så meget imod i andre spil, men lige præcis fordi Oblivion er et spil der gør så meget ud af frihed, så er det irriterende. Problemet er, at visse NPC’er ikke kan blive dræbt rigtigt fordi de er en del af en quest, og da der er så uendelig mange quests i spillet er det altså en pæn håndfuld NPC’er vi snakker om her. Da jeg spiller en temmelig flink fyr der ikke går rundt og dræber folk for sjov skyld er det ikke et stort problem for mig, men hvis man spiller en mindre flink person kan det godt være et problem. For en karakter der ikke har nogle skrupler over at bryde ind i et hus og måske bliver overrasket af manden i huset, der kommer løbende mod en med sværd i hånd, så er det en smule antiklimatisk at idioten bliver ved med at rejse sig op et halvt minut efter man har slået ham ihjel, for blot at angribe én igen og igen og igen. Noget i samme stil skete for mig da jeg for sjov skyld fulgte efter en mand der flyttede fra et sted til et andet efter at have solgt mig sit hus (jeg stolede ikke helt på ham, så jeg ville se hvor han gik hen ;). Det fede var at han rent faktisk rejste hele vejen igennem landet fra et sted til et andet, i stedet for, at han bare lige pludselig PUF var det andet sted. Det mindre fede var, at da jeg fulgte efter ham for at se hvor han tog hen, så jeg ham blive angrebet af et monster der dræbte ham, men kort tid efter rejste han sig bare op igen og løb over til monstret for at angribe det igen... Det slog ham endnu engang ned, og det gentog sit et par gange indtil han til sidst havde givet det nok slag i små portioner til at det gik ned. Det er heldigvis ikke noget der er et STORT problem i spillet, og jeg ved ikke hvordan de skulle lave det anderledes. Jeg ville nok være endnu mere ked af at finde ud af at den NPC jeg havde dræbt for 20 timer siden i virkeligheden var den hemmelige agent, der var den eneste i spillet som kunne give mig den super hemmelige besked der bragte mig videre til næste punkt i main-questen. Men det ødelægger stadigvæk indlevelsen i spillet en smule når man finder ud af, at Farmer Joe er udødelig fordi han er del af en quest hvor man skal plukke blomster.

En anden ting som man også godt kunne savne lidt forbedringer af, er ligesom med samtlige andre spil i Elder Scrolls-serien, dialogen med de mange forskellige NPC’er. Det gode gamle dialog-træ som vi kender så godt fra andre spil som Fallout og Knights of the old Republic, hvor man får dialog-muligheder bundet til ens sociale skills for derigennem at komme på bedre/dårligere fod med folk, er ændret. Det er der dog både gode og dårlige ting ved. Det gode er uden tvivl at dialogen både er velskrevet og velindtalt, og at SAMTLIGE NPC’er har indtalte stemmer. Et utal af dem har dialog specifikt indtalt til den ene NPC, hvilket er temmelig vildt når man tænker på at spillet altså har flere tusinde NPC’er. Det dårlige er, at ens egen indflydelse i snakken lader en del tilbage at ønske. I stedet for at få deciderede valgmuligheder for hvad man vil sige, så består ens muligheder for det meste bare af enkelte ord som f.eks. “Rampaging Goblins” eller “Book o’ DOOM!” hvis man vil spørge folk om et af de to emner. Man får aldrig lov til at have en rigtig dialog med folk, man får mere lov til at bestemme hvilken retning deres monolog skal dreje sig i. Den sidste del af NPC-interaktionen er jeg ærlig talt ikke sikker på hvad jeg skal synes om. Som en af de mange skills i spillet kan man vælge “Speechcraft”, altså evnen til at være god til at tale med folk. Den evne kan man så bruge i et lille mini-game der har til formål at forbedre den givne NPC’s indstilling til dig. De kan ha’ alt mellem 1 og 100 i “reaktion-score”, og jo højere den er jo bedre synes de så om dig. En høj reaction-score kan resultere i bedre priser fra butikker og nye dialog muligheder fordi folk stoler mere på dig. Problemet er dog bare at mini-gamet er meget simpelt og mekanisk og i sidste ende ikke rigtig giver én  følelsen af at have snakket med folk. Til gengæld vil jeg tage hatten af for Bethesda for i det mindste at have prøvet noget nyt mht. NPC-interaction, og hvis man tilføjede nogle lidt mere levende valgmuligheder i selve dialogen, så kunne jeg forstille mig at det ville virke ret godt.

Den sidste lille ting i den negative afdeling er at lyden i intro-filmen på den skive jeg fik hakkede helt forfærdeligt meget, og gjorde at jeg knap nok kunne høre hvad de sagde. Det skal dog siges at det var en presse-skive jeg fik, så det er højst sandsynligt rettet i den version man kan finde i butikkerne. De folk jeg har snakket med har da heller ikke været ude for det samme (de har dog allesammen spillet Oblivion på deres PC, men jeg kan ikke forstille mig at Bethesda kan være så amatør-agtige at udgive et spil til Xbox 360'en hvor intro-filmen ikke virker. Så mister jeg i hvert fald en god del af min enorme respekt for dem).