RSC Anmelder: "Prince of Persia - The Two Thrones", d. 28 Januar 2005

Side 1 af 2

Det sidste kapitel om prinsen:

Prince of Persia serien er blevet genskabt i de seneste tre år, hvor Ubisoft hvert år har udgivet et nyt kapitel i den gamle serie, der for alvor slog igennem dengang spillemaskinerne hed Commodore og Atari. Mange tvivlede på spillenes kvalitet, men serien har bevist at den er genskabt i de bedste rammer, og både Sands of Time og Warrior Within (de første to spil i den "nye" serie) var virkelig gode og sjove spil. De to spil var dog også temmelig forskellige, og havde hver deres fordele og ulemper. Sands of Time var det første spil, og fangede stemningen helt perfekt, med en fantastisk historie og en atmosfære inde i spillet skabt af grafik, lyd, level-design og plot der gjorde det til et af de få spil der virkelig fortjente titlen "action-adventure", som ellers er blevet lidt af et skambrugt ord i spilbranchen. Med innovative baner, masser af akrobatiske puzzles og også andre små hjernevridere, blev Sands of Time en moderne klassiker.

Warrior Within, det næste spil i serien, var ved at kvæle denne fede stemning med en mere goth-inspireret prins der fyrede one-liners af og gik i sort læder. Til gengæld var historien stadig fænomenal, og grafikken ligeså, og så tilbød Warrior Within et langt forbedret kampsystem der virkelig fik Prince of Persia til at være fedt i kampdelene af spillet.

Nu er vi så nået til det tredje spil i serien, og ifølge Ubisoft det sidste kapitel i historien om prinsen (selvom de skam har registreret princeofpersia4.com i deres navn). Spillet hedder The Two Thrones, og fortsætter direkte hvor Warrior Within slap. I dette sidste kapitel forsøger skaberne af spillet at blande de bedste ting fra de to foregående for at skabe den ultimative Prince of Persia oplevelse. Om det er lykkedes vil jeg forsøge at besvare i denne anmeldelse. Jeg vil dog anbefale at man læser mine reviews af hhv. Sands of Time og Warrior Within inden man fortsætter, for meget af det elementære er uændret siden, og det vil jeg ikke bruge tid på at beskrive.

Er plottet stadig i top?

Først og fremmest må jeg lige advare folk... har man ikke spillet de foregående spil, og gerne selv vil opleve den enormt fede historie fra dem, så spring videre til næste afsnit med fed overskrift.

I de første to spil var historien måske den del af spillet der virkelig gjorde at det var bedre end alle de andre action-inspirerede spil på markedet. I treeren der med de to andre spil bag sig, virkelig havde potentiale til at lave et plot der overgik de vildeste forventninger, er det desværre ikke helt så godt.

Prinsen er vendt hjem til sin fødeby Babylon sammen med Keileena, sandenes skaber, og her ser han noget gruopvækkende. Viziren, som blev slået ihjel i Sands of Time, huserer nu i byen og har indtaget den med hans hær af sandmonstre. Hvordan kunne dette ske? Han var jo død! Nej, faktisk ikke, for i Warrior Within destuerer man sandene i fortiden, og redder Keileena, hvilket gør at Viziren ikke dør i fremtiden, og alt det som man gjorde i Sands of Time er ikke sket - kun for Prinsen. Forvirret? Så spil de første to spil og bliv klogere, for det holder og det en fed fortælling fortalt igennem flotte cutscenes med god scenografi og medrivende stemning. Two Thrones har dog slet ikke et dårligt plot, det er bare ikke nær så avanceret og innovativt som de foregående. Faktisk er der kun to ting til det... Man skal dræbe viziren, hvilket prinsen snakker om hele tiden undervejs i spillet, og så skal man også overvinde prinsens onde side - den side han viste mange glimt af i Warrior Within.

En anden person fra prinsens fortid er også tilbage, hans gamle kærlighedsinteresse fra Sands of Time, Fara, og hun ved sjovt nok ikke hvem prinsen er (deres møde har aldrig fundet sted). Hun hjælper dig på nogle af banerne, men går generelt ikke i vejen for dig hvilket er godt. Prinsens og Faras forhold udvikler sig også igennem spillet via in-game sekvenser og reelle cut-scenes.

Slutningen på serien er dog et godt klimaks, og jeg sad faksik med kuldegysninger i nakken på et bestemt tidspunkt, hvor hele historien fra starten af Sands of Time til slutningen på Two Thrones kædes sammen med ganske få ord og animationer.

God prins kontra ond prins:

Igennem spillet snakker prinsen med en stemme inde i sit hovede, som er hans onde selv. De har mange diskutioner om alt fra moralsk samvittighed til kærlighed og viser virkelig konflikten som prinsen er ude i. I starten af spillet bliver man ramt af et angreb der forårsager at prinsen findes i to inkarnationer - han bliver delt i tiden - og undervejs i spillet skal man spille hhv. den gode prins, og den onde. Mest er man den gode, men når følelserne får overtaget forvandles den klassiske arabiske helt om til en mand lavet delvis af skygge og som kan nogle helt andre ting.

Fælles for de to prinser er, at de er yderst adrætte og kan udføre den vanvittige akrobatik der kendetegner serien. De kan også begge bruge sandene til at spole tid tilbage og lave andre nyttige tricks. Hvor de er forskellige er primært i kamp, hvor skygge-prinsen klart er overlegen. Han har en kæde der kan angribe mange fjender på én gang, og giver generelt langt mere i skade når han slås. Han kan også nogle tricks som den gode prins ikke kan, navnligt med sin kæde han kan bruge til at lege Indiana Jones over forhindringer, trække sten ud af væggen og snurre omkring ting på væggen for at kunne komme længere end normalt. Han har dog en meget uheldig ulempe der opvejer alle hans fede evner totalt. Han lever af tiden, og fordi han ikke eksisterer 100%, skal han hele tiden have næring. Hans helbred falder således i konstant fart, og kun ved at finde sand gemt i krukker og kister, eller ved at tage sandet ud af de fjender man slås med (Vizirens sandsoldater) kan han overleve. Forvandlingen mellem den ene og den anden prins er aldrig frivillig, og da det er et meget liniært spil er banerne naturligvis tilpasset de to forskellige spillestile det kræves. Scenerne med den onde prins er færrest, men det er klart de mest intense, da man hele tiden er på dødens rand på trods af sine mægtige evner. Det er dog ikke nødvendigvis de sjoveste, for generelt er de klassiske akrobatiske forhindringer bedre med den gode prins, hvorimod mixet af kamp, akrobatik og bevægelse flyder bedst med den onde.

Det kunne være fedt hvis spilleren selv kunne bestemme lidt over hvornår man skifter, og det kunne være endnu federe med mere end én slutning alt efter hvad man besluttede sig for imod slutningen af spillet, men sådan skulle det altså ikke være.

Stemning, akrobatik og avanceret kamp:

Stemningen fra Sands of Time er tilbage, hvor de mangefarvede landskaber, den klassiske fortællemåde og den episke undertone bringer det bedste frem i spillet. Der er ikke længere one-liners med ord som "bitch" indblandet i spillet, og alting er ikke sort og dystert. Vi befinder os i det ældgamle Babylon, og rige parker, mægtige tårne og fabelagtige bygninger er at finde alle vegne. De værste ting fra Warrior Within er således fjernet, men til gengæld er kampsystemet derfra intakt, og det er endda forbedret væsentligt med mange nye manøvrer og kombinationer. Nu hvor the Dagger of Time igen er med i spillet er der endda endnu større mulighed for at udfolde sig, for den har også arvet de fede evner fra Warrior Within. Kamp er også mere moderat i Two Thrones, og der er heldigvis skåret ned på mængden af kampe kontra mængden af akrobatik. Der er også færre bosser, og to af disse er vældig - nej fantastisk - godt fundet på. Det er anderledes og innovative kampe, men der er også to andre boss-kampe der er mindre spændende. Alt i alt var jeg ikke så bedrøvet over at skulle slås imod bosser, fordi det var anderledes end det plejer at være i denne slags spil.

Kampsystemet er altså rigtig godt, og det er især godt fordi man kan gøre det ligeså avanceret som man magter. Er man ikke så god til action kan man lære nogle enkle manøvrer, og hvis man derimod er helt vild med sådan noget kan man få meget ud af spillet ved at prøve nye kombinationer og bruge ens omgivelser til at slås bedre. Det henvender sig altså både til hardcore action-gamere og mere regulære spillere der bare godt kan lide et fedt spil med lidt kamp.

Men det er stadig akrobatikken der er det fedeste i spillet, og der er endda et par nye stunts som skrå-hop, og forskellige steder hvor man skal bruge the Dagger of Time som led i ens manøvrer. Banerne er store, gennemtænkte og med masser af variation, og det er udfordrende at komme igennem dem ved at hoppe, kravle, svinge og løbe sig vej. Sværhedsgraden er dog blevet betydeligt lettere siden de andre spil, og der er ikke så mange virkelig pressede situationer hvor ens underlag f.eks. smuldrer eller hvor fælder forhindrer én i at nå sine mål. Der er dog nogle fælder i spillet, men de er mest i særlige områder som er helt valgfrie om man vil bruge tid på. Vælger man at gå igennem fælderne venter der dog en belønning på den anden side i form af permanente livs-opgraderinger, og det er ikke alle stederne der er lige lette at finde, så man skal være vågen hele tiden hvis man vil have maksimalt udbytte af spillet. Imod slutningen af spillet er der desuden nogle meget obskure, men yderst fede baner, som skiller sig ud fra alt andet PoP serien har budt på, og det giver sammen med dilemmaet om god/ond prins spillet sin helt egen personlighed.

Med the Dagger of Time kan man spole tiden tilbage såvel som få tiden omkring prinsen til at gå langsomt, og det er stadigvæk ligeså genialt som da det blev brugt for første gang i Sands of Time. Det gør at banerne kan være sværere, idet man kan spole tilbage hvis man laver en fejl, og samtidig er det stadigvæk friskt og sjovt at benytte sig af Daggerens funktioner. Two Thrones (og alle PoP spillene) ville være sindsygt svære hvis ikke man kunne spole tiden tilbage, så det er godt det er med endnu.

Men den glimrende blanding af kamp, akrobatik og plot gør endnu engang at genre-beskrivelsen "Action-Adventure" stadig rammer helt rigtigt når man skal sætte ord på Two Thrones. Selvom det ikke er ligeså udfordrende som nogle af de andre spil, og faktisk heller ikke er ligeså langt, er gameplayet stadig fremragende, og kombinationen af de gode elementer fra begge forgængere er rigtig godt skruet sammen. Der er bare for lidt af det, og plottet kunne som før omtalt være udviklet langt federe end det er blevet.

Til dem der ikke kan få nok er der dog tre sværhedsgrader, og en del easter-eggs der låses op ved at gennemføre hver enkelt. Nogle af disse er temmelig sjove (kig efter en riiiigtig sjov "fraklip-video" når du har gennemført spillet på normal, det er bare genialt).