RSC Anmelder: "Sacrifice", d. 14 December 2000

Spillet er venligst udlånt af Betafon

Side 1 af 2

Introduktion:

Engang imellem dukker der et spil op, der adskiller sig markant fra de uendelige masser af kloner der normalt udgives på PC spilmarkedet. Sacrifice er et sådan spil, der med en helt unik indgangsvinkel og et helt fantastisk innovativt gameplay skubber flere genrer fremad efter flere års stagnation. Læs videre for at finde ud af hvorfor Sacrifice hitter og hvorfor det er så nyskabende og friskt at spille... Så for at vise alle Sacrifices gode sider har jeg valgt at lave denne anmeldelse på en gammeldags og slavisk måde, bare for at have en fed kontrast som gennemgående tema. Læs videre...

Grafikken:

Betagende. Fabelagtig. Utrolig. Disse tre ord beskriver grafikken i Sacrifice ganske godt, og jeg kunne blive ved med at skrive smykkende adjektiver om hvor fantastisk varieret, spændende og fuldendt grafikken i spillet er, men jeg tror at de fleste bare kan kigge på de vedhæftede screenshots og nikke anerkendende til mine observationer.
Men denne heftige grafik har en pris, nemlig grådige og svære hardware-systemkrav. Har du ikke et Geforce grafikkort eller et andet stærkt 3D-kort kan du aldrig få det ud af Sacrifice som er intentionen. Derudover er det en god idé at have enten en Athlon eller en Pentium III, fordi ellers kan systemet nok ikke følge med i de store slag, og da slet ikke i multiplayer. Nå, men tilbage til grafikken, der kan justeres og finpudses til alles personlige smag. Man kan naturligvis ændre resolution og ændre på detail-graden, men som noget relativt nyt giver systemet nu de virkelige hardware-hajer mulighed for at gøre systemkravene til spillet endnu vildere! Forklaring følger... Man kan i Sacrifice vælge at have low-resolution karakterer, der gør at ens helt og væsner ser temmelig kantede ud, men hvis man har 256MB RAM ekstra, kan man jo passende bruge dem til at sætte samtlige væsner op i resolution, og så ser det eddersuppemig også flot ud!! Men det kræver som før nævnt masser af processorkraft og et godt grafikkort. Ellers vil jeg endnu engang henvise til de screenshots der er at finde i denne anmeldelse for at konstatere grafikkens overlegenhed overfor stort set alle andre strategispil på markedet.

Som noget nyt er Sacrifice et strategispil i fuldstændig fri 3D, men med alle de elementer og kommandoer der eksisterer i "normale" RTS-spil som Red Alert og Starcraft. Man kan vælge units, give kommandoer, grupére tropper, sætte waypoints, og alt det andet. Godt nok er dette 3D-system ikke helt originalt idet spil som Myth o.l. spil havde mange af de samme elementer inkorporeret for nogle år tilbage, men det er lykkedes bedre for Sacrifice at konvertere den traditionelle RTS-genre til 3D end for de førnævnte spil. Som endnu en nyhed SKAL man styre sin helt, og kun det han/hun kan se kan du se (ligesom konceptet i Warcraft III indtil Blizzard mente det ville blive for svært at lave). Dvs. du skal tænke meget strategisk og udnytte landskabet så din helt bedst kan overskue situationerne og slagene, alt sammen virkelig godt lavet og det giver et mere taktisk og strategisk spil end i f.eks. Red Alert hvor det bare gjaldt om at storme imod fjenden så hurtigt som muligt (rush kampene). Dog er der også masser af dette (rush) i Sacrifice, men spillets opbygning og gameplay gør det umuligt at gøre det ligeså trivielt som i mange andre strategispil.

Lyden:

Sacrifice udkom i to forskellige versioner: den normale, og Special Edition. Eneste forskel på de to versioner er, at der i Special Edition følger en vaskeægte musik CD med akkompagnerende Sacrifice-rabalder med i købet! Virkelig blæret, og musikken kan også bruges til de lange Pen & Paper sessioner man holder når man spiller rollespil, fordi det er god stemningsmusik. Ellers er musikken i spillet temmelig plan og ensformig, og der er faktisk ikke særlig meget musik når man spiller, så der rammer ekstra CD'en plet, idet den kan køre på anlægget samtidig med at man systematisk og blodtørstigt udrydder fjenderne på computeren.
Gudernes stemmer er gode og let-genkendelige og de forskellige væsner og helte har da også hver deres karismatiske små ord-lege (Et vaskeægte © og ™ for alle Blizzards strategispil). Det bliver dog hurtigt kedeligt at høre på og efter at helten har sagt "Circle Formation" for 100 gang bliver man træt af det! Altså er der ikke nok variation i kommandoerne og udråbene til at lyden kan kategoriseres som god, men musikken er derimod virkelig god når den endelig spiller.

Gameplayet:

Ahh, kernen i spillet... Jeg lovede at fortælle om hvorfor Sacrifice er godt fordi det er anderledes, og det vil jeg bestemt komme ind på i dette afsnit. Man har en helt som skal arbejde for 1 af i alt 5 guder. Hver gud har forskellige magier, væsner og hjælpemidler til rådighed for at bekæmpe de andre guder. Betragt dette som de forskellige sider i alle andre RTS-spil (Terran, Protoss, Zerg i SC, og de forskellige folkeslag i AoE2).

Helten kaster magi og styrer tropperne. Jo mere erfaren helten er, jo bedre kaster vedkommende magi, jo flere kan han kommandere og jo stærkere bliver ens gud. Dette minder meget om systemet brugt i Warlords Battlecry. Altså er der elementer fra mange af de sidste par års gode strategispil at finde i Sacrifice, men det er der intet i vejen med, fordi alle de nævnte spil er virkelig gode og underholdende! Så hvis man betragter alle de spil, og blander dem sammen i en cocktail har man nogle af ingridienserne i Sacrifice, men dertil skal man tilføje noget helt nyt, nemlig taktik! Og her vender vi tilbage til at snakke om systemet i Sacrifice, fordi det er en smule mere kompliceret end i normale RTS eller RPS spil.

Hver gud har nogle følgesvende (nemlig de væsner du fremkalder til hæren). Hvert væsen bliver lavet af en sjæl, og i et givent land er der kun så mange sjæle på kvadrat-kilometer... Dvs. der er et maksimalt antal væsner der kan eksistere på en bane, og ud af 70 kan du måske starte med 20, modstanderen 30 og så er der 20 "uskyldige" eller neutrale rundt omkring. Det der så gør Sacrifice taktisk, og giver spillets navn dets betydning, er at du kan, efter at have slået fjendens tropper ihjel, konvertere modstandernes sjæle til din egen gud, og derved lave endnu flere units! Dette gør spillet enormt taktisk, idet man ikke kan "investere" sine egne tropper i ligegyldige Rush-angreb som i mange andre strategispil, fordi så får din modstander flere enheder til sin rådighed. Det er dog ikke helt simpelt at konvertere fjenderne. Dine egne troppers sjæle er blå, og dem kan du indsamle uden problemer, men dine modstanderes sjæle er røde, og der skal et særligt offer-ritual til for at "rengøre" sjælene til din gud. Dette tager tid og SKAL foregå på dit eget alter (ens bygning hvor linket til guden ligger). Fordi det tager lang tid at rense disse sjæle, kan din modstander nå at sabotere processen. En anden vigtig ting ved dit alter er, at det er her du bliver genoplivet hvis du dør (helten altså). Alteret er den ene af to bygninger man skal bruge i Sacrifice, så der er altså ikke noget særligt base-building som er kendt fra mange andre strategispil.

Kamp er simpelt og ligetil. Hvert væsen har en særlig evne. Nogle kan flyve. Andre kan kaste noget magi. Men fælles for dem alle er, at de skal slås for føden, og gerne med næb og kløer! Din helt skal også hele tiden have adgang til mana for at kunne kaste magi, og til dette formål kan man bygge Manaliths ovenpå visse magiske fontæner der er overalt. Herudover skal man fremmane nogle Manahoars, små væsner der fordeler magien fra Manalith'erne videre til din helt. Men man skal ikke lave for mange Manahoars, fordi de koster jo dyrebare sjæle! Altså er der lagt op til spændende strategi og storslåede slag, og den bedste taktiker vinder oftest slaget, idet han/hun er bedst til at udnytte de forskellige væsners specielle evner, kaste de rette formularer og formidle hvordan sjælene skal bruges.

Der er dog ikke lutter ros til Sacrifice, fordi det har visse fejl der vil genere mange mennesker. For det første er hele styresystemet og konceptet så anderledes end alt det traditionelle, så det vil skræmme mange væk. For det andet kan mange kampe godt virke meget kaotiske og tilfældige i deres udfald, fordi der ingen god pause-feature er i spillet. Det går rivende stærkt, og før man for set sig om (bogstaveligt talt, idet heltens overblik er dit overblik), har man mistet halvdelen af sin hær, imens computeren kaster et hav af formularer samtidig med at han giver nye ordrer til sine 7 delinger. Det er jo problemet ved at være et menneske, man kan sgu ikke lave ligeså mange ting samtidigt som en computer kan. Ikke uden computere i hvert fald :-)