RSC Anmelder: "Space Quest"- serien, d. 27 August 2005
Retro-Review; Grafik og lyd bliver bedømt efter hvordan det var i spillenes udgivelsesår, og sammenlignet med andre produkter fra samme tid. 

En personlig mission:

Lige siden jeg startede RollespilCentralen i 1999 er der én spilserie fremfor alle andre jeg har ønsket at dele med Jer. Det er en række adventures udgivet af Sierra i tiden før det blev en del af en lang række større selskaber og til sidst mistede kreativiteten, og det er en serie af spil der for mig er noget helt særligt. Jeg har naturligvis prøvet at anmelde dem ud fra et objektivt perspektiv, men for mig er der ikke andre Adventure-serier som Space Quest, og i denne anmeldelse af de seks spil som serien bød på vil jeg prøve at fortælle hvorfor netop disse spillet ligger mig så nære, og hvorfor de fortjener at blive anmeldt, her snart 20 år efter at det første Space Quest spil så dagens lys. Jeg har brugt sommermånederne på at genspille hele serien, og jeg har valgt at anmelde dem kronologisk, med information og detajler om hvert enkelt spil undervejs, komplet med karakterer for spillet der dog ikke uddybes. Til sidst i anmeldelsen vil jeg sammenfatte hvad serien har betydet for mig personligt, og for computerspilsbranchen, og give hele serien en samlet vurdering i bedste RSC-stil. Men følg nu med tilbage til en enklere tid, hvor polygoner og spilkonsoller var en saga blot, og hvor inkompetente helte og plat humor var nok til at gøre et spil underholdende. Heldigvis rummede Space Quest meget mere end det, som du vil finde ud af i løbet af denne anmeldelse.

Introduktion til serien:

Alle Space Quest spillene er Adventures, dvs. spil hvor du styrer din helt rundt og skal løse diverse puzzles. Det foregår som regel ved at kombinere visse ting man samler op, og bruge dem på andre ting man støder på unervejs. Det foregår også ved at være vågen og holde øje med ledetråde, lægge mærke til hvad der sker på skærmen og ikke mindst tale med en masse folk på din færd, og i Space Quest er det ofte meget sære aliens eller bare helt almindelige galninge man har med at gøre. Nogle gange er det man skal logisk og ligetil, mens man andre gange skal tænke sig grundigt om, og virkelig bevæge sig over i nogle andre tankebaner for at finde ud af hvad man skal. Det er en genre som nærmest er forsvundet, og er i dag blevet afløst af spil med mere action-orienteret fokus, og det er en skam for et godt Adventure byder på mange udfordringer og kan give timevis af sjovt gameplay, men det lader desværre til at genren - bortset fra en del fan-projekter - er ved at forsvinde helt. Men vi har stadig de gamle spil at læne os op ad, og Space Quest serien rummer alt det bedste (og en smule af det værste) fra næsten et helt årti hvor genren virkelig nød sin storhedstid.

Fælles for spillene er at de foregår i et science-fiction univers hvor Star Wars, Star Trek og alverdens andre sci-fi referencer bliver kørt igennem mudderet på en sjov måde. Der er parodier på Hitchhikers Guide to the Galaxy, Blade Runner, Aliens og meget mere hele tiden, og man sidder konstant med et lille smil på læberne når dialogen og begivenhederne folder sig ud i det morsomme Space Quest univers. Fælles er også at seriens historier hænger sammen, så selvom de sagtens kan spiller hver for sig, vil der være ting i de forskellige spil som man kan genkende undervejs i nogle af de andre, bl.a. personer og steder såvel som vittigheder der går igen, alt sammen på en måde der hverken er for plat eller forceret. Netop humoren er nok seriens største trækplaster sammen med de gode gamle adventure-elementer der i mine og mange andres øjne gør serien til en klassiker i genren.

Herunder følger anmeldelsen af de individuelle spil efterfulgt af en samlet bedømmelse og konklusion. Jeg overvejede at dele dokumentet op i en del sider da dette uden tvivl er mit længste review nogensinde, men for helhedsindtrykkets skyld lader jeg det hele være på én lang side. Og nu til hovedretten for alt det her, anmeldelsen af Space Quest serien!

Space Quest 1: The Sarian Encounter

Space Quest serien starter (naturligvis) med etteren, og her møder vi for første gang helten i serien, den uheldige og ucharmerende rengøringsassistent Roger Wilco. Man skulle i SQ1 selv indtaste et navn til hovedpersonen, men hvis man lod det være blankt kom man til at hedde Roger Wilco, og det var navnet som alle brugte og som i SQ3 blev helt officielt i serien. I dette spil, og frem til og med Space Quest 3 så man alting i et 2D-perspektiv og man skulle skrive hvad man ville have helten til at gøre, samtidig med at man styrede ham rundt med piletasterne. Det var et enkelt system der gav helt unikke muligheder og rummede et sandt utal af variable som programmørerne kunne benytte sig af. Man skulle tænke over tingene, og selvom der var visse standard-tekster man altid brugte som "look around" og "get en-eller-anden-ting" gav det også mulighed for alle tænkelige slags puzzles da man jo i princippet kunne programmere alt på denne måde.

Grafikken er simpel, men i 1986 hvor det blev udgivet var det såmænd ganske flot, og præsterede ganske pænt imod spil fra andre genrer i denne kategori. Farverne er enkle, grafikken tydelig på trods af den lave opløsning, og man er stort set aldrig i tvivl om hvad man ser på skærmen. Musik og lydeffekter er ganske gedigne og der var faktisk ret meget varieret lyd for tidspunktet, og Space Quest har hele serien igennem været temmelig langt fremme i skoene på netop lydområdet.

Spillet starter med at det rumskib man arbejder på bliver angrebet, og det er nu op til dig at undslippe fjenderne og finde ud af hvorfor en lille-bitte datadims er uhyggeligt vigtig. Man besøger spændende steder som Ulysses Flats, en total parodi på Tatooine fra Star Wars og der er også et par mini-games i spillet hvor man skal skyde nogle fjender og køre på en sandscooter der svæver over jorden ikke helt ulig den Luke Skywalker bruger i filmene. Sekvenserne med action er små og lette, og generer ikke gameplayet. [bitter kritiker briller kommer på] Det er i øvrigt værd at bemærke at sådanne mini-games var en lille del af spillene dengang, men i dag er der nærmest én stor masse af minigames der dominerer gameplayet i de såkaldte "action-adventures" som genren efterhånden er blevet opslugt af. [/bitter]

Spillets puzzles er gode, overskuelige og varierede og den sjove humor der især fokuserer på Hitchhiker's Guide og Star Wars referencer er med til at gøre spillet underholdende så man ikke kommer til at kede sig. Man kan i Space Quest serien dø på ganske mange måder, og det introduceres i SQ1 hvor dødsraten er temmelig stor, men idet man kan save/load overalt er det ikke noget der generer. Faktisk er beskrivelserne vd ens død så hylende morsomme, komplet med små billeder af dødsfaldet, at man nogle gange forsøger at dø bare for at få det hele med.

I 1991 udkom Space Quest 1 igen, for da var Sierra begyndt at renovere deres gamle EGA-spil til den nye VGA-grafik. Historien og de mange puzzles var stort set de samme (med et par enkelte tilføjelser), men grafikken og lyden var peppet op, og der var kommet et "point and click" interface på i stedet for det tekst-baserede. Men mere om ændringen af styresystem senere, for der er ikke mere at sige om SQ1 genudgivelsen end at den lignede forgængeren i gameplay og fik lokket nye folk til genren. Nyd dog billederne nedenfor og sammenlign dem med de første du så i anmeldelsen for at se forskellen i den visuelle kvalitet.

Samlet bedømmelse for Space Quest 1:

Konklusion: Det første grafiske adventure i sci-fi genren til moderne computere byder på genial humor, en sjov men uheldig hovedperson, solide puzzles og god grafik og lyd. Det eneste man kan sige om spillet der er negativt er at det er en smule kort, og kan gennemføres på et par timer for dygtige adventure-gamere. Genudgivelsen med bedre grafik og lyd forringede ikke spillet, selvom styresystemet var blevet ændret og der jo ikke var meget nyt at komme efter. En klassiker i genren, og springbrættet til den succes som serien fik fremefter.

Space Quest 2: Vohaul's Revenge

Efterfølgeren til det succesrige Space Quest 1 udkom i 1987, og handlingen fortsatte hvor det første spil sluttede. Man havde reddet verden, men skurken vender tilbage og er kun ude på én ting: blodig hævn! Spillet starter med at man bliver kidnappet, og så går turen ellers til en tropisk verden, igennem rummet og videre til den onde galning Vohaul's hemmelige base hvor man konfronterer skurken. Undervejs er der naturligvis sjov dialog, gode puzzles og interessante steder at gå på opdagelse i. Den nok mest kendte puzzles i SQ2 involverer at man bliver formindsket, og det med at Roger Wilco bliver krympet eller lavet om har holdt ved i serien lige siden. SQ2 var en smule længere end etteren, men garvede advenrture-gamere kan klare det på et par timer. Dengang det udkom var der dog ingen garvede adventure-gamere, og derfor var det også sværere at regne ud, hvorimod man i dag ville sige "det er jo set før!", men det var faktisk ikke set før i de fleste tilfælde med de gamle Sierra klassikere.

Grafikken er blevet forbedret, men af uvisse årsager er lyden forværret. Stemningen er der dog stadig, men det er som om at der mangler et eller andet for at man virkelig bliver fanget af spillet. Der er også en in-game årsag til ens frustration, fordi der skal gøres nogle helt bestemte ting på bestemte tidspunkter (såvel som undgås visse ting), og har man glemt at gøre det finder man først ud af det meget senere i spillet når det fører til at man enten dør, eller simpelthen ikke kan gennemføre spillet. Yderst frustrerende, og så må man loade igen. Da jeg spillede det igen nu efter mere end fem år siden sidst, gik jeg naturligvis i nogle af de samme huller som jeg bagefter kunne huske med bitterhed fra mine tidligere gennemspilninger.

Samlet bedømmelse for Space Quest 2:

Konklusion: Måske det dårligste spil i serien, hvilket er en skam for det har potentiale til meget mere med den historie der indledes. Det er dog som om at spillet ikke er finpudset overalt, og man sidder tilbage med en fornemmelse af at der er blevet udeladt et eller andet fra spillet når man har gennemført det. Det er dog stadig et udmærket adventure, og bidrager med en del historie der videreføres igennem hele serien.

Space Quest 3: The Pirates of Pestulon

Det tredje spil i serien udkom i 1989, og selvom vi i dag ikke kan se de helt vilde forskelle imellem SQ1+2 og så dette tredje spil, var SQ3 nærmest revolutionerende for sin tid! Det bød som et af de allerførste computerspil på lyd igennem de nye "lydkort" som man havde opfundet, og havde ½ times samplet musik som dengang lød som den fedeste live-koncert, og som også i dag er ganske udholdelig. De nye lydkort blev naturligvis også benyttet til at lave forbedrede lydeffekter, og soundtracket er enormt fængende og stemningsskabende.

Et andet sted hvor man virkelig kunne se fremskridt var i grafikken, hvor der nu blev brugt 16 farver, der var skygger og "statisk 3D" (i virkeligheden 2D, men det ligner 3D), små cut-scenes og animationer til især Roger Wilco som man aldrig havde set før. Det var også i 3'eren at man ikke længere kunne skrive hvad helten skulle hedde, for nu hed han bare Roger Wilco.

Handlingen udspiller sig direkte efter at SQ2 slutter, og man bliver suget op i et enormt rumskib og ender i hvad der ligner en losseplads. Der udspiller sig en del handling her hvori der indgår rigtig mange sjove scener og gode puzzles, og man kommer langt om længe ud af skrot-skibet via et over-checket rumskib kaldet The Aluminum Mallard, hvilket anses af kendere for det fedeste skib i SQ serien. Det er nemlig sådan, at man i hvert Space Quest spil på et eller andet tidspunkt skal styre et rumskib (igennem puzzles og med enkle kommandoer, det er ikke noget action-spil!), og skibet fra SQ3 er langt det sejeste af dem alle. Med rumskibet går turen til en lava-fyldt planet hvor man først for alvor begynder at ane et plot i spillet. Plottet er skam også ekstremt tyndt i SQ3, og går kort fortalt ud på at redde de to designere der har lavet Space Quest serien fra det onde softwarefirma ScumSoft, der i sig selv er en parodi på udviklerne af Space Quest serien, Sierra Interactive.

[bitter kritiker brillerne kommer på endnu engang] For folk der har spillet mange af klassikerne er den her del af spillet den sjoveste, men også den sørgeligste. Når man ser de slavelignedne forhold som spiludviklerne arbejder under (altså inde i spillet) med slavepiskere iført jakkesæt der render frem og tilbage imellem de små cubicles, og chefen der kun tænker på penge og mainstream fremfor alt er det egetlig en parodi på hvordan spilbranchen efterhånden kom til at se ud i starten af vores nuværende århundrede, og det er med en vis sorg at netop Sierra som grundlagde så mange idealer og fede tiltag nu er blevet en del af Vivendi imperiet der på mange måder minder om ScumSoft idet der bare bliver malket løs af diverse licenser og der er meget langt imellem de fede titler. [/bitter] Nu håber jeg vi stadigvæk får spil til review fra Vivendi ;-)

Men tilbage til Space Quest 3, for der er nemlig andet end en plat historie og revolutionerende grafik og lyd i spillet. I treeren blev tekst-systemet udskiftet med et helt nyt parser-system der faktisk kunne næsten alle ord. Før i tiden sagde systemet bare "I don't understand" hvis man skrev noget som ikke var programmeret, men i det nye system kunne man hvis man ville samle et søm op skrive "grab nail" og så ville systemet selv finde ud af at "grab" er et synonym til "get" og udføre handlingen. Det sparede spilleren en del frustrationer fordi ens sprog ikke nødvendigvis er identisk med hvad der er programmeret, så det nye system hjalp gevaldigt på spilbarheden. Ud over denne nyskabelse var SQ3 også det første spil i serien med support til mus og en feature som ALLE spil burde have så også dagens lys for første gang i dette spil, nemlig "boss" knappen. Når man trykker på den kommer man lynhurtigt ud af spillet sådan at hvis chefen kommer forbi mens man sidder og spiller kan man altså lade som om man arbejder med en enkelt knap (ikke det dér Alt+F4 pjat, det virker jo alligevel ikke i mange spil).

SQ3 bød også på de absolut sjoveste death-scenes af alle spillene, og havde foruden de mange klassiske puzzles nogle gode mini-games, hvoraf det mest mindeværdige er Astrochicken, som blev så populært at Sierra inkluderede det i fremtidige spil i serien også. Spillet var sidst men ikke mindst længere end de to foregående, men stadigvæk ikke et decideret langt adventure.

Samlet bedømmelse for Space Quest 3:

Konklusion: Det kan diskuteres om Space Quest 3 er det bedste spil i serien, men det er i hvert fald ét af de mest mindeværdige, selvom historien er mindre god. Roger Wilco får virkelig meget personlighed i dette spil, og de mange forbedringer var med til at gøre det til et af årets absolut sjovest spil i 1989. Et klassisk adventure der har alt det en absolut top-titel i genren skal have, hvis man altså kan se bort fra det meget særprægede men humoristiske plot. 

Space Quest 4: Roger Wilco and the Time Rippers

Dette spil er nok det mest morsomme overhovedet, og byder på en sand kaskade af innovative tiltag og gode sekvenser. Det kæmper nok med SQ3 om titlen som det bedste Space Quest spil i serien og det skyldes bl.a. også det helt fænomenale plot som spillet byder på. Sagen er den, at nogen jagter Roger Wilco og de er sendt tilbage fra fremtiden for at dræbe ham. Det viser sig nemlig at Rogers fremtidige søn er indblandet i noget han ikke skulle være (Terminator parodi) og derfor er det enormt vigtigt at Roger Wilco er død længe før han kan få en søn. For at løse dette mysterie må du rejse frem og tilbage igennem tiden, og undervejs besøge ukendte tidsaldre som "Space Quest 10: Latex Babes of Estros" samt gamle kendinge som "Space Quest 1" (der er i 16 farver når man ankommer, hvilket er en vildt fed detalje da dette spil ellers kører med 256).

Man rejser igennem tiden ved hjælp af nogle små rumskibe kaldet Timepods, og disse kan man indstille til at rejse til forskellige steder på forskellige tidspunkter. Der er i alt 5-6 tider (jeg kan ikke huske det helt) man kan besøge og mange af stederne er faktisk parodier på selve Space Quest serien, hvilket er rigtig sjovt hvis man har spillet de andre frem til nummer fire. Hvor end man kommer hen bliver man jagtet af The Sequel Police der vil dræbe Roger, og det fører til nogle ganske underholdende situationer igennem spillet. Der er i SQ4 også en helt utrolig variation i de steder man besøger, netop pga. plottet, men bl.a. et shopping center, en idyllisk planet beboet af smukke kvinder, en efterkrigshærget by og den gode gamle ørkenplanet fra SQ1 er nogle af de steder man kommer til i løbet af spillet.

Der er mange puzzles i SQ4, og det er en smule længere end forgængerne. Man skal ud over at tænke sig godt om for at løse en del af puzzles'ne også være ekstremt vågen og skrive nogle ting ned undervejs, for bl.a. Timepod koderne skal man genbruge og de står der som regel kun én gang. Det er dog ikke værre end at man kan loade et tidligere save hvis man har glemt et, vende tilbage til sit nyeste spil og indtaste koden - dvs. de er ikke genereret tilfældigt. Nogle af spillets puzzles nævnes her i flæng for at vise variationen: udklædning for at kunne bruge et stjålet kreditkort, flugt fra tidspolitiet via et lav-tyngdekraftsfelt, kamp med et søuhyre og arbejde på en burgerbar. Der er også et par minigames undervejs, bl.a. en rigtig underholdende version af Astro Chicken.

Alt dette foregår i et system der på mange måder er helt forskelligt fra de tidligere. Den største forandring fra gamle bitre kendinge, er at tekst-systemet er skiftet ud med et ikon-baseret interface. Man har en "walk", "look", "use", "talk" og så mulighed for at bruge en ting fra dit inventory, og det er det. Det ligner de adventures vi kender fra nyere tid, og var ét af de første Sierra spil til at benytte sådan et system. LucasArts, den anden store producent af adventures i den tid, havde brugt et sådan system i årevis.

I 1991 var CD-Rom spil stadig lidt af et mysterie, men SQ4 udkom i to udgaver, nemlig på almindelige disketter og på CD-Rom, og på CD versionen var der fuld tale til alle i spillet såvel som digital musik, noget som Space Quest 4 var et af de allerførste spil i verden at give. Fortælleren blev introduceret som en decideret karakter, altså den person der giver én alle beskrivelserne hver gang Roger kigger på noget eller bruger nogle ting. Fortælleren er spillet af Gary Owens, der leverer en perfect alvidende fortæller med bidende sarkasme i stemmen og masser af hån til vores hovedperson Roger. Den eneste ulempe ved fuld tale var, at loadtiderne imellem lydklippene var en smule lange (½ sekund ca.), og det var med til at tage flowet lidt ud af en god dialog, men teknologien var på det punkt ikke til bedre, og i 1991 var det noget af det bedste lyd nogensinde.

Grafikken gik også over til et mere tegneserie-agtigt format, og hele spillet blev lavet ud fra rigtige tegnede sketches og animeret, hvilket var et krævende arbejde, og SQ4 var et af de få spil dengang der kostede mere end 1 million dollars at producere. Heldigvis blev det en enorm succes, og solgte flere kopier end alle tre tidligere spil tilsammen i løbet af ganske kort tid. Den nye grafik og lyd pressede naturligvis omkostningerne op, men det blev til gengæld et af de flotteste og mest varierede grafikmæssige produkter i hele serien, og de visuelle kvaliteter blev yderligere forbedret igennem FMV sekvenser, hvor Sierra brugte rigtige skuespillere til at optage karakterernes bevægelser mest realistisk. Det er en teknik der bliver brugt altid i dag, men i 1991 var det ganske revolutionerende.

Spillet har et par problemer på nyere computere, men det er ikke noget linkene i slutningen af artiklen ikke kan klare.

Samlet bedømmelse for Space Quest 4:

Konklusion: Der er så utrolig meget potentiale i historien og konceptet bag SQ4, og det føles faktisk for kort til at det virkelig leverer særklasse i gameplayet (selvom det er længere end de foregående). De utrolig mange innovationer i teknologi, det fremragende plot og den geniale humor er med til at gøre spillet til én af de allerbedste i serien og det er en nydelse at spille det, når man ser bort fra de tekniske problemer der er på nye computere og de nogle gange frustrerende dele hvor man har glemt noget tidligere som så skal bruges lige pludselig. Men dette er en sand adventure-klassiker og er sammen med SQ1 og SQ3 det bedste serien har at byde på.

Space Quest 5: The Next Mutation

Med spil nummer fem i serien blev der taget nogle gevaldige drejninger, men denne gang var det ikke så meget teknologiske forandringer som det var ændringer i det basale gameplay og styresystem som Space Quest serien er bygget på. Det kan naturligvis skyldes at de to hoveddesignere bag de første fire spil ikke førte an i projektet, to gutter kendt som "the two guys from Andromeda", som man skal redde i SQ3. Faktisk var det kun den ene af dem - Mark Crowe - som overhovedet havde noget med SQ5 at gøre, og det som en slags rådgiver i stedet for reel designer/producer.

De rent tekniske forskelle fra SQ4 til SQ5 er mærkbare. Grafikken er blevet lavet meget om, og er delvis tegneserie-agtig, men delvis som taget ud af Star Trek samtidig. Den fulde tale er væk og der er kun tekst på skærmen nu, mens den digitale musik og lyd stadig var at finde i spillet, på trods af at der ikke var lavet de store forbedringer i det. Interfacet, med det simple point and click system forblev dog, og det er primært i grafik og lyd at det rent teknisk adskiller sig fra SQ4. Problemet var, at det ikke kunne konkurrere med andre produkter på disse to fronter da det blev udgivet i 1993, og det skadede spillet lidt da gamere verden over var blevet vant til at se fremskridt indenfor disse områder i denne periode af spilindustrien, hvor udviklingen virkelig gik hurtigt.

Ændringerne i spillets concept er også temmelig store. For det første har man NPC'er med i form af besætningsmedlemmer på det affalds-rumskib man bliver kaptajn på, og de følger én på missioner nogle gange og skal bruges til at komme videre andre gange. Det er første gang at man egentlig har haft andre end hovedpersonen selv at bruge, og selvom det ikke er sådan at man decideret kan styre dem er det meget godt at kunne udvide spillets muligheder med tilføjelsen af NPC'erne.

Men den største forskel er nok, at spillet er mere seriøst end de andre SQ spil, og meget af den humor som kendetegner de andre spil er udeladt til fordel for et barskere miljø med mindre hygge end hvad serien ellers er kendt for. Det er bestemt ikke et dårligt spil pga. dette, faktisk er alle puzzles virkelig gode og plottet er ganske godt, men det er bare ikke helt hvad man forventer af Space Quest. Det er med den tilføjede seriøsitet også et mere detaljeret spil. Nu er det dog ikke sådan at humoren helt er forsvundet, for hele konstellationen af Roger Wilco med besætningsmedlemmer er én stor parodi på Star Trek, og der er masser af sjove scener undervejs. Den anderledes tone kan nok forklares med at det ikke længere var de samme folk der stod bag dette spil som de foregående.

Af puzzles i spillet skal det lige nævnes at man viderefører konceptet om at Roger skal laves om/ændres og man bliver på et tidspunkt til en flue hvilket er ganske underholdende. Det er også meget sjovt at Roger er blevet kaptajn på et rumskib i stedet for den evige rengøringsassistent (efter at man snyder sig igennem eksamen i starten af spillet), og det giver hovedpersonen lidt mere dynamik og personlighed end den "klodsede smådumme mand" fra de andre spil, selvom han også i SQ5 bliver nedgjort af alt og alle i klassisk Space Quest stil.

Samlet bedømmelse for Space Quest 5:

Konklusion: Som et adventure er SQ5 helt i top, for alting giver mening og puzzles, dialog og elementerne hvor man skal bruge sine besætningsmedlemmer er godt udført og underholdende. Som et spil i Space Quest serien falder det dog lidt udenfor, da meget af den klassiske humor mangler, og spillet er en anelse for seriøst til at kunne benytte den verden som Space Quest universet nu engang er. Et glimrende adventure, men ikke det bedste Space Quest adventure..

Space Quest 6: The Spinal Frontier

På trods af at have reddet verden adskillige gange nu, er Roger nok engang blevet degraderet til rengøringsassistent, denne gang på det enorme rumskib Deepship 86 der udforsker rummet. De ankommer til en øde planet kaldet Polysorbate LX hvor der er landlov, og Roger bliver teleporteret ned til planeten for at slå sig løs. Det er bare syndt at planeten er trist, grum og farlig og snart bliver Roger kidnappet og så er vi ellers igang med endnu et Space Quest eventyr, det sidste officielle spil nogensinde i serien.

SQ6 udkom på en CD-Rom til både Dos og Windows 95, og er underligt nok det spil i serien der er sværest at få til at køre ordentligt på en moderne computer. Stilen er endnu engang lavet om, denne gang til en mere flydende verden hvor tegneseriestilen og det mere realistiske som fra SQ5 er blevet mixet sammen til en underlig masse. Det ser ikke alt for godt ud sammenlignet med de andre spil fra 1995 hvor SQ6 udkom, men det er heller ikke grimt på nogen måde. Der er endda et par video-animerede cut-scenes, hvilket var en helt ny teknik på tidspunktet for spillets udgivelse, men desværre er de selv for datidens standarder i temmelig dårlig kvalitet.

I Space Quest 6 var det nok engang ikke de oprindelige designere der stod for spillet, men Scott Murphy vendte tilbage ene mand som en slags overordnet visionær, i stil med hvad Mark Crowe gjorde med SQ5. Humoren som man kender det fra de tidligere spil er tilbage i fuld flor, og det viser med al tydelighed at det var Scott Murphy der virkelig var hjernen bag morskaben (men mon ikke Mark Crowe lavede noget også), og det er herligt at være tilbage i Space Quest universet, bortset fra lige i starten af spillet hvor alting går meget langsomt frem og man ikke rigtig ved hvad man skal. Når spillet kommer igang, følger der dog en temmelig personlig plotakse med Roger Wilco og hans ven Stellar Santiago som hovedpersoner (man styrer dog kun Roger) og man kommer i sædvanlig Space Quest stil til forskellige planeter, samt ud at flyve i rumskib. Roger bliver også manipuleret med igen, og bliver krympet ned sammen med sit rumskib for at kunne gå på opdagelse i en menneskekrop, og det er både sjovt og innovativt de puzzles og scener der foregår inde i kroppen! Man kommer også ud for at gå udenfor spillet og ind i selve koden, hvor man mødes med et Windows interface hvor Roger render rundt og kan klikke på tiden, skraldespanden m.m., og målet er at komme ind i et filkabinet (markeret med gamle Windows skuffer), men en fejl i programmet forhindrer én i at gøre det (hvilket man selvfølgelig skal finde en udvej fra).

Der er dog også enkelte områder i spillet der er knap så sjove, især i starten og nogle af de puzzles hvor man skal gøre bestemte ting i bestemte rækkefølger. Det kan godt være lidt tungt, men i det store hele er der god fart på historien og begivenhederne igennem spillet, og det er desuden det længste Space Quest spil i hele serien (har du lagt mærke til en trend med dette, for det er der nemlig - seriens spil bliver gradvist længere og længere!).

Alt i alt er der rigtig meget godt i denne Space Quest, og noget som er virkelig godt er at den fulde tale er tilbage, med den lunefulde Gary Owens som fortælleren, men Roger Wilco har fået en ny stemme, der til forveksling ligner den fra SQ4, så det er jo godt nok. Der er også noget god musik, sjove cut-scenes og tonsvis af de klassiske puzzles som kendetegner serien, og sidst men ikke mindst er der alle de gode parodier og referencer, selvom det mere er referencer til hvad der var pop-kulturen i midten af halvfemserne end til Science Fiction bøger og film, men det gør ikke noget for de er sjove og let-fordøjelige.

Spillet har ganske mange bugs hvoraf nogle simpelthen crasher spillet på bestemte tidspunkter, men kun på nye systemer. Der findes udveje, omend de er lidt komplicerede, igennem linkene i bunden af denne anmeldelse.

Samlet bedømmelse for Space Quest 6:

Konklusion: Det er rigtig godt, men alligevel ikke så godt så det kan hamle op med et par andre spil i serien. Det er som om der mangler lidt af stemningen og det ligefremme der gør Space Quest til hvad det er, og at man endnu engang har forsøgt at lave det hele lidt mere tilgængeligt for folk der ikke kender så meget til serien og gjort det enklere på en måde der også gør gameplayet lidt kedeligere. Det er svært at forklare, men der mangler lige ét eller andet for at Space Quest 6 helt kan nå niveauet som det prøver på.

Samlet konklusion:

Hvis vi kigger på serien som en helhed kan man sige at efter Space Quest 4 begyndte rytmen at knække. Nye folk kom til i udviklingen, og det begyndte at kunne ses at Sierra ikke vidste om de skulle prioritere forbedret grafik/lyd og nye hardware-muligheder over puzzles og historie. De sidste to spil i serien er dog slet ikke dårlige, men de falder lidt udenfor hvad de andre fire spil startede. Alligevel er der på intet tidspunkt nogen tvivl om hvad Space Quest er, og at det er et Space Quest spil man er igang med. De tre stærkeste ingredienser der gav denne serie et ti år langt liv var humoren, verdenen og de gode puzzles, og det er ikke mange spilserier der kan præstere at lave seks gode spil i træk der i grove træk bevarer kernen i spillene samtidig med at der hele tiden forsøges at gøre tingene en smule anderledes. Jeg vil lade anmeldelsen slutte af med en karakter-givning for serien og derefter runde endeligt af.

Samlet bedømmelse for Space Quest serien (gennemsnittet af de seks spil inkl. remake af SQ1):

Jeg håber at jeg igennem anmeldelserne har kunnet give et indtryk af hvad Space Quest serien er, og videregivet hvad den har betydet for mig igennem mine forsøgt-objektive synspunkter undervejs. Serien har nu været død i snart 10 år, men nyder stadig godt af et velfungerende community. Hos SpaceQuest.net kan man læse meget, meget mere om spillene end i det ovenstående, og der er simpelthen alt om spillene, fra easter egg oversigter til manual-scans og reference-oversigter over de mange gags og parodier igennem serien. På fora'erne kan man snakke om spillene og få hjælp til at støve dem op (endda på nettet, men ssshhh, sådan noget er ikke lovligt) og få vejledning til at få dem til at køre på en moderne computer.

[bitter kritiker brillerne vender tilbage] Sidste år gav den gamle Sierra chef folk lov til at lægge Space Quest spillene ud til download sådan at serien kunne bevares idet Vivendi ikke engang anerkender spillene længere. Det fandt nogle Vivendi advokater ud af, og truede alt og alle til at fjerne spillene, selvom de havde fået en skriftlig tilladelse. For fanden da, hvis man ikke har solgt spillet i snart 10 år og ikke engang har så meget som et screenshot eller notits om spillet nogen steder på sin hjemmeside, så siger det mig at man ikke er interesseret i at vedkendes den historie som de gamle adventures har. Jeg kan blive enormt sur over når advokaterne skal blandes ind i det, og jeg kan undres over at man  har ressourcer til at retsforfølge mikroskopiske små fansider, men ikke har nok overskud til at have en "Classics" side på ens homepage for netop at indikere at disse spil stadig er vigtige! Det er i mine øjne komplet sindsygt og ude af trit med den virkelige verden. [/bitter]

Hvis man er Space Quest fan der kun vil have de lovlige spil fra nettet eller gerne vil spille mere i den skøre verden, kan jeg fortælle at der er to færdiglavede fangames til spillet, og yderligere tre der er i udvikling. Sierra var selv igang med at lave Space Quest 7, og startede og skrottede projektet to gange i træk først i 1997 og igen i 1999, men begge projekter blev kaseret inden de var nået særlig langt da Sierra havde fået ny bestyrelse på det tidspunk, og adventures var ikke længere det man ville beskæftige sig med. Heldigvis er der disse fede fanprojekter der holder det i live (følg linkene sidst i anmeldelsen).

Her til sidst i denne lange artikel vil jeg gerne sige et par ord til alle der har læst den igennem, og jeg håber at I vil overveje at opstøve Space Quest spillene og give dem et forsøg, for der er ikke mange adventures - eller spilserier i det hele taget - i samme kaliber som denne set over hele seks spil.

Tak til Marc Crowe og Scott Murphy for at have udtænkt spillene, og til det gamle Sierra for at have nosserne til at gøre adventure-genren til noget unikt. Jeg havde også en hilsen tiltænkt det nye Sierra, men RSC er jo som bekendt ikke stedet for det grimmeste sprog, så jeg lader det være ved dette.

Links til Space Quest fansider, patches og meget mere:

SpaceQuest.net: Den største og bedste fanside om serien.

Timer Patches: Disse patches gør at spillene kører som de skal på nye computere. Her er også patches til andre Sierra klassikere. Installer dem før du skal spille!

DosBox vejledning: Hjælp til opsætning af Dosbox (program til at afspille gamle Dos-spil som Space Quest med)

Support til SQ6: Hjælp til at komme igennem spilstoppende fejl i Space Quest 6 (følg denne vejledning)

The Many Deaths of Roger Wilco: Det er sjovt at dø i Space Quest, men hvis du tror du har prøvet alle måderne, så check denne side hvor alle hovedpersonens dødsfald er samlet!

Links til Space Quest fangames (gratis spil bygget over serien):

Space Quest: The Lost Chapter: Et færdiglavet spil der foregår på samme planet som i SQ2. Bygget over den klassiske Sierra engine som blev brugt til SQ1+2.
Mirror download (1 MB)

Space Quest 0: Replicated: Et færdiglavet spil der bl.a. foregår på en klonings-fabrik hvor Roger arbejder. Bygget over den klassiske Sierra engine som blev brugt til SQ1+2.
Mirror download (1 MB)

Space Quest 7: En uofficiel efterfølger under udvikling. Meget ambitiøst projekt.

Vohaul Strikes Back: Den helt store skurk fra SQ serien vender tilbage. Stadig under udvikling. Bruger sin egen engine med flot grafik.

Space Quest 3 Remake: Mange mener det er det bedste i serien, og derfor bliver det lavet igen med forbedret grafik og lyd. Stadig under udvikling.

Udgiver: Sierra
Udvikler: Sierra
Platform: PC - DOS 5 eller højere samt Windows 95
Kategori: Adventure
Pris: 50-100 DKr stk. brugt (Pakkerne med hele serien kan fås på Ebay m.v. for ca. 300 DKr)
Release: 1986 - 1995
Multiplayer: Nej
System anmeldt på: P4 2600Mhz, 512 MB RAM, DOS 6.2
Anmeldt af: Søren Kristensen

 Tilbage til Reviews

Tilbage til RSC