RSC Anmelder: "Thief - The Dark Projekt", d. 1 Maj 2003
Retro-Review; Grafik og lyd bliver bedømt efter hvordan det var i spillenes udgivelsesår, og sammenlignet med andre produkter fra samme tid.

En helt ny genre:

Det er ved denne anmeldelses tilbiven præcis 3 år siden at RollespilCentralen anmeldte Thief 2: The Metal Age. Som tiden dog flyver når man er i godt selskab, og det er man med Thief: The Dark Project.

Ser du, kære læser, tilbage i det herrens år 2000 skabte et genialt softwarehus kaldet Looking Glass Studios et spil der brød rammerne for hvad man forstod ved et First Person Shooter. De skabte Thief, verdens første First Person Sneaker, hvor man spiller den lumske tyv Garrett der lever i en magisk middelalderlig fantasy-verden.

Hvordan foregår det?

Man spiller som sagt tyven Garrett, der er en sand mester i at bryde ind, slå folk ned og finde skjulte skatte. På trods af dette er Garrett altid flad som en studerende, og han har brug for nogle job til at klare dagen og vejen. Heldigvis kender han en del lumske typer, og inden længe starter spillet med at man skal røve en rigmand for nogle af hans ejendele. Man styrer som i andre FPS-spil, man kan gå, løbe, cravle og hoppe, men til forskel fra andre spil byder Thief på mere. For det første er det ikke sådan at man kan rende rundt og dræbe vagter og andet godtfolk i snesevis, fordi bliver man opdaget og kommer i åben kamp, er oddsne for at man får tæsk! Garrett er ikke god til at slås med sværd, selvom man både kan lave parader, lige stød og sidesving. I stedet gælder det om at holde sig til skyggerne og så slå folk ned bagfra med ens særlige sorte kølle, der til forveksling ligner en gammeldags politistav. Man kan også bruge sit sværd til at angribe folk bagfra, og et velplaceret hug i ryggen er ofte nok til at dræbe de fleste. Sidst men ikke mindst har Garrett en bue som han kan udstyre med forskellige typer pile. Buen er meget realistisk lavet, idet pilene dykker i en bue når man skyder, og derfor skal man nok passe lidt på med at fyre løs imod fjenderne, da man ofte rammer langt ved siden af medmindre man er bekendt med sigtet. Buen kan også udstyres med vandpile, og disse er gode til at slukke uønskede fakler, fjerne blodpytter fra gulve og de kan tilmed tilsættes lidt helligt vand for at lave pile der kan slå de døde ordentligt ihjel. Jaja, der render skam zombier rundt visse steder i Thief, jeg sagde jo ikke noget om at verdenen var helt almindelig.

Man har også pile med reb, som kan skydes fast i træ-overflader der gør at Garrett kan kravle op på ellers ufremkommelige steder. Mos-pile kan bruges til at skyde på metal-gulve eller andre larmende overflader, sådan at når man går på det siger det ikke en lyd. Ildpile kan bruges til at tænde fakler op, eller til at tænde op under ens modstandere hvis man er til lidt Rambo-stil i ny og næ. Sidst men ikke mindst er der gas-pilene, der får ofret til at falde i søvn hvis han/hun/den bliver ramt. Så selvom ens våbenarsenal ikke er verdens største, er der altså alligevel rigeligt at lege med.

Lyd og lys:

Jeg nævnte at man helst skal holde sig til skyggerne, og det er ikke altid lige let. I spillets display er der en måler i bunden af skærmen, der viser om man er i skygger, lidt i skygger eller ude i det åbne. Er den sort behøver man ikke bekymre sig, for det betyder at man er godt gemt, men begynder den at blive lysere skal man passe på, for så er der en chance for at vagter eller andre får øje på én, og straffen for tyveri er temmelig brutal i denne verden, nemlig at blive slået ihjel på stedet. Man har dog chancen for at løbe sin vej og gemme sig, eller tage kampen op, men i de fleste tilfælde kan man ligeså godt loade spillet, for Garrett er som sagt ikke nogen mesterlig sværdfægter, og vagterne er bestemt ikke dumme.

Lyd spiller også en væsentlig rolle, og løber man eksempelvis hen over en metaloverflade og der er vagter i nærheden, er der en god chance for at man får deres opmærksomhed. En anden vigtig ting i Thief er brugen af lydens placering, der er mesterligt udført, og som den dag i dag er noget af det bedste man overhovedet kan opleve i et spil. Man kan følge vagters passerén ved at lytte til ens højtalere, overhøre samtaler og få en bedre oplevelse ved at være tættere på, og meget mere. Er man den glade ejer af surround sound til PC'en er Thief et af de få spil der udnytter det til fulde. Vagternes tuslen omkring, deres fløjten, og ikke mindst deres frustration ved ikke at kunne finde dig hvis man har larmet lidt og de kigger efter hvor lyden kom fra er simpelthen suverænt.

Gameplayet og missionerne:

Når alt dette er sagt kan jeg også ligeså godt sige at Thief ikke er for de utålmodige. Man skal ofte sidde gemt i skyggerne et par minutter mens vagterne snuser forbi, og man skal ofte liste sig frem for ikke at blive hørt. Det er trods alt spillets koncept, men ikke desto mindre ville jeg bare sikre mig at man ikke tror at der er tale om et smadder-smadder spil ala Quake. Thief har nemlig langt mere stil og finesse end sådan nogle blodbade, og det viser sig i den interessante historie der fortælles igennem de 12 enorme missioner man skal igennem for at klare spillet.

Placeringen af fakler, lanterner og andre lyskilder er helt igennem sublimt, og banernes variation er helt fantastisk, level design er sjældent set så godt i et first person spil. Nogle af banerne kan godt sætte ens tålmodighed på en prøve, især dem med udøde (og det var også derfor der var færre zombier med i Thief 2). Problemet med de levende døde er, at de er pokkers svære at slå ihjel, men til gengæld er de både sløve og dumme, så bare man ser sig for er de ikke det vilde problem.

En meget dejlig ting ved Thief, er spillets tre sværhedsgrader: Normal, Hard og Expert. Jo sværere du vælger det, jo flere delopgaver får du i hver enkelt mission, og man kan vælge sværheden fra mission til mission, så det er ikke noget med at det er fastlåst eller noget i den dur. Synes man en bane er vildt svær, kan man således bare starte forfra på et nemmere niveau, og så ikke skulle klare så mange del-missioner undervejs. Det gør også at man kan spille spillet igennem flere gang, da udfordringen naturligvis er større ved en større sværhedsgrad. Modstanderne bliver dog ikke mere skrappe af at man skruer sværhedsgraden op, og level-designet er også det samme.

Stemning, detaljer og konklusion:

Det der virkelig adskiller Thief fra mange andre spil, er den stemning der omgiver det. Det er dystre gader, mørk himmel og farer der lurer bag hvert hjørne. En enkelt uopmærksomhed kan føre til den visse død, og de lyde der er omkring én er med til at skabe en perfekt skummel atmosfære. Modstanderne er også virkelig snu og realistiske lavet, da de leder stille og roligt efter én hvis man får lavet noget larm, og så trækker de våben og begynder at gå rundt og lede efter spor. Laver man meget larm, eller finder de én af deres venner blive slået ned, er de godt klar over at man er i nærheden, og så gælder det om at komme væk eller sidde bumstille i et mørkt hjørne, for så søger de ret intenst efter én. Får de endelig øje på dig (og det gør hurtigt hvis ikke man er varsom) så indleder de straks jagten samtidig med at de kalder på forstærkninger. Er det en relativt svag person der leder efter dig, kan han også finde på at løbe afsted efter hjælp med ord som "there's a thief in the building, somebody help me!". Vagter, bønder, præster og andre godtfolk trækker sig også væk fra kampzonen hvis de bliver skadet, så skyder man med bue eller sniger man sig ind på folk, gælder det om at ramme rigtigt i første hug for ikke at få ballade efterfølgende. Det er også vigtigt at gemme bevidstløse (og døde) af vejen så vagterne ikke pludselig finder et lig midt i deres patrulje.

Lyd spiller en vigtig rolle igennem hele spillet, især med at lytte efter fodtrin o.l., men der er også masser af sjove og også informative samtaler man snildt kan overhøre undervejs, og det fungerer på mange måder som fundamentet til ens opfattelse af den spændende by spillet finder sted i.

En sidste ting jeg vil nævne er de kort man har over banerne i løbet af spillet. Det er ofte nogle som Garrett selv tegner eller har støvet op et eller andet sted, så de er mangelfulde og ofte alt for gamle til at være brugbare. Men der er ingen der har sagt at det var let at være en tyv!

Thief er et mesterværk og en pioneer indenfor computerspil. Man skal snige sig igennem store baner med meget varierede delmissioner og forhindringer. I dag ser vi flere spiller der bygger videre på det koncept Thief startede, med at man kan snige sig omkring, bruge skyggerne og tage højde for lyd, men Thief er stadigvæk et af de allerbedste på markedet. Hvis du har lyst til lidt skummel aftenhygge i selskab med alle tiders mestertyv, så anskaf Thief med det samme og fornem selv stemningen.

NB: Thief er blevet genudgivet i en forbedret version, med en del ekstra missioner oveni hatten. Dette spil kaldes simpelthen "Thief Gold".

I skrivende stund er det nøjagtig tre år siden vi anmeldte Thief 2: The Metal Age. Læs den anmeldelse her!

Diskuter anmeldelsen i Forummet

Tilbage til Reviews

Tilbage til RSC