RSC Sites
Forum Community
Diablo Site D2X
RSC's Spilbiografier
RSC Artikler
Artikler
Features
Previews
Reviews
Andet
Links
Nyheder
Nyhedsarkiv
Redaktionen
Release Liste
Screenshots
Site Map
Walktroughs
RSC Søg




RSC Anmelder: "Titan Quest" d. 19 Juli 2006
Spillet er venligst udlånt af THQ

Side 1 af 1

Lad os få det overstået:

Man kommer ikke uden om at nævne Diablo II, hvis man skriver en anmeldelse af Iron Lore’s spil, Titan Quest. Så jeg tænkte at jeg lige så godt kunne få det overstået her i indledningen, og så forhåbentlig holde referencerne til Diablo II nede på et minimum i selve anmeldelsen, så Titan Quest kan blive bedømt på sine egne præmisser, for det fortjener det. Titan Quest minder rigtig meget om Diablo II, så man kan ikke komme uden om at sammenligne dem. Faktisk kan man ikke anmelde et action rollespil nu om dage uden at sammenligne med Diablo II, og det siger lidt om det aftryk Diablo II har sat på denne genre. Titan Quest tager alle de ting fra Diablo II der virkede rigtig godt og tilføjer deres bud på forbedringer, og det har resulteret i et meget sjovt og fængende spil, som fans af genren vil elske.

Endelig kan man bruge oldtidskundskab til noget:

Der er noget galt i Grækenland. Siden Guderne og Titanerne havde deres opgør, hvor Guderne vandt og indespærrede Titanerne for at forhindre dem i at lave flere ulykker, er det gået relativt godt for menneskene. Bevares, der har været småkrige og konflikter, men i det store hele er der ikke så meget at klage over. Det er der så nu, for desværre har Titanerne fundet ud af hvordan de kan slippe ud af deres fængsel og de er meget opsatte på at hævne sig på Guderne. Titanerne er ikke dumme, så i stedet for at gå i flæsket på Guderne, har de valgt at lade det gå ud over Gudernes yndlinge; de svage mennesker på jorden.

Dette resulterer i, at byer og lande oversvømmes af diverse monstre, som enhver der har fulgt med i oldtidskundskab fra gymnasietiden vil kunne nikke genkendende til. Her er det så, at helten kommer ind i billedet. En ganske almindelig soldat påtager sig at gøre noget ved dette problem og snart får hans gerninger Odysseus’ og Hercules’ historier til at blegne til sammenligning. For denne historie starter nemlig i deres verden: Det gamle Grækenland med alle dets mange mytologier og heltesagn. Du er naturligvis denne helt, og du har travlt hvis du skal forhindre Titanerne i at ødelægge menneskenes verden. En opgave der vil bringe dig gennem Grækenland, Ægypten og Kina inden du er færdig.

 Heltinden i aktion!  

Et rigtig godt og varieret skill-system:

Til at starte med er der ikke meget helt over dig. Du er en gennemsnitlig soldat, der lige ved hvordan man bruger et sværd og en bue. Når du starter spillet får du kun valget mellem to personer, en mandlig soldat og en kvindelig soldat. Der er så vidt jeg kan se ikke nogen forskel på de to, bortset fra udseendet. Når du har bekæmpet lidt monstre stiger du i level, og det er her du begynder at vælge karakterklasse for din person. Det er din primære klasse og der er otte at vælge imellem. Når du har valgt en primær klasse kan du begynde at bruge skillpoints for at forbedre den. Jo flere skillpoints du har i en klasse, jo flere specielle skills har du til rådighed. Disse skills skal du også bruge skillpoints for at forbedre hele tiden. En skill bliver ikke aktiv medmindre du bruger mindst ét skillpoint på den. Når du bliver lvl 8 skal du igen vælge en klasse. Denne gang er det din sekundære klasse og den virker på nøjagtig samme måde som den primære. Denne måde at ’bygge’ sin karakter på virker ret godt. Der er rigtig mange skills at vælge imellem og det vil uden tvivl føre til mange virkelig forskellige karakterer, selv hvis de har valgt de samme to klasser at bygge ud fra, for der er rigtig mange skills samtidig med at der er for få skillpoints til at man kan vælge dem alle.

Det kan være svært at overskue alle disse skills, især når det er første gang man er igennem spillet, men det har Iron Lore tænkt på. I byerne kan man finde Mystics, som for et beskedent beløb kan frigive nogle af dine skillpoints, så du kan bruge dem på noget andet hvis du ikke er tilfreds med det du har valgt første gang. Det gør det rimelig nemt (men dog ikke omkostningsfrit) at eksperimentere med sin karakter indtil man finder en skabelon der passer til en.

 Heltinden i aktion!  Heltinden i aktion!

Mus på overarbejde:

Historien i spillet bringer dig igennem mange områder og man får virkelig brugt museknappen når man skal kæmpe sig igennem de horder af fjender der står i vejen. Man har en hotbar med de 10 mest brugte skills, som man kan aktivere ved at trykke på tallet svarende til knappen, (mange skills er altid aktive, så dem behøver man ikke aktivere) og ud over det har man kontrol over venstre og højre museknap, som man kan definere til at bruge lige nøjagtig den skill man gerne vil. Jeg havde en kriger og fandt hurtigt ud af at omdefinere mit standard angreb med venstre museknap til en skill der gav mig bedre chance for et critical hit, og den højre museknap til en healing skill. Det virkede fint og jeg havde fuld kontrol over de kampe jeg kom i. Men der er meget trykken på musen. Heldigvis kan man holde museknappen inde, og man tæsker herved løs på fjenden indtil han/hun lægger sig ned. Så skal man blot trykke på sit nye mål og holde knappen inde igen, og det begrænser da antallet at musetryk, men det nu stadig god motion (eller slemt slid) for pegefingeren.

Områderne i spillet er store, med mindre områder tilknyttet til dem, såsom en lejr fyldt med fjender, en krypt fyldt med udøde eller en grotte fyldt med slimede insekter. Der er ingen load tider mellem disse områder, heller ikke når man traver fra ørkenen ned i en mørk grotte. Det er faktisk rimelig godt lavet.

Der er selvfølgelig en hovedhistorie at gennemleve, og undervejs på sit eventyr støder man så på en masse mennesker, der har brug for hjælp med et eller andet, så man kommer ikke til at kede sig. Mange af disse små historier er faktisk rimelig underholdende, men de når dog ikke Oblivions niveau i kompleksitet og dialog. Men de er ganske passende for en actionhungrende græsk helt.

   

Show me the money:

Undervejs samler man en masse udstyr op, som man så selv kan bruge eller sælge for lidt penge i den nærmeste by. Der er nogle ting der er mere sjældne end andre og der findes sæt som kan fuldbyrdes for at gøre dem ekstra gode. F.eks. et fuldt sæt af rustning og våben til en bueskytte. Ofte vil man befinde sig ude midt i en ødemark med så meget udstyr i rygsækken, at man ikke kan samle den fantastiske flotte hjelm op, der ligger og lokker én. Så har man noget smart, nemlig et portal system, som man kan bruge til at teleportere sig tilbage til den nærmeste by (eller rettere hvilken som helst by som man har været i tidligere) og så få solgt alt sit ragelse. Derefter kan man benytte portalen til at komme tilbage og samle den hjelm op man ikke havde plads til før. Dette system kan man selvfølgelig også bruge til at færdiggøre quests, hvor man lige skal snakke med en eller anden inde i byen, uden at skulle vade flere minutter igennem et landskab overstrøet med døde og/eller kedelige monstre.

Ud over at indsamle godt udstyr, så kan du faktisk også lave det selv. Undervejs vil du finde små dingenoter (runer, små stykker af monstre o.l.), som vil give en bonus til et våben eller et stykke rustning. Dem kan du så bruge til at gøre dit udstyr bedre. Har du lagt én slags rune på et våben, så kan du kun bruge denne type på lige netop dette våben, men bruger du et fuldt sæt (3 eller 5 stykker alt efter hvad det er), så giver det en ekstra stor bonus til våbnet. Det er faktisk en lille miniopgave i sig selv at få indsamlet fulde sæt af de enkelte runer, så man kan få nogle virkelig seje items.

Imponerende grafik og lyd:

Grafikken i Titan Quest er temmelig flot. Nu er jeg ikke den store grafik-narkoman, da jeg mener der er mange andre ting der er mere vigtige i et spil, men jeg må sige at Titan Quest disker op med et flot og detaljeret udseende. Man kan zoome ud og ind som man vil, ganske som i spillet Dungeon Siege II. I det spil fik man så desværre serveret nogle gyseligt grimme teksturer, så det gjorde man kun én gang. Men i Titan Quest er det lige stik modsat. Jeg zoomede ofte ind for lige at se detaljerne på de monstre jeg sloges imod, eller de bygninger jeg gik forbi. Det er virkelig imponerende detaljeret, og selv med alle detaljer slået til i grafik options er det sjældent at jeg oplever hakken i spillet. Oftest er det når jeg går fra et udendørs til et indendørs område at jeg oplever det.

Lyden i spillet når ikke samme niveau som grafikken, men det er tydeligt at Iron Lore også har kælet for dette aspekt af spillet. God musik og gode lydeffekter, som ud over at hjælpe til med at skabe den rette stemning, også hjælper én i spillet. For eksempel er der forskel på lyden af de ting monstrene taber, så selv i kampens hede kan man nå at registrere at man lige fik jackpot. Man må så lige kæmpe færdig inden man kan se om jackpotten var værd at vinde.

   

Til gamedesigneren:

Jeg vil lige nævne at der følger en editor med Titan Quest, så man kan lave sine egne baner og sine egne quests. Det er jeg sikker på nok skal blive en succes og det giver bestemt mulighed for at man vil kunne spille Titan Quest i lang tid, selv efter at have spillet den officielle kampagne igennem. Men jeg har ikke kigget på denne editor, andet end lige at starte den op og se at den så rimelig simpel ud. Hvor god den er, skal jeg således ikke kunne sige.

Konklusion:

Titan Quest er et rigtig godt, vanedannende og langt spil. Jeg har brugt omkring 30-35 timer på spillet inden denne anmeldelse er blevet skrevet og jeg har ikke gennemført det helt endnu. Det er hack-and-slash rollespil, men med et forbavsende godt og varieret skillsystem, som virkelig lægger op til at man tænker sig godt om når man ’bygger’ sin karakter. Det har dét elementer der gør, at man lige skal spille 10 minutter mere for at gennemføre en quest, udforske en hule eller finde en bestemt ting. Det bid som gør, at timerne løber af sted med én mens man sidder med øjnene fastlåst til skærmen og med et fast greb om musen, og først lægger mærke til at resten af familien er gået i seng, når ens pegefinger begynder at blive øm. Fans af Diablo serien vil elske det.
 

Grafik:

9

Det er rigtig flot og med meget variation. Meget tæt på at få et 10-tal, men selv om det er detaljeret, så når det ikke samme niveau som Oblivion for eksempel.

Lyd:

8

Gode lydeffekter og god musik, men ikke noget der vil få folk til at hive spillet frem for lydens skyld.  Lyden er så absolut med til at skabe stemning i spillet, men det er ikke den du vil fremhæve når du skal forklare kammeraterne hvorfor du ikke har ringet til dem den sidste uges tid.

Gameplay:

8

Gameplay’er simpelt, da det er et hack and slash rollespil. Men det har den magi, som også Diablo disker op med, at det stadig er meget underholdende, selv om man egentlig godt ved at man blot sidder og laver det samme time efter time.

Plot / Addiction:

8

Man skal altid lige et eller andet i dette spil. Man har altid et mål man lige vil opnå og er man først kommet i gang, så er det svært at lægge musen fra sig. Det er  underholdende og spillet er stærkt vanedannende. Nu er I advaret. Desværre ændrer banerne sig ikke fra spil til spil, så når man har været det igennem et par gange, begynder underholdningen nok at falme. Men så er det måske at man skal finde bane editoren frem og lave sine egne eventyr eller søge internettet igennem for at finde andres bud på et godt eventyr.

Multiplayer:

8

Jeg har ikke nævnt det i anmeldelsen, men Titan Quest kan spilles i multiplayer. Det virker ganske fortrinligt. Når man er online og har fundet et spil, så organiserer man sig i et party og kan så løse quests sammen. Det gjorde jeg ikke det store i, da jeg fandt det lidt forstyrrende at jeg pludselig fik opdateringer på en quest, som jeg slet ikke var startet på. Desværre lykkedes det mig ikke at finde en gruppe, som var med på at starte helt forfra og køre disse quests igennem samtidig, men det ville da have elimineret dette irritationsmoment.

Diverse:

9

Titan Quest er det Diablo fans har ventet på lige siden de blev trætte af at gennemføre Diablo II. Faktisk er det lykkedes Iron Lore at skabe et spil der kopierer Diablo II 90% og så lige hælder 10% detaljer på der forbedrer spillet. Det er noget af en præstation.

 

Overall:

8

Et rigtig kvalitetsspil. Har du hang til Action-RPG , så er der ingen vej uden om Titan Quest. Der er intet revolutionerende eller overraskende i spillet, men til gengæld så gør det alle de ting vi kender så godt, at man til fulde føler sig underholdt.
 

Døm det selv
Hvad ville du give Titan Quest?

1
2
3
4
5
6
7
8
9
10

Klik for at forstørre 

  • Udgiver: THQ
  • Udvikler: Iron Lore
  • Platform: PC
  • Kategori: Strategi
  • Pris: 400 DKr i Betafon
  • Multiplayer: Ja
  • Systemkrav: Pentium IV 1800 MHz, 512 MB RAM, 5 GB fri harddiskplads, 64 MB grafikkort.
  • Systemkrav (anbefalet af SC): Pentium IV 3000 MHz, 1024 MB RAM, 128 MB grafikkort.
  • System anmeldt på: Athlon 64 3700+, 2560 MB RAM, 256 MB ATI X850XT grafikkort.
  • Anmeldt af: Frank F Pedersen
  • Spillet er venligst udlånt af: THQ

Diskuter anmeldelsen i Forummet

Tilbage til Reviews

Tilbage til RSC


Alt materiale fra spil, screenshots, animationer, musik m.m tilhører de respektive firmaer der laver spillet. RSC ønsker på ingen måde at overtræde loven, og vi tager afstand fra sådanne beskyldninger. Denne sides vedligeholdes og ejes af Søren Kristensen. RSC, logoet hertil, samt en masse af den grafik som er lavet rundt omkring tilhører Søren Kristensen, og ønsker man at benytte noget at dette materiale skal man henvende sig til ham først. ©2002.