RSC Anmelder: "Planescape: Torment", d. 11 Januar 2000

A long time ago, in a galaxy far, far away...

Planescape: Torment tager spilleren med på en fantastisk rejse igennem tid og rum, hvor døden nogle gang er en løsning til at komme videre med livet, og hvor fremtiden har konsekvenser for fortiden. Med et plot dybere end Marianergraven, og karakterer man føler sig knyttet til, med grafik der blomstrer i alle aspekter, og med medrivende og nuancerede missioner, steder og dialoger, er Torment årets bedste spil 1999, og et af de bedste rollespil nogensinde. I en verden så fjernt fra det almindelige, så fjernt fra den normale fantasy-genre, føler man sig alligevel hjemme.

Karakterudvikling på det allerhøjeste plan:

De første par paragraffer i den følgende anmeldelse kan nok virke forvirrende og måske endda afskrække én fra at købe spillet, men læs videre, og du vil blive positivt overrasket over det produkt som Black Isle tilbyder. Er man stadig i tvivl, hører der en fint udført manual med til spillet, hvori det væsentligste bliver beskrevet.

Planescape: Torment er det første spil i D&D serien af samme navn, med den forunderlige verden, og ekcentriske form for spil som det indebærer. Torment er bygget op i stil med Baldur's Gate, og det er da også samme spilsystem der bruges, (Infinity). Ud over dette, er det næsten lige så stort som Baldur's, dog "kun" på 4 CD'er.
Du starter spillet som ”The Nameless One”, af den simple årsag at han ikke kan huske sit navn. Du får ikke mulighed for at lave din egen karakter, fordi TNO (The Nameles One) er den karakter spillet er bygget op omkring. Derudover er det på sædvanlig AD&D-vis opbygget med 6 hovedattributter (Styrke, smidighed, udholdenhed, intelligens, visdom og karisma). Disse færdigheder får man lov til at fastsætte, ved at fordele 21 point imellem dem ved spillets start (samtlige stats starter med at være på 9). De bliver dog ændret som TNO får sin hukommelse tilbage, og som spillet skrider frem. Man kan også ligesom i Baldur's Gate få følgesvende, eller NPC'ere. Disse er dog langt fra de stereotypiske elvere og dværge kendt fra så mange fantasy-rollespil, men dæmoner og andre interessante skabninger. Alt hvad der sker i spillet, alle underlige fænomener, og alle regler for kamp, handling og dialog, bliver forklaret imens man spiller, så selvom alting er nyt og anderledes, lærer man det helt automatisk når man spiller spillet.

Du starter spillet i lighuset i byen Sigil, som er universets centrum. Fra Sigil kan man rejse til alle verdener, igennem portaler og universelle døre. Alle dørene kræver dog nøgler, som kan være alt ligefra en materiel ting, til en bestemt type tanker. Igennem spillet besøger man store dele af Sigil, men også andre verdener der langt fra normale.
I lighuset vågner du op, og bliver mødt af det flyvende kranie Morte, som sætter dig ind i situationen. Du ved ikke hvem du er, hvad du hedder, hvorfor du ligger i lighuset, eller hvem der har givet dig de tusindvis af ar og tatoveringer der pryder din krop. Det er spillets gennemgående plot at genopdage sin egen identitet, og komme til bunds i en sag som har påvirket hele Sigil i utallige år. Men NPC'ernes udvikling er intet i forhold til den udvikling ens hovedkarakter, The Nameless One fører i spillet. I starten er man en kriger, men som man møder andre folk, kan TNO blive trænet som tyv og magiker også. Går man over til at være tyv i stedet for kriger, starter man med ny XP som tyv, og har ingen af krigerfærdighederne tilbage. Men man kan altid gå tilbage, og være kriger igen, og så starter man hvor man slap sidst man var det. Det er genialt, giver god genspilbarhed, og forøger den grad af udvikling man kan lave med karakteren. Som man stiger levels får man også ekstra statistik-point, og man kan faktisk lave en gude-karakter, med 22 i Dexterity og 24 i Strength efter noget tid. Man kan altså lave lige den karakter man altid har drømt om i AD&D. Og de seks statistikker er da også meget forskellige. Har du eksempelvis meget i Intelligence, så vil du få langt flere dialog-muligheder, og du vil kunne regne mange ting ud. Har du derimod meget i Dexterity vil du eksempelvis kunne brække halsen på folk midt i en dialog, fordi du simpelthen reagerer lynhurtigt. Har du meget i Constitution, vil du regererere hurtigt osv. Det hele er lavet på en sådan måde at man aldrig vil kunne blive super-god til det hele, og det giver en lyst til at spille igen, med nogle andre stat-specialiseringer.

Næsten mere imponerende end TNO's fysiske udvikling, er hans phykiske. I AD&D er der et begrab kaldet "alignment", som indikerer om man er ond, god, neutral, kaotisk eller lovlydig. Denne alignment er normalt fastsat, men ikke for TNO. Sådan som du rollespiller, igennem dialog og handlinger, sådan vil din alignment også udforme sig. Siger du altid sandheden, og gør gode gerninger uden betaling, vil din alignent stille og roligt glide over til "Lawfull Good". Bedrager du og myrder til højre og venstre, vil du blive "Chaotic Evil" med tiden. Tricket er at blive ved med at spille samme karakter igennem hele spillet, og du vil blive belønnet med masser af XP og en federe spiloplevelse. Og så er der flashbacks'ne! Som du møder folk og undersøge sagerne, finder du hurtigt ud af at det ikke er første gang du har mistet hukommelsen og dit liv. Du genkender bygninger, og visse folk genkender dig fra tidligere tider. Nogle af disse møder fremkalder flashbacks, erindringer fra din fortid, som bliver beskrevet for dig i velskrevel tekst (og nogle gang med videoklip). Disse flashbacks er med til at definere hvem du er og øger plottets dybde betydeligt. De kan nogle gange have skæbnesvangre konsekvenser, og nogle gange giver det store fordele at lade et flashback tage form. Bryder du dig ikke om det der sker, kan du altid prøve at fortrænge mindet igen, men det er ikke altid det virker.

Til slut er der NPC'ernes udvikling, som dog ikke foregår ligesom The Nameless Ones. NPC'ere i Torment kan alt hvad de kunne i Baldur's Gate og mere til. Man kan føre dybe samtaler med NPC'erne, udvikle dem personligt, og grave ders fortid op igennem dialog. Således viser det sig ofte, at flere af NPC'erne på en eller anden måde har noget til fælles, eller kender noget ved TNO. Som spillet udvikler sig, udvikler TNO's forhold til NPC'erne sig også. Man kan skændes med dem, hjælpe dem med deres indre dæmoner, eller sågar indlede kærlighedsforhold. Alt sammen, alle karakterne i spillet er vævet så suverænt sammen, og med det gennemgående plot, at når spillet er ovre sidder man forundret og tænker over hvordan Black Isle dog har kunnet lave det så skide godt! For hvis det er dybde, karakterudvikling og en mesterligt udført historie man er ude efter, er Planescape det bedste rollespil man overhovedet kan forestille sig i Januar 2000.

En fryd for øjet:

Grafikken i Torment, har for spillets udgivelse, været kritiseret for at være for gammeldags, idet spillet foregår i 2D, med en opløsning på 640x480. Intet kunne være mere fejlagtigt. Grafikken i Torment overgår alt tidligere for rollespil, og det er i sandhed en fryd for øjet at skue de mange forskellige miljøer, karakterer og særligt formular-effekterne. Baggrundene er animerede, så det hele "flyder" på en pæn og ordentlig måde, og selve spilområdet er forstørret meget fra Baldur's Gate, idet menuerne i siderne er væk til fordel for en simpel menu der fremkommer ved at klikke med højre museknap. Til slut er alting blevet forstørret siden Baldur's, zoomet ind, så karaktererne bliver langt mere detaljerede og personlige. Tror du ikke på mig, så check alle disse billeder, samt dem lige her på siden. Når du har det foran dig i full-screen kan du ikke andet end at blive imponeret.

Også lyden i Torment er stemningsfyldt, og spækket med fede vibes. Lydene til karaktererne er egenkendig, velsammensat og varieret, og på de 4 CD'er er lyd ikke engang den primære ressource-tager.

Dialog i stedet for kamp?

Torment er baseret mere på dialog og rollespil end på kamp. De barske typer der let bliver provokeret og går hovedkulds i kamp kan stadigvæk gøre det, men essensen, selve fundamentet for spillet, ligger i den dybe, omfattende og mesterligt velskrevne dialog. Med flere ord end Encarta, og med en sammensætning der er udført i enkelhed, men med enorm variation, er Torment ligesom en god roman, hvor man grådigt bladrer, side efter side, for at finde ud af hvad der sker på næste side. På toppen af alt dette er man selv hovedpersonen, hvilket blot gør spillet endnu mere interessant. Et par gange er der for meget af det gode, men det er sjældent, og undtagelsen rettere end reglen. Man skal dog have et vist engelsk-kundskab for at nyde Torment i fulde drag, for med den enorme mængde dialog bliver man nærmest nødt til at have en forståelse for hvad det er for noget. Ud over dette er dialogen ofte grotesk og sadistisk, og det er helt klart henvendt til et modent publikum.

"Men hvad med kamp?!", råber de forargede Diablo-spillere til skærmen. Bare rolig, der er masser af action i Torment, og med de mange sære skabninger, monstre og NPC'ere de er til rådighed, bliver det hurtigt en interessant affære. Ting som "Potion of Giant Strength" er skiftet ud til fordel for mere besynderlige hjælpemidler som "Sadistic Frame", "Whispering Bottle" og sågar din egen afrevne arm kan bruges i kamp! Man kan pause spillet ved at trykke på mellemrumstangenten, og så uddele ordrer. Trykker man igen starter spillet, og karaktererne gør hvad de har fået besked på. Magi er også i Torment en vigtig del af kamp, men den er peppet op utallige gange siden Baldur's, og fremviser noget af det allerflotteste grafik i hele spillet. Herudover er formularerne meget originale, og kun få af alle formularerne i spillet er fra traditionnel AD&D, hoveddelen er designet specifikt til Torment.

Detaljer der gør alting sjovere:

Alt i Torment er forbedret fra Baldur's Gate, man kan bl.a. løbe, hvilket var stærkt savnet i BG. Man kan endvidere blot sætte en feature på "auto-run", og så sprinter karaktererne afsted. Nogle af monstrene kan også løbe, nogle meget hurtigt.
Men særligt er ens journal blevet en nem ting at have med at gøre. I den optager The Nameless One selv alle de missioner man får, sætter det op i to lister "Fuldførte" og "Ikke Fuldførte", og så kan man klikke på mission-navnene og voila! En beskrivelse dukker op. Man kan også i journalen se billeder og beskrivelser af alle de sære monstre man møder, såvel som de vigtigste NPC'ere. Som en sidste feature, bliver journalen også opdateret hver gang man finder ud af noget nyt om missionen, så man til sidst har hele historien om ens færden nedskrevet i den. Glimrende implementeret. Af andre gode detaljer kan nævnes beskrivelserne af ting i ens inventory, muligheden for at "stable" ting i inventory (mange bandager i én slot osv.), og så den måde hvorpå The Nameless One udvikler kampfærdigheder. Man skal nemlig finde instruktører til bestemte våben og træne, inden man kan blive farlig med det pågældende våben, men man har begrænsninger på hvor mange våben man kan lære at bruge, alt afhængig af karakterklasse, level osv.

En kasse der kan tale, en zombie med navnetab, en ond magiker der kun lever for at være "en ond magiker" og mange andre spøjse fænomener får Torment til nogle gange at ligne en Monty Python film. Humoren er sort, og nogle af påfundene utroligt friske. Bare på den første time jeg spillede, nåede jeg at blive syet sammen så jeg lignede og gik som en zombie, stjæle knogler fra en skelet-vagt og lægge an på en kvindelig zombie, hvis eneste svar på mine scoretricks var "Arrrrggg". Den innovation og fornyelse Torment bringer med sig, giver en lyst til at fortsætte med at spille til langt ud på natten, og store dele af min juleferie gik da også med lige netop det. Alting er checket, dobbelt-checket og checket igen af producenterne, og alting i spillet er godt bygget op, detaljeret og originalt. Der er meget få dårlige ting ved Torment, og de er af den tekniske art. Nogle gange kan spillet godt begynde at gå meget langesomt, men kuren imod dette er blot at save og så loade samme spil igen. Noget andet der generede mig lidt, var load-tiderne. Hver eneste gang man går ind i en ny bygning, eller et nyt område, laver spillet en hurtig autosave. Men load-tiden der kommer når man skal ud igen, er alt for lang. Det var ikke sådan så det forstyrrede min spillyst, men det kunne være lavet meget bedre hvis man eksempelvis loadede et helt område, med bygninger på en gang, sådan så man slap for al små-loaderiet. Men disse småting er intet når man vejer det imod spillets gameplay.

Konklusion:

Torment er stort, anderledes, dybt, detaljeret, forunderligt, smukt og fantastisk godt udført. Det er et litterært mesterværk indenfor rollespil, men appelerer bestemt ikke til "hack n' slash" spillere. Det er for folk der kan lide at rollespille, at lave en karakter og udvikle den igennem dens handlinger. I min mening var Torment et pust af frisk luft i en stagneret genre,hvor fantasy, elvere og frodige skove altid er på dagsordenen. Det er en oplevelse der sjældent ses i denne genre, og man bør gribe den med det samme, for Torment er virkelig et emminent spil. Tror i ikke på mig, så kig på det utal af anmeldelser udgivet af udenlandske spilmagaziner. Ikke én af dem har givet Torment et dårligt ry, og langt de fleste har rost det til skyerne. Jeg føler ikke noget gruppepres, men er af min egen mening fast overbevist om at dette spil hæver standarden for rollespil. Diablo-entusiaterne kan have deres mange kampe, men ikke med Torment. Men rollespillerne vil være lykkelige over denne gave sendt til verden fra Black Isle Studios. Min personlige favorit som årets spil 1999, endnu bedre end Baldur's Gate og Fallout, og med et fascinerende og spillerbevidst gameplay at støtte sig på. Kan man engelsk, og er man rollespiller, skal Planescape: Torment stå på ens spilhylde.

NB: Besøg RSC's spilsektion om Planescape: Torment
 

Tilbage til Reviews

Tilbage til RSC